Læsetid: 10 min.

Halvt jyde og halvt jøde

22. oktober 2005

Historikeren og forfatteren Morten Thing fortæller om, hvad det har betydet for ham at komme fra en baggrund, der både havde indremissionske, jødiske og kommunistiske rødder

Det vigtigste i livet har været kærlighed, børn, forskning og politik, erklærer Morten Thing.

Det er jo et svar, der omfatter det meste, så er der tale om en prioriteret rækkefølge?

"Det er svært at tænke sig livet, uden at alle delene er med. Eksempelvis har jeg haft børn boende hjemme i 33 år - det er mere end halvdelen af mit liv," svarer Morten Thing. Han har netop har fejret sin 60-års fødselsdag og har fire børn, heraf de tre med grafikeren Anne Houe, som han har været sammen med i 26 år.

"Forskning er enormt lystbetonet for mig," fortsætter han, "jeg er glad for, at jeg har haft den mulighed, det er heldigt, at jeg ikke er blevet mere marginaliseret, end at det har kunnet lade sig gøre."

- Marginaliseret?

"Med alt hvad jeg havde fingrene i i 1970'erne, kunne det godt have været svært at skaffe sig rum på universitetet. Og i mange år har jeg da også klaret mig fra hånden i munden - og klaret at forsørge mine børn! Jeg tror, jeg har haft alle de løse ansættelser og stipendieformer, der findes i den akademiske verden," mener Morten Thing og tæller efter.

Han når til det resultat, at han har været løst ansat fra 1974 og lige indtil 1998, hvor han fik en stilling som forskningsbibliotekar og lektor på RUC, som han nu sidder i. Den er han meget tilfreds med, selv om han ind imellem savner at undervise, siger han. Men det hjælper, at han holder mange foredrag om så forskelligartede emner som venstrefløjen i 1930erne, jødisk musik, hvor han selv spiller, og pornoens forbudshistorie.

Morten Thing er også tilfreds med at blive ældre.

"På den ene side er der ganske vist alderens skavanker, for eksempel den navneafasi, man kommer til at lide af, hvor man altid har folks navn lige på tungen uden at kunne komme i tanke om det."

"Men på den anden side er det rart, at man har lært at leve med, at man er den, man er. Da jeg var ung, troede jeg, at jeg skulle være en anden. Med alderen opdager man, at det bliver man ikke! Og det er godt nok. Det giver ro i sjælen," siger han.

"Men vist har politik da fyldt enormt meget. Det gør den dog ikke så meget mere."

- Hvorfor ikke?

"Jeg synes stadig, politik er vigtig, men den forventning om en verdenshistorisk vending, jeg nærede i min ungdom, er skudt ud i fremtiden, hvis den ikke snarere har antaget en anden form."

- Hvordan en anden form?

"Da jeg var ung, opfattede jeg revolution som en pludselig ændring af såvel livsvilkår som politisk styreform lidt i stil med den store franske revolution. I dag tror jeg snarere, en revolution vil komme bag på os. At mange ting allerede vil være sket, uden at det er gået op for os."

"Sagen er den, at magtsystemet har ændret sig. Pludselige politiske ændringer har i dag sværere vilkår end tidligere. I det mindste i Vesten, hvor magten har samfundsmæssigt omfang og gennemslagskraft i en grad, så den også har koloniseret den private verden. Derfor sker de samfundsmæssige ændringer som små ændringer i produktionslivet og civilsamfundet, ændringer vi først opdager, når de er slået igennem."

- Måske har det også at gøre med, at vi er blevet ældre, at samfundsændringerne kommer bag på os. Det, du kalder de små ændringer - i samlivsformer, omstruktureringer af arbejdet osv. - har ikke på samme måde konsekvenser for resten af livet, som da vi var unge?

"Måske. Men måske har jeg også fået indsigt i, at de muligheder, jeg forestillede mig som ung, for et magttomrum, hvor en civil magt kunne tage over, ikke længere eksisterer - og måske ikke har eksisteret siden Anden, ja måske ikke siden Første Verdenskrig."

"Eftersom vi var meget unge, havde vi desuden ikke erkendt, hvor enorm en indsats det kræver at lave samfundet om. I vores ungdom var kvindebevægelsen det mest omvæltende, der skete. I det mindste for os mænd! I forhold til vore fædre var det intet mindre end en revolution, der skete med os. Men vi gjorde også den erfaring, at sådan noget ikke breder sig til hele samfundet på én gang. Og ud fra at vi var aktører i en så omfattende revolution, uden at den nåede videre, end den gjorde, har jeg senere reflekteret en del over, om vi allerede, da vi var unge, var gammeldags: At vi ikke havde fattet, hvor tyk magten var."

- Det var jo også til en vis grad fortidens skrifter og erfaringer, vi forsøgte at lære af.

