Læsetid: 8 min.

Halvvejs gennem uendeligheden

Michael Kvium fortæller om at blive 50, at betragte verden gennem en dværgs øjne, og at møde en forskrækket ung mand, mens han pakker værkerne ud til sin hidtil største samlede udstilling, der åbner på fredag på Kunstmuseet ARoS
24. januar 2006

Et gråhvidt landskab uden synlig horisont, hvor enhver farve synes suget ud af verden og langt, langt væk. Sådan ser Danmark ud på togturen fra København til Århus, hvor maleren Michael Kvium er i gang med at hænge sin store udstilling op på museet ARoS.

Sådan ser Michael Kviums nye malerier også ud. Væk er de forvredne lemmer, barnemorderne og englene på brutale sorte barok-baggrunde; ind træder træerne. Birketræer, grå toner, og en tavs, kuldslået ro - Kviums kunstneriske univers er stadig ikke blevet muntert, men det råber heller ikke længere.

Michael Kvium, engang for ikke så længe siden en ung kunstner hvis bevidst grimme, ofte nærved grusomme værker fik forargelsen til at fråde fra familien Danmark, er fyldt 50. ARoS-udstillingen "Jaywalking Eyes" bliver den hidtil største præsentation af Kvium med over 100 værker fra hele hans produktion. Og for hvert gammelt maleri, Michael Kvium pakker ud, møder han en ny, ung mand, der allerede nu er forlængst passeret.

"Det er skræmmende for mig selv, fordi det er en dagbog, der bliver åbnet. Det er jo ikke bare billederne, jeg husker, det er situationen og nervøsiteten og udstillingerne og hele den periode, som bliver lukket op. Og det har været virkelig mærkeligt at se for hvert billede som bliver pakket op. Og pludselig er det bare rigtig mange år siden. Og pludselig kan jeg se, at det er en ganske ung mand, der står dér og maler. Og er dybt chokeret over at verden ser ud, som verden ser ud. Dengang var jeg meget arrogant og sagde, jamen det er ikke mig, der provokerer - det er sgu jer, der provokerer mig, og det er også kunsten, fordi den fornægter sig halvdelen af livet, samtidig med, at den påstår, at den skildrer det," forklarer Michael Kvium.

Vi sidder op ad de store ruder i ARoS' store, hvide cafe, mens Århus' store, hvide snelandskab spreder sig ud for vores fødder. Forsikringsfolkene er i gang med at gennemse værkerne, og kunstneren har fået besked på at holde sig langt væk imens.

- Er du mindre arrogant nu?

"Jeg vil tro, nogle af drivkræfterne er de samme, men man får et mere afslappet forhold til alt med årene. Jeg kunne ikke se det med den distance dengang. Selv den yngste mand synes jo, han er en stor voksen mand. Men jeg kan sagtens sætte mig i hans sted, for han er jo samtidig med mig. Det er forskellen på at være ung og være gammel: Jeg har dem alle i mig endnu og kan sagtens huske, hvad jeg tænkte, og hvor nervøs jeg var."

Bitter nar

Der er en figur, Michael Kvium altid har været fascineret af. Det er dværgen i Pär Lagerkvists fortælling af samme navn. Dværgen er kongens hofnar, men han er en bitter nar, der ser ondskaben og grimheden i verden. Han er historiens fortæller og den subjektivitet, der viser læseren indefra, hvordan verden også ser ud. Og selv om Kviums motiver har forandret sig gennem de 20 år, han har malet, har dværgen siddet der hele vejen igennem.

"Jeg begyndte jo at male lige efter de politisk korrekte 70'ere, hvor bare det at male var en provokation, og man frasagde sig enhver subjektiv holdning. Og jeg gik stik modsat og sagde, at ikke nok ville jeg være subjektiv som mig selv og som mand, men jeg ville også finde den mest ekstreme subjektivitet inde i mig selv. Hvorfor vælge det smukke og den pæne opførsel, hvorfor ikke finde de mest kynisk ondskabsfulde iagttagelser, dem, man normalt kun kan snakke om som en dårlig joke sent på aftenen."

Fiktionen

"Hvis jeg overhovedet har lært noget i alle mine mange år, er det, at vi ser kun virkeligheden, når den ikke er virkelig. Ja. I det øjeblik jeg maler et menneske, bliver du meget mere opmærksom på, at mennesket derinde er grimt og ubehageligt, end du er på, at vi faktisk rundt omkring os hele tiden har alle variationer. Jeg ville aldrig kunne hamle op med virkeligheden. Eller den virkelige grusomhed. Lige meget hvad jeg tænkte, ville virkeligheden højst sandsynligt altid komme et par dage efter og fortælle en endnu mere grusom historie. Og det samme gælder det sublime."

- Et blik på dit samlede værk kunne friste en til at spørge, hvad det er for et forvredent rædselsunivers, du lever i?

"Jeg er så meget kunstner at jeg ved, ligesom en forfatter, at det er en fiktion, jeg opererer inde i. Du spørger jo ikke en forfatter, som har skrevet om en morder, om han er morder. Men lige da vi begyndte at pakke alle billederne op, og jeg pludselig så så meget af mit værk, da tænkte jeg også: hold da kæft, jeg kan da godt forstå, at nogle tænker, hvem har dog lavet det? Undervejs arbejder man jo kun med et par ting ad gangen og forfølger spor af nysgerrighed. Hvis man oplever, at folk ser en arm dobbelt så tydeligt, fordi den ikke er korrekt, er det jo klart, at man forfølger den. Det er jeg jo heller ikke den eneste kunstner, der har gjort."

- Det lyder lidt distanceret og antiromantisk, at du betragter din kunst som ren fiktion?

