Læsetid: 6 min.

Hamilton vender tilbage

Den svenske actionhelt over dem alle, viceadmiral Carl Gustav Gilbert Hamilton, er tilbage i topform hos forfatteren Jan Guillou, der i suveræn stil demonstrerer sit mangesidede talent. 'Madame Terror', der i dag udkommer på svensk, er intet mindre end et mesterværk
16. august 2006

Islamisk terror i London, Israel i krig mod sine naboer og en verdensomspændende kamp mod terror lyder umiddelbart som hverdagskost for enhver avislæser. Men det er også ingredienserne i Jan Guillous nye roman, Madame Terror, der udkommer i Sverige i dag. Hvor aktuel bogen ville være, når den udkom, kan han næppe have vidst, da han afleverede manuskriptet tilbage i maj måned. Men aktuel - og nødvendig - er den.

Jan Guillous mesterlige fiktion tillader sig at vende magtforholdet i Mellemøsten på hovedet og beskrive, hvad der egentlig ville ske, hvis palæstinenserne bare én dag var israelerne militært overlegne. Samtidig forsøger han at give et mere nuanceret billede af krigen mod terror med den essentielle diskussion af, hvad der i virkeligheden menes med terrorisme. Som Jan Guillou lakonisk siger i et svensk dagbladsinterview op til udgivelsen af Madame Terror: "De piloter, som nu bomber børnehjem i Libanon, er der ingen, der kalder terrorister."

Det var anslaget mod USA den 11. september 2001, der satte Guillou i gang med at overveje, hvordan han kunne skrive en roman om krigen mod terrorisme. Heldigvis kunne han ikke løse opgaven uden sin gamle helt Carl Gustav Gilbert Hamilton i en ikke uvæsentlig birolle. Tak for det.

Antallet af Hamilton-fans, der var på grådens rand, da Jan Guillou for nogle år siden efterlod Carl Hamilton i landflygtighed med en tilværelse som excentrisk californisk millionær - komplet med hestehale, ensomhed og kunst- og vinsamling - var enormt. Hamilton på pension? Hvor vovede Guillou?

Svaret var dengang enkelt fra forfatteren: Der var ikke mere i verden for Carl Hamilton at overkomme, og i den sidste egentlige roman om spionhelten blev Hamilton effektivt skrevet ud af enhver mulig genkomst. Troede vi.

Konspirationsteori

Nu er han her så i Madame Terror, på svensk forstås, og bogen og gensynet med Hamilton er fremragende.

Hvem andre end Guillou kan på de første få sider præsentere en konspirations-teori, der er en selvstændig roman værdig: Hvad nu hvis den russiske atom-ubåd Kursk ikke sank til bunds på grund af en teknisk fejl, men i stedet sendte 118 sømænd og officerer i døden på grund af en kombination af et amerikansk fejlangreb og en tung politisk studehandel mellem Vladimir Putin og Bill Clinton? Og hvad nu hvis russerne for én gangs skyld er amerikanerne militærteknisk overlegne?

Hvem andre end Guillou kan et par dusin sider længere henne konstruere en Maskirovka i verdensklasse? Maskirovka er et gammelt russisk spionudtryk, der blandt andet dækker over en operation, hvor man så at sige under næsen på fjenden og gerne i et dobbeltbundet samarbejde med ham lancerer sin operation. En sådan operation, der er hele om-drejningspunktet for romanen, lader Guillou chefen for den palæstinensiske efterretningstjeneste, Jihaz ar-Razed, udfolde i et Storbritannien præget af islamistisk terror. Brigadegeneral Mouna al Husseini, der sættes på sagen, er velkendt for Hamiltonlæsere, og allerede her begynder man at spejde efter Carl. Dukker Mouna op, kan Carl Hamilton umuligt være langt borte.

Mouna er krumtap i det største terroranslag, verden endnu har set. Eller rettere sagt - hvis optikken er en anden - er hun krumtap i et militært veltilrettelagt angreb på staten Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Med en milliardstor arv efter PLO-leder Arafat er hun i færd med at købe og bestykke en russisk superubåd og endegyldigt gennemtvinge et selvstændigt Palæstina uanset Sharons ghettomure og Israels enorme militære maskine. Lige her mødes Guillous plot med hans skrive-evne i en nærmest perfekt symbiose.

Hvem er terrorist?

Det er kun få dage siden, journalisten og debattøren - ikke fiktionforfatteren - Jan Guillou i en klumme i Aftonposten gav sit helt personlige bud på definitionen af begrebet terror. Guillous pointe i klummen var, groft sagt, at hvis man bare slår civile ihjel med Apache-helikoptere, HellFire-missiler, F16-fly og andet dyrt isenkram, er man aldrig terrorist. Og hvis man er fattig og bruger selvmords- og vejsidebomber, er man altid terrorist. Overgangen til romanen Madame Terror ligger snublende nær, og kan man ikke udligne styrkeforholdet i disse dages Syd-libanon i virkeligheden, kan man lade det ske i en roman.

Jan Guillou har aldrig lagt skjul på, hvor han står i de debatter om islamisme, Israel, Palæstina, terror og sikkerhedspolitik, der har været en del af hans virke, siden han i 1971 supplerede en vellykket journalistkarriere med et forfatterskab, der foreløbig har bestået af 37 bøger. I Jan Guillous univers står vi på de svages side mod de stærke. Guillou har opgivet at være observatør i den israelsk/palæstinensiske konflikt, der har optaget ham det meste af hans karriere. Han er ubetinget på det palæstinensiske folks side.

Graver man lidt i Guillous liv og levned, er det enkelt at finde den røde tråd. I den delvist selvbiografiske roman, Ondskab, om kostskolelivet i Sverige og den ondskab, der altid findes, når overlegen magt omsættes i undertrykkelse af de svagere, lægges sporet ud, og det fortsætter både i den journalistiske karriere og i det omfattenderomanforfatterskab. Overlegne evner, position og styrke fordrer hos Jan Guillou også overlegen moral. Den stærke er sat på jord for at beskytte den svage - ikke for at undertrykke.

Væk fra pensionistlivet

I Madame Terror vender forfatteren altså styrke-forholdet, og oveni lægger han genkomsten af Carl Hamilton. Det ville være synd at løfte sløret for såvel Hamiltons tilbagevenden som den opgave, han tager på sig. Det må være nok at fortælle, at Carl, der har svært ved at udholde et kedeligt pensionistliv i Californien, er tilbage i storform - som altid med medaljer, admiralsuniform og hele pivtøjet. Elegant, begavet, interessant og frem for alt så moralsk overlegen, som kun en superhelt kan være det. Momentvis holder Carl Hamilton den moralske fane så højt hævet, at han letter fra jorden. Men man tilgiver ham meget. Også dette.

Undervejs deler Jan Guillou ud af både sin enorme viden og sine stærke holdninger. Guillou er ingen naiv venstrefløjskulturalist, der falder på halen for fundamentalistisk islam. Han køber ikke relativisternes påstand om, at man så at sige må købe hele kulturpakken, og at vi ingen ret har til at slå ned på fundamentalistisk islams værste sider. Han bøjer ikke nakken for tåbelige imamer, der taler for kvindeundertrykkelse, selvmordsbomber og sharialovgivning, men står fast på sin platform som demokrat og oplysnings-væsen. Han hiver fat i hykleriet og xenofobien i den vestlige verden, men får undervejs tid til at hudflette de bombeangreb, der forrige sommer myrdede 52 uskyldige i London. Han gør det med præcision og lader en imaginær imam forklare, at det aldrig kan glæde Profeten, at uskyldige dræbes, og at der ikke er nogen adgangsbillet til paradis for dem, der med dynamit om livet rydder en skolebus i Tel Aviv eller en undergrundsstation i London.

På samme måde som læsere af Jan Guillous klummer i Aftonposten må finde sig i markante politiske og moralske angreb på flertalskulturens tænkning, må fans af agentromaner finde sig i de piskesmældspræcise politiske pointer i denne roman. Når de er vellykkede, som her, er de en meget betydelig del af fornøjelsen. Men de er dog på én gang styrken og svagheden i Guillous øvrige forfatterskab. I Tyvenes marked, der udkom for et par år siden, gik det galt. Guillous moraliseren over den svenske overklasses frådseri og anløbne moral kammede over, og måske havde multimillionæren Jan Guillou dengang mest et problem med sig selv og sin egen tiltagende velstand. Han havde ganske enkelt for lidt på hjerte.

I Madame Terror forholder det sig nærmest stik modsat. Pointerne er drevet af ægte indignation, han er emnemæssigt på hjemme-bane, og hans suveræne fortælletalent kan folde sig helt ud. Det ene øjeblik med hardcore politiske synspunkter, hvor hans syn på USA's formål med Irakkrigen er mere fundamentalistisk end 20 af Ejvind Larsens 'Frie ord', og i det næste i en drengerøvsstil, som bare giver appetit på mere. Selv når stilen bliver lidt svulstig, holder man ud.

Der er endnu nogle måneder til, at romanen kan forventes på dansk. Ventetiden kan forbruges, som Carl Hamilton ville have gjort det; med et par flasker Meursault og lidt Goldberg-variationer på cd-afspilleren. Alternativet er at kaste sig over bogen på originalsproget svensk med en ordbog i hånden. Uanset valget er der noget at glæde sig til - det kan ikke gøres ret meget bedre.

Jan Guillou: Madame Terror, Piratforlaget, 400 sider. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu