Læsetid: 4 min.

Hamas og Israel sat på prøve

28. januar 2006

I POLITIK ERDER ideologer og pragmatikere. Nogle gange forvandler ideologer sig til pragmatikere. Ofte sker det, når de vinder magten under demokratiske valg. Vil Hamas' væbnede fløj - der mellem år 2000 og 2004 gennemførte 53 terrorangreb med 258 dræbte israelere til følge - undergå samme forvandling som del af et regeringsbærende parti i Gaza og på Vestbredden? Det vides ikke med sikkerhed, men der er grund til at være relativt optimistisk. Hamas' ledere har allerede lovet at forlænge den våbenhvile, de aftalte med de palæstinensiske myndigheder for et år siden. Partiets valgprogram refererede ikke til den islamistiske bevægelses forfatningsdokument, hvori Israels ret til at eksistere ikke anerkendes og to-statsmodellen afvises. Ej heller erklærede Hamas-kandidater under valgkampen det deres hensigt at "tilintetgøre Israel" og "frigøre Palæstina fra Jordan-floden til Middelhavet", som formuleret i charteret. Tværtimod udtrykte nogle af dem interesse i at indlede nye fredsforhandlinger med Israel - altså dem, der allerede inden det overraskende valgresultat forelå torsdag havde slået ind på en pragmatisk linie. Nu gælder det for Israel, USA, EU, Den Arabiske Liga og andre parter om at støtte de kræfter i Hamas, som ønsker dialog fremfor konfrontation. Det ville afspejle den palæstinensiske vælgerbefolknings syn på det fremtidige forhold til Israel. Det ville også isolere ideologer i Hamas, især lederne i eksil i Damaskus. Det ville til sidst skabe en følelse af tryghed i Israels vælgerkorps før parlamentsvalget i marts, således at fornuften fremfor følelserne regerer, når moderate vælgere skal sætte kryds ved enten Benjamin Netanyahus Likud eller Ariel Sharons Kadima. En terrorkampagne fra Islamisk Jihad, delvist sponsoreret af Iran, eller afsløringen af ulovligt indførte våben til Hamas-terrorister ville uden tvivl gavne Likud - og dets kompromisløse linje. En samtidig Likud og Hamas-regering er alles mareridt, i og uden for Mellemøsten.

SETIDETLYS må det være i alle parters interesse at fare frem med lempe. Her er der ikke brug for ubøjelige, bombastiske krav. Alle ved, at et selvstyre under Hamas' ledelse er gidsel af en årlig udenlandsk bistand på 1 mia. dollar, hvoraf en tredjedel kommer direkte fra EU, ud over hvad de enkelte EU-lande giver på bilateral basis. Bush-regeringen yder 150 mio. dollar gennem ngo-grupper til selvstyret og sidder derfor ikke inde med samme kort på hånden. EU og olierige arabiske stater står altså med nøglen til selvstyrets finanskasse. Hvis den bliver drejet om, vil 140.000 offentligt ansatte, hvoraf de fleste er politi og sikkerhedsstyrker, miste deres løn i løbet af et par måneder. Det ved alle sider, hvorfor der ingen grund er til at udblæse det. Der er derimod god grund til at gøre klart, at Hamas som regeringsparti må anerkende Israels ret til at eksistere på lige fod med en selvstændig palæstinensisk stat. Den besked sendte Den Arabiske Ligas generalsekretær, Amr Moussa, i går til Hamas, hvilket må have ført til et lettelsens suk i Bruxelles og Washington. Det betyder ikke, at Hamas skal indkalde til kongres her og nu og rive dets charter i stykker, selv om det naturligvis ville være ønskværdigt. De bør derimod formulere en politisk deklaration, som også indeholder et løfte fra det nye palæstinensiske selvstyre om at afstå fra terrorhandlinger.

USA OGEUBEFINDER sig i et svært dilemma. På den ene side har de to presset for at få afholdt frie valg til palæstinensernes parlament, på den anden side finder de resultatet afskyeligt. Men politikerne bør overveje, om det ikke er bedre at have en legitim partner valgt af folket frem for en korrupt og kompromitteret myndighed indsat af kleptokraten Yassir Arafat. Kun Richard Nixon kunne med hans anti-kommunistiske generalieblad rejse til Kina og tale med Mao. Kun Ariel Sharon kunne med sin baggrund som fortaler for et stor-Israel bevæge den israelske opinion til at rømme Gaza - og måske Vestbredden, hvis han stadig var landets leder. Ligeledes er det måske kun Hamas med dets brede folkelige mandat til at skabe god regeringsførelse i de palæstinensiske områder, som kan blive en troværdig forhandlingspartner for Israel - forudsat, at pragmatikerne vinder. Det er ikke en let situation for Israels regering. Konstituerede ministerpræsident Ehud Olmert afviste efter valget at "forhandle med et selvstyre, selv om kun en del af det tilhører en terrorgruppe". Ret beset er den linje ikke forskellig fra Sharons, som altid fastholdt, at Israel ikke ville forhandle fred, med- mindre Hamas og andre terrorgrupper nedlægger deres våben eller bliver afvæbnet. Olmerts udtalelse udelukker ikke samarbejde og drøftelser under uformelle omstændigheder. Olmerts partner i Kadima Simon Peres har udtalt til Israels Radio: "Vi kæmper ikke mod et navn. Vi kæmper mod en situation. Hvis situationen ændrer sig, hvilken forskel gør et navn så?" God pointe, som også Hamas bør tage til efterretning. Men vejen frem er minebelagt. På kort sigt er fronterne stivet op. Sandsynligvis vil Israel gennemføre en ensidig tilbagetrækning fra dele af Vestbredden, markere en fysisk grænse og lade Hamas' selvstyre sejle sin egen sø - en på lang sigt uholdbar løsning, som vil radikalisere palæstinenserne og optrappe den væbnede konflikt med negative følger for hele Mellemøsten. Derfor er stormagternes direkte indblanding i dag mere påkrævet end nogensinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her