"Jeg tror, vi havde så travlt med at lære at tænke nyt, at vi mere eller mindre ureflekteret overtog en teori, hvor det var arbejderklassen, der var subjekt, og fortrængte eller bagatelliserede, at deltagerne i ungdomsoprøret var middelklasseungdom."

- I al beskedenhed var det en central del af kvindebevægelsens bidrag til teorien at slå fast, at det var mellemlagkvinders ændrede livsbetingelser, der var oprørets grundlag og udgangspunkt!

"Vi kom jo også langt på det kønsmæssige område, men på det politiske kom vi ikke så langt."

I de senere år er Morten Thing imidlertid i stigende grad begyndt at interessere sig for jødedommen og for Israel, siger han.

"Min forskning har altid haft en rekurs til mit eget liv og mine egne rødder," konstaterer han, der er søn af den fremtrædende modstandsmand Børge Thing og af Dora Recht, der kom fra et meget ortodokst jødisk hjem. Børge Thing stammede til gengæld fra et jysk, indremissionsk miljø.

"Så fandt de sammen i en tredje religion, kommunismen," bemærker Morten Thing, der i 1993 forsvarede sin disputats om Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-60. Nu har han vendt sig mod sine jødiske rødder, hvorfor?

Dette kræver en lidt længere forklaring, mener han. Udgangspunktet er nemlig alt andet end ortodokst. Morten Things mor var fast besluttet på at opdrage børnene som danskere. Hun lærte sig endda at lave flæskesteg og frikadeller - spiser, hun aldrig selv havde smagt i sin opvækst - og forsøgte i det hele taget at gennemføre assimilationen i ét og alt.

"Jeg har heller aldrig tænkt på Israel som et sted, hvor jeg ville tage hen og slå mig ned," erklærer Morten Thing, der før Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede Vestbredden, Gaza og Golanhøjderne tilbragte et år i kibbutz.

"Jeg tror, det har at gøre med hvor, det jødiske er placeret i ens identitet," fortsætter han. "Jeg plejer at sige, at jeg er halvt jyde og halvt jøde."

Morten Thing har altid vidst, at han på én eller anden måde var jøde, siger han, men han blev først for alvor bevidst om det, da han fik plads på 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg. Han kom som den søn af en kommunistisk modstandsmand, han var, men identiteten gik i skred, da han på et tidspunkt kom til at diskutere Israel med nogle af sine studiekammerater.

"I løbet af en nats diskussion gik det for første gang op for mig, at jøderne havde fordrevet et andet folk for at de kunne slå sig ned i Israel. Den enorme skamfuldhed, jeg følte, fik mig til at indse, at så måtte jeg jo følelsesmæssigt være jøde. Ellers havde jeg ikke haft nogen grund til at skamme mig."

Denne erkendelse fik Morten Thing til at indse, at han måtte tage sin jødedom på sig og kæmpe for at få folk til at indse, at Israel begik en kæmpe fejl, og at det var en vigtig del af jødisk identitet at kæmpe for palæstinensernes rettigheder, siger han.

"Så min jødiske identitet er udsprunget af mit liv med Israel. Det er et spørgsmål om, hvad der er vigtigt at gemme på i den jødiske arv. Og det er ikke dét, den israelske højrefløj finder vigtigt."

En varig fred i Mellemøsten kan ikke gennemføres med Israels politik, mener Morten Thing. Hvis der skal opnås fred i Mellemøsten må det ifølge ham ske ved at sikre en palæstinensisk stat, som sammen med Israel kan udgøre et sikkert marked, der åbner sig mod de arabiske lande. Ministerpræsident Ariel Sharons krav om, at det palæstinensiske selvstyre skal udrydde Hamas, er uopfyldeligt.

"Det vil føre til en forfærdeligt blodig borgerkrig, som selvstyret vil tabe, det har hverken våben eller opbakning til at tage den konfrontation."

Den nuværende situation sammenligner Morten Thing med forholdene i Baskerlandet og i Nordirland, da det gik værst for sig. Han mener, at USA og Israel bør sigte på en 'irsk løsning' og tillade Hamas at stille op til valg som politisk bevægelse. Samtidig må man så stile efter en økonomisk udvikling og et samlet marked.

"Vi må overbevise Israel om, at det er en forfærdende og selvmorderisk politik, det fører. Vejen frem må være at binde palæstinenserne så meget som overhovedet muligt til internationale aftaler og sikre udviklingen af økonomien."

- Tror du, der kan samles et demokratisk flertal for denne vej i Israel?

"Det paradoksale er, at et flertal af israelerne både går ind for en palæstinensisk stat og for Sharon. Men hans politik fører til det Baruch Kimmerling, der er professor i sociologi ved det hebraiske universitet Jerusalem, har kaldt 'politicide': Man dræber viljen hos palæstinenserne til at optræde som politisk subjekt."

