Læsetid: 3 min.

Hamas opfordrer til fredsforhandlinger

Iagttagere var skeptiske, da Hamas' leder, Ismail Haniyeh, under præsentationen af sin regering opfordrede Mellemøst-kvartetten til nye fredsforhandlinger
28. marts 2006

Hamas opfordrede mandag til forhandlinger med en række vestlige lande om at skabe en "retfærdig fred" i Mellemøsten.

Den militante islamiske bevægelses leder, Ismail Haniyeh, sagde samtidig, at han "støttede en palæstinensisk stat, der bliver skabt langs grænserne fra 1967 og med Jerusalem som hovedstad," rapporterer avisen Jerusalem Post.

" Den palæstinensiske regering vil handle ansvarsfuldt over for aftaler, der tidligere er underskrevet af PLO, og vil have det palæstinensiske folks interesser med i sine overvejelser," lovede han videre. Men trods det mere forsonende ordvalg er der ikke noget, der tyder på, at bevægelsen nu er klar til at anerkende Israel, opgive den væbnede kamp og acceptere tidligere indgåede fredsaftaler, sådan som blandt andet USA kræver. De fleste reaktioner på talen var da også temmelig afmålte.

"Det program, som Hamas mandag fremlagde, vil tvinge Israel til at gribe ensidigt ind, hvis det fortsætter," sagde den israelske regerings talsmand, Rana'an Gissin, til det franske nyhedsbureau AFP.

"Jeg har noteret mig en ændring i sprogbrugen, men der er ingen forandring i det politiske indhold," lyder kommentaren fra Mohammed Dahlan, der er et fremtrædende medlem af palæstinenserleder Mahmoud Abbas' Fatah-bevægelse.

Nogenlunde samme melding kom fra det israelske udenrigsministeriums talsmand, mens en talsmand for den amerikanske ambassade i Jerusalem decideret afviser tilbuddet om dialog.

"Hvem det så ellers er Hamas har planer om at gå i dialog med, så bliver det ikke USA. Det (Hamas, red.) er en terrororganisation, og vi vil ikke forhandle med dem," siger talsmanden Stewart Tuttle.

Opfordringen fra Haniyeh faldt under en tale til det palæstinensiske parlament, hvor han præsenterede sin nye regering, der ventes at vinde en tillidsafstemning tirsdag eller onsdag i denne uge. Haniyeh måtte tale via videolink til de af parlamentmedlemmerne, der befandt sig Ramallah, fordi de israelske myndigheder har forbudt ham og andre Hamas-parlamentarikere at forlade Gaza.- Vores regering vil være klar til at gå i dialog med Mellemøst-kvartetten (USA, EU, FN og Rusland, red.) for at undersøge alle muligheder for at gøre en ende på kampen og opnå fred i regionen, lovede Haniyeh blandt andet, men forbeholdt sig samtidig retten til at fortsætte kampen mod den israelske besættelsesmagt.

"Vi vil beskytte vort folks ret til at forsvare sig imod besættelsen. Kvartetten står bag den næsten fire år gamle 'Køreplan for Fred', men har ikke haft meget at lave i de seneste mange måneder, hvor fredsprocessen har ligget på is, og hvor forholdet mellem Israel og palæstinenserne er gået fra skidt til værre, siden Hamas overraskende vandt valget i januar over Fatah.Hamas har tidligere afvist Køreplanen, der har til formål at oprette en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat side om side med et Israel bag sikre grænser.

Haniyehs tale blev holdt dagen før, at israelerne går til et valg, der er blevet til en folkeafstemning om fungerende premierminister Ehud Olmerts forslag om ensidig israelsk tilbagetrækning fra dele af Vestbredden. Talen er i tråd med en erklæring søndag, hvori Haniyeh meddelte, at Hamas ikke er interesseret i en konfrontation med Israel. Og det fik mandag de israelske forsvarsstyrkers stabschef, Dan Halutz, til at antyde, at Hamas måske har intentioner om at anerkende Israel og aftaler, som Det Palæstinensiske Selvstyre har indgået med Israel om at gøre en ende på terroren.

"Hvis Hamas ændrer sin politik på afgørende punkter, er ingen muligheder på forhånd udelukket," sagde han ifølge dagbladet Haaretz, men understregede samtidig, at det var ventet, at Hamas her i starten ville "tale godt for idéer, som bevægelsen ikke tror på."

"Lad os vente og se beviser, der støtter disse udtalelser. Man skal ikke ignorere kendsgerninger. Men så længe der ikke er nogen, vil vi fortsat være skeptiske," sagde Halutz.

Hamas har i store træk overholdt en våbenhvile med Israel i det seneste år, men har intet gjort for at ændre sin grundlæggende charter, der opfordrer til Israels ødelæggelse, og på den baggrund har Israel meddelt, at man ikke vil forhandle med den nye Hamasregering. Hamas' forestående indtog i regeringsbygningerne har fået en række internationale donorer til at smække pengekassen i, og Israel har standset overførsel af moms og importtold, som de opkræver på vegne af Selvstyret, der nu reelt står på fallittens rand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu