Læsetid: 6 min.

Hamlet i regnskoven

Den balinesiske danserinde fletter en offerkurv, mens hanerne galer, og Barba forsøger at holde fast i Odinmetoden. Saxo er kommet til Bali
15. april 2006

BATUAN, BALI - Bali drypper. Træerne klasker, menneskene sveder, og rismarkerne klukker vand til hinanden. Her mod slutningen af regn-tiden dundrer troperegnen, så veje bliver til søer af regn. Lynene zig-zagger taktfuldt uden om offerkurvene - de offerkurve, som alle sidder og fletter af palmegrene nårsomhelst. Kurvene pyntes med fine blomster og lægges overalt, lige midt på fortove og trappetrin. Guderne skal hilses.

Denne skønhedsø har nu fået besøg af vikingegudens teater, Odinteatret. For Eugenio Barba og hans spillere er rejst til Bali for at blande forskellige stiliserede teaterformer til sin Hamlet på Kronborg til august. Ikke mindst 30 balinesiske dansere og musikere.

I en træpavillion midt ude blandt regnskovens palmer, lidt uden bjerglandsbyen Ubud, kæmper skuespilleren Julia Varley med et splintret skelet. Hun skal spille Saxo, der graver knogler op af slotsgården på Kronborg. Som garvet Odin-spiller eksperimenterer hun længe med sin koreografi. Hun holder en lårbensknogle i hånden. Skal den skrive om historiens mord med Saxos bogstaver ud i luften? Her på Bali står skriften ud mod et vildnis af palmeblade - glem alt om Kronborgs slotsvinduer.

Så begynder hun at recitere latin. Moskitoerne har frit spil imens, men hvad gør man ikke for Saxo. Klask. Endelig tager hun kraniet. Ser ind i dets tomme øjenhuler. Lægger et øjeblik kraniet kærligt på skulderen mod sit lange hår og ryster det, som om hun kunne tømme sandheden ud af det. Dukkeføreren er blevet til kraniefører.

Hanegal og haltefod

Kykkelikyyy! Regnskovens klikkende dyrelyde suppleres med stolt galen. Nogle løsslupne haner standser selvbevidste op og pirker i jorden, mens de er tilskuere til skuespillerens knogleleg fra første parket. Barba slutter sig til kredsen af barfodede. Han observerer og kræver nye blikretninger. Odinskue-spilleren tager disciplineret scenen forfra - og forfra igen. Nu nikker Barba. Og sommerfugle komplimenterer ved at flakse tæt forbi kraniets blottede tandsæt.

Senere er det den lille, balinesiske sanger Chandri, der skal prøve med Barba. Chandri vrikker omkring med muntre hofter og en haltefod, og Barba er begejstret. Han vil bare gerne lægge scenen helt fast, sådan som han plejer. Om hun, improvisationskunstneren, kan tage scenen forfra - fra dér, hvor hun har hånden i siden? Jovist da. Chandri gentager gerne. Og hun synger derudad og vrikker godt nok afsted, men resten er anderledes end før. Barba ser desorienteret ud. Nej, hvis hun vil gentage det derfra, hvor hun har hånden i siden? Jo da. Chandri smiler og øver scenen forfra. Men nu rammer hun en helt tredje version ? og Barba bliver lidt træt i smilet.

Storetå og hestehale

Om eftermiddagen er der prøve i templet i Batuan. Det er i denne landsby, at den italienske dansehistoriker Cristina Formaggio har fået de lokale til at genoptage den langsomme og elegante gambuh-dans. Den var ellers ved at blive glemt, fordi den ikke er nær så hurtig og flashy som legong-dansen med de unge piger, kecak-dansen for krigerne eller barong-dansen med løven og den muntre abe. Blandt de balinesiske scenekunstnere giver det ikke mening at tale om professionelle dansere og amatører: Danser og musiker er noget, man er, hvis man har talent. Og især, hvis man kan tjene penge på det fra turisterne, der har en stor del af æren for, at danseformerne holdes i live.

Nu går den slanke italienerinde rundt og giver rettelser til danserne og tolker for Barba. Beskeden og smilende. Hun har udvalgt en lille balinesisk pige til at danse med. Pia er kun 11 år, men hendes onkel er en af musikerne, så derfor får hun lov til at arbejde med disse fremmede mennesker.

Pia har danset gambuh, så længe hun kan huske. Nu står hun der midt i templet i sin sarong og drejer formfuldendt fødderne udad, ligesom i ballet. Men hendes ben er samlede og bøjede, og hun bøjer sig en anelse forover med strakt ryg. Så sætter hun den ene fods tæer i gulvet - lilletåen først, storetåen sidst - og folder sine strittende fingre ud som magiske tegn i luften.

Barba vil have, at hun skal sætte sit lange hår i rottehaler, men på disse breddegrader bruger man altså hestehale til alting - og blomst ved øret. Nå, hun kan jo altid flette en offerkurv bagefter...

Med gonggong

For enden af tempelsalen holder musikerne prøve - med udsigt til en rismark, hvor en gammel, senet mand i lændeklæde går foroverbøjet og passer sine planter. Den indiske tværfløjtespiller Butto falder godmodigt ind i noget gregoriansk kirkesang. Komponisten Franz Winther står i lokal sarong og vipper med sandalerne, mens han prøver at samle tropperne. Han fægter i retning af Kai Bredholts kåde trompet og Jan Ferslevs garvede guitar. Og så giver han et praj til den nytilkomne Magnus Errboe, der med sine 28 år diskret har kantet sit bashorn ind mellem de gamle i Odin-familien.

Så sætter det balinesiske gamelan-orkester ellers ind. Balineserne sidder i skrædderstilling og hamrer med små guldhamre på deres metallofoner. Musikerne følger danserne, mens dirigenten fortvivlet forsøger at få dem til at følge hans taktarme. Her kunne en gekko blande sig, uden man kunne høre forskel.

"Balinesisk musik har en anden toneskala end vores. Og balineserne holder ikke nødvendigvis den tone, de går i gang med at synge," forklarer Franz i et roligt øjeblik. "Det har jeg så prøvet at modsvare ved at komponere vestlig musik omkring to toner med et meget lille interval, altså det 'lille sekund'. Nu skal min musik så bare sættes sammen med den balinesiske..."

Det er ikke til at se, hvilken musiker, der egentlig styrer balineserne. Er det de store fløjter eller gonggongen? Uanset hvordan, så er balineserne enige om at spille kraftigere og hurtigere, jo vildere dansen bliver - og så holder de alligevel alle sammen op med at spille på én gang. Klong.

Omulú uden Ofelia

Endelig skal forestillingen i Batuan til at begynde. Solen går ned på sine otte minutter, og så er det pludselig flagermusemørkt. Nogle fakler blafrer som eneste lys, udover gadelygten. Tilskuerne sidder på plasticstole rundt om tempelsalen. De bedårende danserinder har skrabet håret tilbage og stadset sig ud i stramme stykker silke, som de har viklet rundt om brystet, og mændene har malet sig drabeligt i ansigterne. Der er to slags krigere: De ædle og de vilde. De onde har noget stof på i sorte og hvide tern - som værn mod, at rollens ondskab skal blive overført til dem selv. Midt på scenen har nogen lagt en lille offergave af blomster.

Historien hamres i gang af orkestret. Ind kommer den første procession med Hamlets far, der hedder Horvendil, og som dræbes af sin bror Fenge... Hamlets mor er Roberta Carreris underskønne Gerut, der i sølvkåbe og bare skuldre trækkes gennem både skænderi og kværkende slagsmål af sin søn Hamlet, den afrobrasilianske Augustu Omulú. Men nej, der er ingen Ofelia her. For det er der ikke hos Saxo. Men der er den frodige, danske Mia med fåreskindspels og langt, lyst hår...

Moskitobiddene klør. Sveden triller sine egne ruter. Hinduismen er virkelighed, og Helsingør er langt borte. Barba klapper i hænderne, så alle standser. Han springer op og fægter både på engelsk, italiensk og norsk - og en smule balinesisk: Krigerne danser for vildt! Pigerne skal trække faklerne længere ud til siden. Og musikerne skal sætte ind præcis det øjeblik, når Hamlets mor vender sig...

Dér, omgivet af knogler og sabler og susende flagermus, ligner Barba en kæmpende hærfører på en krigsskueplads. Denne mand vil have orden i sin spejling af verdens forvredne magtbalancer, og det får han så. Og nej. Ingen træder på blomsterkurven midt på scenen - selv det blodigste gambuh-drab udføres så stiliseret, at offergaven går fri.

Efter forestillingen får balineserne udleveret papkasser med aftensmad. Med store smil sætter de kasserne om bag på deres scootere og vinker. Og så kører de ellers om kap, musikerne og danserinderne, mens de suser hjemad gennem regnen. Bali drypper videre.

'Ur-Hamlet' af Eugenio Barba, baseret på Saxo Grammaticus. Spiller på Kronborg 4.-6. + 8.-13. aug. kl. 21.

www.hamletsommer.dk

'Andersens Drøm' af Eugenio Barba, der blev spillet for udsolgte huse tre uger i København i februar (og som efter Bali-opholdet blev spillet i Taiwan) kan ses igen i Holstebro 14.-22. sep. samt i Århus 12.-27. feb.

www.odinteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu