Læsetid: 4 min.

Halvering af Roskilde

30. juni 1998

DE TO MEGET unge knægte havde fået en genial ide: En gammel sofa. Se, gamle, slidte sofaer er der nok af. De kan købes for en hund eller en slik hos en marskandiser, som gerne vil af med det gamle ragelse, der bare fylder op - med mindre de er fra Ludvig Seize's tid og i hans stil - og derfor forfremmet til antikviteter. Så skal der mere end en enkelt tusse på bordet.
Men altså: Ungersvendene fik læsset den gamle sofa op på tagbagagebæreren på den enes mors gamle bil, en Lada, der også var lige så god, som den var gammel. Derfra drog de af sted mod Roskilde. Her blev de sat af i udkanten af festivalpladsen og skulle så selv sørge for at få den bugseret hen til det telt, de allerede i forvejen havde været ovre for at stille op.
Sofaen skulle dog ikke med ind i teltet. De to drenge kunne sidde på den udenfor. Og de kunne bære den med sig rundt til koncerterne og trone på den, mens andre måtte sidde på jorden, hvorfra de, herunder pigerne, nok ville tilkaste sofavælgerne beundrende eller misundelige blikke. Under alle omstændigheder var sofa-gimmick'en anledning til et godt grin.
Det er et år siden, men der tales stadig om det i vennekredsen, og således har hvert år på Roskildefestivalen sine små historier i historien, sine kreative ideudfoldelser, sin mytologi. For selv om den hedder sig at være en musikfestival, er den lige så meget en social begivenhed, et sted at mødes og vise sig frem - for ikke at sige vise sig - over for det andet køn - eller bare flade ud under uoptimale og derved netop optimale forhold.
Five days of Fun, Friends and Music, som de skrev i en pressemeddelelse, sporenstregs udsendt i går af den næste tilsvarende, men dog lidt mindre begivenhed, nemlig Midtfyns Festival, der lige ville gøre opmærksom på, at man på fredag aften rydder selveste rock-scenen til fodboldkampen mod Brasilien. Natugle-teltet var nemlig proppet til Nigeria-kampen.

MAN TØR vel sige om Roskildefestivalen, at den var bedre organiseret end fodbold-VM i Frankrig, hvor specielt billetsalget afslørede småskandaløse forhold, men også den ujævne linje i dommernes fløjteføring har ladet noget tilbage at ønske. Roskildefolkenes store erfaring gør, at de stort set hvert år høster roser for alt det, de gør rigtigt - fra samarbejde med politi og kommune til det miljømæssige og under vanskelige forhold. Derfor drager langt størstedelen af gæsterne derfra med sækken fuld af gode oplevelser. "Tak for en fremragende festival", skrev BT's kommentator og røbede, at selv "et gammelt gungerhovede" som han... havde følt "en fuldstændig urealistisk lykke ved livet". Også vore udsendte skribenter oplevede store og ekstatiske øjeblikke.
Dagbladet Politiken havde udsendt sin At tænke sig-redaktør, Ole Rasmussen, som skrev nogle uortodokse oplevere og overskrifter á la "Smatman finder festivalens sjæl" - og den "første søndag efter tinnitus" (tinnitus = en ørelidelse, der opstår ved for kraftig, vedholdende lyd). Også han mente, det havde været en god festival, men krydrede sin sidste kommentar med denne usolidariske, men måske sande betragtning, at "sammen er vi stærke. Ikke mindst at lugte til". Så kan man tænke sig til, hvordan det nok også var.
Et tv-program havde inviteret fhv. statsminister Poul Schlüter på besøg på festivalen. Den ungdommelige mand, der havde iklædt sig en krigskorrespondent-lignende vest med mange lommer, var glad for at have været der, men også for, at han skulle derfra.

ALT VAR ikke succes, og ovennævnte dagblad, Politiken, gjorde opmærksom på, at det kneb med de musikalske muskler på den største af scenerne, Orange Scene. Flere af de nye bands kunne simpelthen ikke spille igennem. De gamle proffer som Black Sabbath og Dylan trak læsset.
Det store samtaleemne omkring festivalen var, at der i år ikke var udsolgt. Af 80.000 billetter var 75.000 solgt - hvilket stadigvæk er mange. Men festivalen har i de senere år været oppe på 90.000. Billetterne solgte sig selv, og der kunne snildt være solgt endnu flere. Festivalledelsen har givet udtryk for, at man fremover snarere vil budgettere med 50.000 gæster.
Men et fald fra 90.000 til 50.000! Næsten en halvering... det må dog give anledning til selvransagelse samt rejse spørgsmålet: Hvad pokker er årsagen? Musikalsk stagnation? Generationsskifte? At publikum foretrækker musikoplevelser via teknikken derhjemme og de enkeltstående koncerter?
Svaret blæser i Dylans vinde. Men Roskildes megahit af en festival, der efterhånden har status af turist-attraktion og kulturarv, risikerer at gå samme vej som såvel pinsekarnevallet som 1. maj-festen i Fælledparken. Det første druknede i bajere og glasskår, den anden blev med tiden en udlevet skal for det oprindelige formål, en kæmperecpetion for venstrefløjen. Først med storkonflikten fik den et blæst et beskedent pust af nyt liv i sig.
At være stor er ikke noget formål i sig selv, og man gætter på, at denne efterkommer af Woodstock-festivallen næppe nogensinde kommer op på højden af sin succes igen. Det er vel i erkendelse af disse forhold, at festivalledelsen nu sætter tæring efter næring trods al snak om succes. Ingen arrangør vil frivilligt give 50.000 potentielle kunder fra sig. At skrue ned for blusset forekommer derfor at være en fornuftig fremgangsmåde - og så gælder det om at holde den musikalske fane højt, hvis festivalen ikke skal ende som - sofastykke. Uden musikalsk kvalitet bliver Roskildefestivalen meningsløs. Her kommer næste problem: Hvis det er de gamle og store navne, der er trækplastrene, kan budgettet så holde til den kraftige nedskæring af publikummet?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her