Læsetid: 5 min.

Hamas og de rigtige kvinder

Man skulle tro at den nye regering i Palæstina har mere presserende problemer at tage sig af end at forbyde mavedans
18. april 2006

Når jeg engang skal skrive min selvbiografi, vil mavedans få en kort men dybfølt note, hvor jeg vil sammenknytte så forskellige begivenheder i mit liv som et muslimsk bryllup i Libanon og en samtale med den palæstinensiske intellektuelle Edward Said i London. Jeg er en ikke fremragende men entusiastisk mavedanser, og det var derfor, jeg på et tidspunkt befandt mig på en udendørs scene i haven ved Sursock Palace i Beirut, hvor jeg forskrækkede de andre gæster med min optræden under festlighederne ved et meget flot shia-bryllup.

Ved en anden lejlighed, på en restaurant i Tyrkiet, dansede jeg sammen med en professionel mavedanser, bølgede rundt med tydelig fornøjelse og gik derfra med et par millioner tyrkiske lire, stoppet ned foran på min Dolce & Gabbana soldragt. Kort tid efter, da jeg interviewede Edward Said på scenen i et teater i London, mindede jeg ham om et essay hvori han beskriver en aften, da han som teenager gik ind for at se den berømte egyptiske mavedanserinde Tahia Carioca. Da jeg antydede at essayet sammenfattede en ung mands forvirrende første møde med dette kvindelige 'andet', blev Said forskrækket - og bekræftede mig derefter ved at beskrive sin opvækst, hvor der kun var begrænset kontakt med piger og kvinder.

Nu har Hamas, en organisation hvis sejr ved det palæstinensiske valg ville have forfærdet Said, forbudt mavedans. "Mavedans er nøgne kvinder. Dette er ikke islamisk," udtalte den nye palæstinensiske kulturminister, Attallah Abu al-Sibbah, en islamisk lærd, der nu sidder i Hamas' regering.

Mavedans det mest hotte

Man skulle tro, at den nye regering har mere presserende problemer at tage sig af end kvinder i glinsende kostumer, men Hamas har en puritansk social dagsorden, der er næsten lige så alarmerende som deres tøven med at afsværge terrorisme. Al-Sibbah er ivrig efter at distancere Hamas fra talebanerne i Afghanistan, men han vil forbyde alkohol, holde mænd og kvinder adskilt på steder med offentlig underholdning og sætte en stopper for, hvad han kalder 'nøgenhed'.

Der er ingen tvivl om, at Hamas ønsker at påtvinge palæstinenserne deres snæversynede vision om moralsk renhed, de folk, der indtil for nylig var borgere i en af de mest sekulære kulturer i Mellemøsten. Forbudet mod mavedans afslører Hamas' dybtliggende mistro, som de deler med alle islamiske organisationer, til fornøjelser og kvindelig seksualitet; det er, når alt kommer til alt, ikke noget tilfælde, at mavedans er blevet så populært blandt feminister, inklusive mig selv, der elsker dens hyldest til den naturlige kvindekrop.

Det er længe siden mavedans hos kvinder overtog pladsen efter salsa som det helt hotte på Londons danseskoler. Mange europæere har mødt mavedansen i dens mest kommercielle form på tyrkiske restauranter, men traditionelt er den blevet udført blandt kvinder for deres egen private fornøjelses skyld i lige så høj grad som på scenen. Det er for feminister en af de positive sider af dansen, samtidig med at den kræver en fyldig krop, temmelig fjernt fra de anoreksiramte modeller og halvsultede berømtheder, der dominerer den vestlige kultur.

Tænk lige over det. Kunne Kate Hudson danse mavedans? Nicole Kidman? Cameron Diaz? Prøv i din fantasi at se Victoria Beckham dreje sig forførende i en kvastebesat bh og gennemsigtige bukser, men det kræver altså en meget levende fantasi, som jeg ikke har. I forrige uge klagede forfatteren JK Rowling på sin hjemmeside over den virkning, modeverdenens billeder af piberensertynde modeller har på unge piger og sagde, at hun i hvert fald ikke ønskede, at hendes døtre skulle vokse op som "tomhjernede, selvoptagne, magre kloner."

Hun gør ret i at sætte lys på dette paradoks, i samfund hvor et stort antal mennesker er overvægtige eller direkte fede, at den eftertragtede figur for en kvinde bliver mere og mere uvirkelig; det er en fornægtelse af femininitet såvel som et helbredsproblem. Stjernerne inden for den traditionelle egyptiske dans - Carioca og den palæstinensisk-egyptiske superstar, Nagua Fouad ville f.eks. blive betragtet med undren, om ikke fjendtlighed af de mennesker, der booker modeller og skuespillerinder hvis billeder bliver reproduceret igen og igen i populærkulturen. Det samme ville i øvrigt en størrelse XL-Marilyn Monroe.

Vore dages rige og berømte børnekvinder promoverer en kropsstil, der er uopnåelig for sunde voksne. Det forklarer den forbavsende villighed hos millioner af kvinder verden over til at få fremmedlegemer så som siliconeimplantater opereret ind i følsomme områder af deres krop, for de er blevet opdraget til at hige efter at få en krop der ligner en ung drengs, kombineret med unaturligt store bryster. Da jeg ved et tilfælde befandt mig i det samme rum som glamourmodellen, Katie Price, også kendt som Jordan, slog det mig hvor lille resten af hendes krop var, sammenlignet med den absurd iøjnefaldende barm.

Ja til Hollywoodfilm

Det er vanskeligt at forestille sig noget, der i højere grad kan gøre kvinder selvoptagede end at efterstræbe denne umulige konfiguration, der har fjernet naturlige former fra dagsordenen. Naturligvis er der undtagelser, ikke mindst skuespillerinderne Scarlett Johansson og Jennifer Lopez, hvis stil bringer mindelser om en mere yppig Holllywood-æra. Men i ethvert ugeblad med berømtheder ser du en uendelig række af kloner, kvinder hvis kroppe vildt overdriver nogle kvindelige karakteristika, og fornægter andre.

Det handler her om en dybtliggende angst for modne kvinders seksuelle kraft, og denne angst bør udfordres. Men svaret ligger ikke i renhedskampagner fra religiøse fundamentalister, hvis erklæringer afslører, at de deler den samme angst. Sælsomt nok vil den palæstinensiske kulturminister, der ikke bryder sig om mavedans, nu genåbne biografer i Gaza-striben og vise Hollywoodfilm, og derigennem erstatte rigtige kvinder fra Palæstina, Egypten og Libanon med ufarlige vestlige celluloidfantasier.

I hele diskussionen om Hamas' holdning over for Israel, ville det være let at overse virkningen af deres indenrigspolitik, specielt hvad angår kvinder. På trods af sit nogle gange anløbne image er mavedans et autentisk udtryk for kvindelig kultur, en opfordring til kvinder i alle aldre om at have det godt med deres krop og deres seksualitet. Et forsøg på at forbyde den, uanset hvor i verden, er et klassisk eksempel på genindførelse af patriarkalske værdier.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her