"Både og. Man skal først gøre sig klart, at ideen om den romantiske kunstner, der udtrykker sit allerinderste jeg, også er forløjet. Ingen mennesker er så geniale, at de overhovedet har opfundet noget som helst. Det er input på input. Det, der bliver til dig senere hen, det er dine valg, og hvad du tør se på, og hvad du ikke tør se på. Hvad du kasserer, og hvad du ikke kasserer. Det er dig. Jeg har bare prøvet på at være fuldstændig ærlig over for mig selv. Det har jeg også været tvunget til, fordi jeg har berørt nogle emner, som jeg reelt set godt vidste, jeg ikke skulle berøre. Ellers er jeg da helt klart en romantisk kunstner, og jeg blev enormt glad, da jeg fornylig læste om nogle unge, kvindelige kunstnere, der erklærede, at de sgu bare malede det, de følte og havde lyst til. Det er første gang, der er kommet sådan en manifestation, der i den grad fraskærer den sidste portion af modernisme."

- Hvad er problemet med modernismen?

"Ikke noget problem, jeg kan stadigvæk godt lide dem. Men jeg har et problem, hver gang kunst bliver automatik. Og med konstruktionen af modernismen, som vi lider under endnu, fordi man ikke kan acceptere uorden, og kunst er uorden. Der er hele tiden nogle, der bliver dømt ude, men det hele foregår jo på en gang. Og nogle gange skal man væk fra den støj, ud i værkstedet og være i ensomhed i årevis. Det lyder enkelt, men man skal blive ved med at finde ud af, hvad man har lyst til. Og blive ved med at holde sig velorienteret om, hvad de andre kunstnere laver. Kigge tilbage vertikalt og opdage at man ikke er et stort superego, men bare et enkelt lille bitte brik i et kæmpe kulturelt ego."

- Hvis vi udnævner dig til kunstkritiker, hvordan vil du så beskrive dine nyere ting?

"Det føles rigtigt. Men apropos det romantiske, er det jo skideunderligt at jeg lige pludselig er begyndt at male landskaber. Landskab, det er jo noget af det mest latterlige! Og jeg har altid haft dyb, dyb disrespekt over for landskabsmalerier, samtidig med at jeg har været enormt nysgerrig efter dem. Og så pludselig havde jeg brug for nogle nye elementer i mine billeder, og så tog jeg landskabet op. Og så ser jeg rundt i verden for øjeblikket, og så dukker der en hel masse af de unge op, som står og maler helt romantiske landskaber. Det har jeg oplevet før, at tiden laver altså også nogle billeder. Den åbner sig op på en mærkelig måde, eller har behov for noget. Og derudover er min eneste mulighed for at se, om jeg er på rette spor at spørge mig selv, om jeg har set det her før. Jeg kan ikke se, om det er rigtigt eller forkert. Landskaber er så dejligt befriet for... de berører lidenheden af os."

- Er lidenheden i dine tidlige ting også?

"Jeg synes altid jeg har prøvet at pille lidt ved vores indbildskhed. Jeg har stået og holdt foredrag, hvor jeg næsten ikke kunne komme til at sige noget, fordi folk var så aggressive. Hvorfor maler du så grimme mennesker, råber de, og jeg siger: Jamen gider I ikke lige kigge lidt rundt på jer selv. Tænk sig, at man kan lukke øjnene så meget - det er smukt, men sandelig også skræmmende, fordi det er det, der har gjort det muligt for os kollektivt at gøre hvad som helst. Fordi vi lukker øjnene. Det er de allerværste regimer, der har haft de allerstørste idealer om, hvordan vi burde se ud, helt ned til hårfarven."

"De mest ondskabsfulde samfund er dem, der vil have en pæn verden. 90 procent af alle mennesker er overbeviste om, at de ville være 100 procent helte i en katastrofesituation. Statistikken siger fanme noget andet. Du vader hen over dine børn og din ægtefælle ud af flyet. Og hvis du overhovedet skulle have en chance, er det måske, fordi du har tænkt over det på forhånd. Vi har altid meget lettere ved at definere de andre ud, end ved at sige hvem vi rent faktisk selv er. Og jeg kunne enten vælge at stå og have dårlig samvittighed over at være en white male kunstner, oven i købet ude over den rette alder - eller også kan jeg spørge: Hvad for nogle billeder kommer der ud af sådan et monster?"

Kaos

Selv om ARoS-udstillingen er en stor status over Michael Kviums værk, ville han ikke have, den skulle være kronologisk. I stedet er den delt op i tematiske rum. Et af dem repræsenterer en periode, hvor Kvium var dybt forvirret efter at have arbejdet sammen med Christian Lemmerz om installationen The Wake, som også vises på udstillingen. Bagefter prøvede Kvium i årevis at sætte billeder sammen, der ikke havde noget at gøre med hinanden for at vise "det vanvid, som virkeligheden faktisk er". Rummet hedder "A Joyceful Madness" som en hyldest til James Joyce.

"De allernyeste billeder hænger i et stort centralt rum, som hedder "Silent Eye", og det er nok, sådan jeg bedst kan forklare, hvor jeg gerne vil være nu. Jeg prøver at forlige mig med, at alt er så stort i virkeligheden, vi tilhører den tid, som ikke er, en uendelighed. Hvem kan finde den mindste størrelse i en uendelighed? Vi snakker altid om, hvad der er derude, men jeg vil ind. Vi lever helt bogstaveligt midt i uendeligheden. Jeg har bare løftet blikket en anelse op, og der står et par træer med et par fugle, sikkert den slags fugle der spiser det, der er til overs af os, og så er der bare et par skyer der dækker for uendeligheden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu