Læsetid: 5 min.

En halv armslængde

I forbindelse med afsløringen af Brian Mikkelsens truende mail til DR's top, har en række mennesker udtalt, at der altid vil være politisk pres på medieinstitutioner. Men lakmusprøven på armslængdeprincippet er jo netop, om en minister kunne holde sin truende pegefinger væk fra DR's bestyrelsesformand i en situation, hvor regeringen følte sig under pres
21. marts 2007

"Det kræver karakterstyrke at sælge elastik i metermål"

Storm P

Det samme kræves af de politikere, der gang på gang har fremhævet det såkaldte armslængdeprincip. Ingen har vel benyttet sig flittigere af det udtryk end kulturministeren, når han blev stillet kritiske spørgsmål om, hvad der skete inden for hans område.

Med tidligere DR-generaldirektør Christian S. Nissens afsløring af Brian Mikkelsens e-mail til daværende radiorådsformand i DR Jørgen Kleener er det tydeligt demonstreret, at der neden under festtalerne findes en anden virkelighed. En "Kære Jørgen"-virkelighed, hvor den minister, som inden for sit kompetenceområde har fastlæggelsen af de grundlæggende vilkår for Danmarks Radio, direkte kæder regeringens utilfredshed med navngivne medarbejdere sammen med muligheden for en radikal ændring af institutionens status.

Af Nissens udtalelser i forbindelse med lanceringen af sin bog om tiden i DR fremgår det videre, at kulturministeren direkte uddelte skideballer til sin radiorådsformand, og at han som generaldirektør følte et pres for udrensning af bestemte medarbejdere samt deltog i drøftelser af ansattes politiske fortid.

Dertil kommer, at den tidligere nyhedsdirektør i DR Lisbeth Knudsen har sagt, at hun havde henvendelser, som kædede indholdskritik sammen med medieforligsforhandlinger.

Kulturministeren lægger i udtalelser til Politiken i sidste uge vægt på, at der kun var tale om en orientering, "som ikke skulle offentliggøres, men mere som en slags telefonsamtale".

Så næste gang Brian Mikkelsen vil fortælle den nuværende bestyrelsesformand for DR, hvad han har på hjerte om navngivne medarbejderes dækning af regeringens politik, og hvilke konsekvenser det kan have for den økonomiske velvilje i en trængt situation, griber han nok 'knoglen' og holder den i en kort armslængde.

En række mennesker har udtalt i forbindelse med afsløringen, at det kun er, hvad man må forvente, og at der altid har været og altid vil være politisk pres på medieinstitutioner. Men sagen handler jo om karakteren af presset, måden pressionen foregår på.

Jeg selv oplevede i en række år som menig medarbejder i DR - med ansvaret for mange dybdeborende og kontroversielle udsendelser - at der kunne komme kritik fra de politisk valgte medlemmer af Radioråd og Programudvalg. Fordelen ved denne ordning - som dengang tit blev kritiseret - var, at meningerne kom frem i det åbne. Der var ikke tale om en skjult pression, og som Per Hækkerup formulerede det - kunne der være fordele ved "at have løverne til at passe på tigrene". At modtage en næse fra et flertal disse organer kunne opfattes som en hæder, men også være ubehageligt. Navnlig hvis den var berettiget. Og selv journalister kan jo lave fejl.

Da loven om TV 2 i 1986 blev vedtaget, var den daværende kulturminister H. P. Clausen fast besluttet på at lave en anden konstruktion, nemlig med en mindre politisk og mere professionel bestyrelse, der skulle overlade det daglige ansvar for programindholdet til den administrerende direktør på samme måde, som man overlader det til den ansvarlige chefredaktør på aviserne.

I årene fra 1993 til 1999 havde jeg som direktør den glæde at opleve, hvordan det fungerede fortrinligt i praksis. De skiftende bestyrelsesformænd - jeg havde tre af slagsen - var alle meget strikse til at afværge ethvert forsøg på at diskutere enkeltprogrammer - endsige konkrete medarbejdere. Og med hensyn til pres fra det politiske system - på det tidspunkt drejede det sig om Nyrup-Jelved-regeringen - husker jeg ikke blot det mindste forsøg på sammenkædning af vores nyhedsdækning og så de vilkår - herunder licensens størrelse - som skulle gælde for stationen.

Jeg færdedes meget på Christiansborg i forbindelse med forhandlinger op til medieforlig og noterer mig i dag, at princippet om armslængde fungerede den gang. Før det var blevet et modeord.

I et enkelt tilfælde kan jeg huske, at en minister i umiddelbar forbindelse med indslag i TV 2-Nyhederne ringede op og fortalte mig, at han følte sig dårligt behandlet. Det betragter jeg ikke som forkert. Jeg var trods alt den øverste ansvarlige for indholdet, og en minister kan som enhver anden have grund til klage. Det må journalister og ansvarshavende selvfølgelig finde sig i. Det helt væsentlige er, at der ikke sker en sammenblanding af kritik og antydninger om konsekvenser for et offentligt ejet medies fremtidige eksistensvilkår.

Foruroligende - også for mig

Derfor er det i den grad foruroligende at se Christian S. Nissens beskrivelse af forholdene, som de udviklede sig, da Danmarks Radio havde fået en ordning, som mindede om TV 2's.

Alle havde forventet, at det betød større mulighed for medarbejderne for at drive uafhængig journalistik - herunder også den kritiske dækning af magthaverne, som er fundamentet i ethvert ordentligt demokrati. Allerede den gang i 2003 klagede Nissen sin nød for mig og sagde, at han var bange for, at medarbejderne udøvede selvcensur specielt omkring Mellemøsten. Men først nu forstår jeg, hvor galt det stod til. Og hvor lidt de gode systemer og principper nytter, hvis de personer, som skal udfylde dem, mere tager dem som vinduespynt end som ukrænkelige værdier.

Lakmusprøven på armslængdeprincippet var jo netop, om en ressortminister kunne holde sin truende pegefinger væk fra DR's bestyrelsesformand i en situation, hvor regeringen følte sig under pres.

Christian S. Nissen rejser selv spørgsmålet, om han allerede den gang burde have sagt stop og afsløret de betændte tilstande. I stedet for fortsat at række fanden en lillefinger med fare for, at han tog hele armen. Uanset længden.

I den forbindelse har Nissen det sikkert ikke godt med sidste afsnit i Mikkelsens e-mail: "Jeg nævnte henvendt til statsministeren, at jeg løbende havde en fortrolig dialog med dig om tingenes tilstand. Og jeg havde indtryk af at bestyrelsen og Nissen tog det meget seriøst, men at problemet lå hos Lisbeth Knudsen".

Den ros havde Nissen sikkert gerne været foruden. Men han skal have tak for, at sandheden nu er kommet frem, for lige som man ikke kan være halvt gravid, kan vi heller ikke nøjes med en halv armslængde.

Nu skylder kulturministeren os sin forpligtende definition af, hvor meget elastik han mener begrebet kan tåle, før det bliver indholdsløst.

Jørgen Flindt Pedersen var administrerende direktør for TV 2/Danmark, 1993-1999

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her