Læsetid: 3 min.

Halvhjertet i Helmand

26. august 2006

DET ER NÆRLIGGENDE at spørge, om det ikke allerede er for sent? Om kampen for at opbygge et fredeligt, demokratisk, selv-beroende Afghanistan ikke allerede er tabt? Er der ikke for længst, ja, helt fra starten gjort så afgørende fejl i den internationale koalitions FN-sanktionerede mission, at tiden for at skabe positive cirkler i det af historien så maltrakterede land er forpasset?

Som en dansk officer sagde i gårsdagens Information: "Verdenssituationen ser dyster ud. Vi står med et nederlag i Irak, udsigt til et i Afghanistan, sejr for Hizbollah i Libanon og afmagt, når det gælder Iran."

'Losing Afghanistan' hedder i tråd hermed overskriften på den ledende artikel i gårsdagens udgave af International Herald Tribune. Britiske medier udsender tilsvarende nedslående budskaber fra Afghanistan, og den internationale tænketank The Senlis Council fastslår, at "i Helmand-provinsen er mønstret for modstand skiftet fra uroligheder til åben krig. For den lokale befolkning fremstår oprørerne nu som de facto etablerede magthavere."

Man forfalder let til oplevelsen af, at historien er ved at gentage sig. Som et absurd og tragisk deja-vu af den guerillakrig i 1980'erne, som mujahediner fra Taleban-bevægelsen og Osama bin Ladens netværk - dengang med USA's støtte - udkæmpede mod den sovjetiske besættelseshær. Som dengang foregår der nu en mobilisering af radikale og militante kræfter i den arabisk-muslimske verdens fundamentalistiske miljøer, til aktiv deltagelse i, hvad man ser som en ny afghansk befrielseskamp mod en imperialistisk besættelseshær. Det er tragisk, fordi fjenden nu ersupermagten, som dengang var allieret, men også fordi de, der hævder at føre befrielseskampen, er en indbyrdes rivaliserende blanding af formørkede fundamentalister, kriminelle narkobaroner og lokale krigsherrer, der ikke har meget godt at tilbyde den afghanske befolkning. Fejlene begået fra starten af den internationale koalition er desværre egnede til at give disse kræfter verbal ammunition til at hverve frustrerede sjæle i og uden for Afghanistan til fornyet kamp.

SÅ MAN KAN TILSYNELADENDE med god ret sige: 'Jo, det er for sent, slaget er tabt. Koalitionen gik ind i Afghanistan med alt for få styrker og alt for ringe vægt på genopbygning og udvikling'.

Problemet er, at der ikke er nogen løsning, endsige tilfredsstillelse, forbundet med den konstatering. På FN's anmodning er bl.a. de danske soldater i dag låst fast i både nord og syd, men mest udsat og i klemme i den sydlige Helmand-provins. De seneste dage har Information kunnet afsløre, hvordan de 110 danske soldater i Musa Qala-lejren i en måned har været under nærmest konstant Taleban-angreb og i "en næsten håbløs situation", hvor man "kun kæmper for at overleve", som næstformand i Central-organisationen for Stampersonel Steen Madsen udtrykker det. Trods forstærkning med skarpskytter fra Jægerkorpset måtte forsvarsledelsen i torsdags evakuere lejren og overføre soldaterne til den britisk-danske hovedlejr i provinshovedstaden.

Evakueringen kommer efter længere tids kritik af forsvarsledelsen og forsvarsministeren for at svigte de udsendte soldater. En kritik fremsat af urolige pårørende, af både navngivne og unavngivne soldater og officerer samt af de udsendtes fagforeninger.

Kaptajn Michael Hoffmann, udstationeret i Helmand, beskriver i det seneste nummer af Danske Officerer striden med forsvarsledelsen om at få tildelt tilstrækkeligt sikrede køretøjer til krigsområdet. "Hvis politikerne og forsvaret vil have Danmark med i 'Superligaen' og deltage i forreste linie, må det bedste materiel følge med, og hvis det ikke er til stede, må det tilvejebringes," skriver kaptajn Hoffmann.

Tilsvarende i en lederartikel i CS Bladet, udgivet af Centralforeningen for Stampersonel: "Har forsvaret og samfundet som helhed gjort det fornødne for at på alle mulige måder støtte de udsendte og deres familier? Det korte svar er nej og nej!" hedder det i lederen.

Forsvarsminister Søren Gade har selv for nylig på opsigtsvækkende vis kritiseret NATO-operationen for stærkt at underprioritere genopbygningsdelen af opgaven, og nu kritiserer andre altså, at også den militære del svigtes. Selv om Hærens Operative Kommando forsøger at sløre situationens alvor og i går f.eks. anvendte en befalingsmand i Helmand til at undsige de udsendtes talerør fra Centralforeningen, Steen Madsen, er det åbenlyst, at såvel den danske indsats som den samlede NATO-indsats er ved at kuldsejle på grund af manglende evne og vilje i de ansvarlige, politiske lag til at yde, hvad der skal til.

Man kan godt forstå ulysten til at konfrontere vestlige vælgere med endnu større omkostninger, endnu flere tab ved en diskutabel operation, som aldrig har haft helhjertet politisk eller folkelig opbakning. Det tragiske er, at såvel den afghanske civilbefolkning som soldater fra bl.a. det danske troppekontingent nu bliver ofrene for denne halvhjertede mission for frihed og demokrati i Afghanistan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her