"Hvis Sharon overhovedet har en strategi, så må det være ud fra dette ræsonnement: 'Nu har vi vist vores gode vilje og rømmet Gaza, nu må Selvstyret skære hovedet af Hamas.' Men Selvstyret vil selv tabe hovedet. Måske er det, hvad Sharon håber på, men det er ikke noget, Israel skal håbe på. Det kan sætte ild til hele Mellemøsten."

"Det, jeg siger her, er synspunkter, der vinder frem nu. Også blandt dem, der tidligere anså folk som mig for en selvhadende antisemit."

- Det må da være nemmere for dig som jøde at vinde gehør, end det er for os andre goy'er?

"Faktisk har det været enormt hårdt. Det har ikke skortet på hadefulde angreb imod mig og de jøder, der mener det samme. Da jeg var med til at arrangere en demonstration foran Israels ambassade, flød min mailboks over med hademails. Det var stærkt ubehageligt."

Siden er det dog blevet lettere at sige den slags ting også i den jødiske verden, mener Morten Thing.

"Men på visse måder er det jødiske samfund ligesom DKP. Når Israel har en regering, det jødiske samfund kan lide, vil man gerne identificere sig som jøde. Og når Israel har en regering, man ikke kan lide, hedder det: 'Hvorfor skal jeg tage afstand fra Israel, bare fordi jeg er jøde?'"

For Morten Thing er den jødiske arv imidlertid med tiden kommet til at optaget mere og mere rum i ham, siger han.

"Det accelererede, da jeg i 1993 fik adgang til KGB's arkiver i Moskva og dér faldt over jøder, som først var emigreret og dernæst vendt tilbage til Sovjetunionen, fordi de var kommunister. Og som endte i Gulag."

"Da jeg kom hjem, holdt jeg et foredrag, og i den forbindelse blev jeg spurgt af en polsk-jødisk flygtning, der var kommet til Danmark i 1969, hvorfor jeg dog ikke inddrog nogle bestemte kilder. Jeg svarede, at de var på jiddisch, som jeg ikke kunne læse, og så tilbød ham at lære mig sproget."

"Jeg gik hos ham i et år, så døde han desværre af et hjerteslag. Man da havde jeg blandt andet nået at lære alfabetet, jeg var kommet over de første hurdler."

I dag arbejder Ting på en stor afhandling om den jødiske indvandrings historie.

Selv identificerer han sig med en side af jødedommen, mange israelere opfatter som noget, man ikke behøver at gemme på, siger han.

Hvilket hænger sammen med Holocaust og den måde, staten Israel er dannet på.

"En israelsk feminist har konstateret, at 'israeleren er konstrueret som mand'. Den nye jødiske stat konstruerede sine indbyggere som modsætning til nazisternes fremstilling af jøden som kvindagtig og vampyragtig. Der er ikke megen plads til to køn i det israelske samfund."

Over for denne - aggressive - tolkning af jødedommen sætter Morten Thing den ikke-aggressive, europæiske, jødiske kultur, hvis rødder går tilbage til den middelalderlige, spanske guldalder, hvor kristendom, jødedom og islam sameksisterede i århundreder lige til slutningen af 1400-tallet.

Som repræsentant for tankegangen nævner Morten Thing Maimonides, den mest indflydelsesrige jødiske filosof i Middelalderen.

Hasidismen, en jødisk fromhedsbevægelse, der opstod i Østeuropa i det 18. århundrede, fortsætter denne ikke-aggressive jødisk arv, og endelig peger Morten Thing på den jødiske socialisme, på de ikke-religiøse og ikke-zionistiske former for jødiskhed, der udvikledes op gennem 1800-tallet.

"Det er en tænkning, der ser magt som noget uden for sig selv, ikke som noget, den selv benytter sig af," forklarer Morten Thing.

I Europa var det imidlertid denne store del af den jødiske kultur, den sekulære jødedom, der blev udslettet af Holocaust og dermed forsvandt fra Europa.

"Der er megen jødedom, der ikke kan rummes i Sharons syn på verden. Israel burde se helt andre steder hen, hvis staten skal have tilført frisk blod. Men Sharon tænker den jødiske stat som noget, der ligner alle andre stater, og hvad har man så opnået?," anfører Morten Thing.

20051021-195511-pic-88186990.jpgI vores ungdom, hvor man talte rigtig meget om revolution, var kvindebevægelsen det mest omvæltende, der skete. I det mindste for os mænd! Der sker samfundsmæssige ændringer som små ændringer i produktionslivet og civilsamfundet, ændringer vi først opdager, når de er slået igennem, mener Morten Thing
Foto: Claus Lunde/Polfoto

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her