Læsetid: 4 min.

Det halvlunkne vanvid

Donizettis' Lucia di Lammermoor på Det Kongelige i behersket stil
8. maj 2007

Med sine kun godt halvthundrede leveår (f.1797) satte Gasetano Donizetti sig sine markante spor i operalitteraturen. Over 70 i genren blev det til, inden en syfilis satte punktum for den produktive komponists liv i 1848. I det enorme udbud, der sammen med Rossini beredte vejen for den store operatradition som hos Verdi, står en mindre række værker stærkt tilbage: Elskovsdrikken, Don Pasquale, Regimentets datter, Anna Bolena; Maria Stuart - og Lucia di Lammermoor fra 1835. Det er næppe for meget sagt, at Lammermoor er indbegrebet af tragisk romantisk italiensk bel canto-opera bygget op om primadonnaen med rigeligt koleraturbefordret undergang og dødsdrift. Når dramaet kulminerer, handlingens konsekvens drages, heltinden tager den sidste store tur, skal det isne én ud i hårrødderne. Tragedien er til for at gennemleves af tilskueren, som tog vedkommende selv del i det uopretteligt tragiske. I Lucia di Lammermoor bemægtiger vanviddet sig titelpersonen, hvis skæbne udvikler sig som utallige kvinders i historiens løb: Hun nægtes kærligheden til den mand, hun elsker og har lovet sig til og presses af sin egen bror Lord Ashton ind i et ægteskab med en anden, hun ikke elsker. Genstanden for hendes kærlighed tager livet af sig, da han opdager, han er faldet som offer for et væmmeligt trick Lucias bror har begået, og urimeligt har forstødt Lucia. Broren føres til slut bort af sine politiske modstandere til et endeligt, man ikke behøver være i tvivl om. Lucia di Lammermoor har nemlig også den pointe at broren tvinger søsteren til det famøse ægteskab for at redde sit og for så vidt også hendes skind. Han har nemlig holdt på den forkerte hest i den skotsk-engelske blodige magtkamp mellem katolikker og protestanter. Grundlaget for Donizettis opera er nemlig Sir Walter Scotts roman: The Bride of Lammermoor fra 1819, og handlingen udspiller sig - også i librettisten Salvator Cammaramos bearbejdelse - i Skotland i slutningen af det urolige og livsfarlige 1500-tal. På Det Kongelige Teater har Klaus Hoffmeyer valgt at skubbe begivenhederne frem til Donizettis og operaens egen rigtige tid. Derved bliver Ashtons argument for tvangsægteskabets berettigelse af politiske grunde meningsløst. Men hvad fanden, det er jo bare opera. Hvorfor forestillingen ikke retter sig efter Donizettis anvisning gives der ingen tilfredsstillende forklaring på, men skal vel ses i sammenhæng med så mange andre krumspring for endelig ikke at tolke ud fra forlæg, men snarere imod det. Det sker også i detaljen i en i øvrigt behersket forestilling, hvad angår påhittene. Det er faktisk ment som en ros. Lige efter Lucia har stukket brødkniven i sin uønskede ægtemage og skal til at bryde ud i vanvidsariens første del, tager hun et par dansetrin foran det chokerede operakor, der derefter klapper. Hvorfor gør de det, de er jo forfærdede over hendes handling? Hvad betyder det? Og hvorfor hopper lord Bucklaw lige så koket over den liggende jamrende Lucia? Skal det være sjovt? Det er småting, men støj på skærmen i en forestilling der gerne skulle rive op, men forbliver lettere uvedkommende.

Fuldt tryk på

På premiereaftenen fik Giancarlo Andretta ikke ordentligt fat før et stykke inde i første akt. Et pulssvagt bud på Donizettis ikke geniale, men til tider medrivende partitur. John Lundgren som Enrico Ashton, Inger Dam-Jensen i titelpartiet og Giorgio Casciarri som den forsmåede bejler Edgardo satte alle fuldt tryk på leveringen. Men de sjælsafgrunde Lucia kan åbne, åbnede hos Inger Dam-Jensen kun ind til det lettere forstyrrede, og Casciarri viste trods den store stemme ikke den sensualitet, der vel også er forbundet med altfortærende lidenskab for et sådant kvindemenneske. Bo Kristian Jensens Bucklaw var den af aftenens stemmer, der sad lige i skabet. Og Operakoret. Hvor et det dog godt. Hver gang.

Prisværdigt når scenografer søger stiliseringen og dermed udforsker nye veje for denne fornemme side af scenekunsten. Men det kan jo også blive for lidt af det gode. Til tider føler man sig i moderne opera på besøg i Silvan, hvor en gruppe tøjlesløse hjemmebyggere har været på færde, mens butikken havde lukket. Lammermoor lever jo på den gryende forestilling om dybderne i ikke mindst disse skræmmende kvinders altædende seksualitet. Hvad man i 1830?erne ikke kunne sige, kunne man i et vist omfang synge og vise på scenen. Lammermoor kommer eller kan komme helt derud, hvor det uopfyldte begær naturnødvendigt må føre til tilintetgørelsen. Ja, det er jo selve meningen med komedien. De omgivelser hvor hun farer vild i sig selv, kunne jo gerne afspejle afsindet eller bare antyde dette. Det ligger åbenbart ikke for Birgitte Mellemtin, der trækker lige linjer og overskueligt væltede perspektiver i glas og ramme. Man bliver ikke særlig forskrækket her.

Det er en Lucia di Lammermoor, gud bevars, men man går fra Gl. Scene ( hvor er der dog hyggeligt i det gamle skur) uden at være rystet endsige bevæget til tårer. Og det skal man jo helst være, hvis det skal være helt rigtigt.

Gaetano Donizetti: Lucia di Lammermoor. Libretto Salvatore Cammarano efter Scotts The Bride of Lammermoor. Medv.: John Lundgren, Inger Dam Jensen, Giorgio Casciarri, Niels Jørgen Riis, Bo Kristian Jensen, m.fl. Operakoret. Det Kongelige Kapel. dir. Giancarlo Andretta. Instr. Klaus Hoffmeyer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu