Læsetid: 1 min.

Halløj om græske penge

EU-Kommissionens formand stillede i går op i Parlamentet for at svare igen, da der blev debatteret et mistillidsvotum til ham. Udfaldet var afgjort på forhånd, og debatten var bidsk
26. maj 2005

BRUXELLES - "Det eneste formål med dette mistillidsvotum er at underminere troværdigheden af Unionens institutioner."

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, fordømte i sin forsvarstale over for Europa-Parlamentet i går den gruppe på over 70 parlamentarikere, der havde stillet et mistillidsvotum til ham. Votummet var "manipulerende" og "populistisk," syntes han.

Og han fik stor opbakning: De fire store partier i Parlamentet og dermed et overvejende flertal har allerede for flere uger siden lovet, at de vil bakke ham op, når der stemmes om sagen i juni.

Anklagerne går på hans troværdighed: Sidste år i august tog Barroso med sin familie ud at sejle med en græsk forretningsmand, en tidligere universitetskollega, som han ifølge sit udsagn i Parlamentet havde kendt i over 20 år. Hagen ved sagen var blot, at luksussejladsen menes at have været flere tusinde euro værd, og at selv samme forretningsmand blot en måned senere fik godkendt en kontrakt på 10 millioner euro i EU-Kommissionen.

Var ikke EU-formand

På det tidspunkt var Barroso rent faktisk ikke medlem af kommissionen. Han var i fuld gang med at sammensætte den nye EU-Kommission, der sammen med ham tiltrådte først i november 2004. Derfor er kravet om et mistillidsvotum "ufair, ubegrundet, uretmæssigt og absurd," lød Barrosos kommentar.

Medunderskrivere af mistillidsvotummet krævede mere åbenhed for at aflive rygter om vennetjenester een gang for alle.

Fra Danmark gik Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen, Mogens Camre fra Dansk Folkeparti og Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU ind for afstemningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu