Læsetid: 3 min.

Hammond i hele kroppen

The Blue Van gav koncert for vennerne: Kasper Møller Jensen, James Brown og et fyldt Odeon-telt på Roskilde Festivalen. Tak
4. juli 2005

Engang midt på ugen, midt om natten, midt på festivalens campingplads demonstrerede en ung mand med en guitar, hvordan man blot skal ændre lidt på rytmen i The Blue Vans "I Want You", og så har man The Kinks' "You've Really Got Me". Det er måske sandt, og det er måske sandt, at drengene har hænderne filtret så meget ind i 60'ernes pigtråd, at de stadig har svært ved at finde deres helt egen stemme, men den energi, de lægger frem på en scene, gør den diskussion ligegyldig. The Blue Van leverer en liveoplevelse, der bliver siddende i kroppen meget længe. På trods af, at man lige har oplevet en koncert med Green Day, som erfarne festivalgængere kalder en af de bedste koncerter på Orange Scene i mange år.

Vintageinstrumenter som et Hammond Orgel med tilhørende Leslieforstærker er en uundværlig del af den skramlende lyd, som bandet dyrker både på pladen The Art of Rolling og på scenen. Man skal helst ikke kunne høre forskel. Og selvom det rent faktisk er lykkedes at give pladen one-take-autencitet, så må man ikke gå glip af at opleve det live.

Allan F. Villadsen springer rundt som om, han hver gang, han rører en af basstrengene, får et lille elektrochok. En glad dreng, der sørgede for, at publikum var engagerede ved hjælp af diverse hop og fagter, selvom det nu ikke var nødvendigt.

The Blue Vans pladeselskab er amerikansk, og bandet har derfor brugt det meste af tiden, siden pladen udkom, på at turnere i USA. De er sjældne gæster i Danmark, hvilket betød, at en stor del af publikum var familie, kærester og gamle venner. Det kunne man mærke.

"Vi har jo spillet en del i udlandet her på det seneste," sagde organist Søren V. Christensen: "Men der er ingen koncert, vi har glædet os så meget til som denne."

Og så var der komplimenter til folk for, at de for det første havde holdt sig vågne til at gå til koncert kl 1, og derefter for ikke at kunne lide Duran Duran, som samtidig spillede på Orange Scene.

Lunt nærvær

Bandet kunne vælge at forsvinde ind i det nørderi, som det musiske udstyr indikerer, at de ofte gør, men lørdag aften var det ikke tilfældet. Et lunt nærvær sørgede for, at man konstant følte det som om, man var én af dem, som de har glædet sig til at spille for, selvom man ikke var den Kasper Møller Jensen, der havde fødselsdag og fik et tillykke fra scenen eller den 'person', som forsanger Steffen Westmark havde i tankerne, da han sagde følgende:

"Nu vil vi gerne spille en sang, der engang var min. Det er det ikke længere. Det er en kærlighedssang." Og derefter sang "Baby I've Got Time" med et engagement så der forhåbentlig stod en 'person' blandt publikum med kærligheden flydende ud af øjenkrogene.

Steffen Westmarks stemme er af så imponerende format, at man bare kan ryste på hovedet, når han går fra at synge rolige passager til pludselig at ende ud i et kontrolleret rock'n'roll-skrig. Stemmen imponerede også lørdag aften, men han har mere i sig.

I nummeret "New Slough" savnede man den fandenivoldskhed i vokalen, som man ved, er der. Til gengæld gjorde et cirka 10 minutter langt samspil op for det. Fantastiske 10 minutter, hvor vintageinstumenterne blev demonstreret fuldt ud.

Ren kærlighed

The Blue Van er en helt unik liveoplevelse, fordi de elsker at spille. Det lyder banalt. Men det er ikke mange bands, der som The Blue Van bliver beskyldt for at være uoriginale og bare en del af retrobølgen, der tør spille indtil flere covernumre i ét set. Men The Blue Van er sgu ligeglade. De elsker James Brown, så hvorfor skulle de ikke spille det?

Det var en koncert, hvor bassist, organist og guitarist skiftevis kravler rundt på Hammondorgelet og hiver en ekstra trommestik for at hjælpe trommeslager Per M. Jørgensen på bækner. Selvom det her er en trommeslager, der bestemt ikke har brug for hjælp - men måske for et drop for at undgå dehydrering efter trommesoloerne. En koncert hvor organisten til sidst hiver mundharmonikaen frem og viser, at der ikke er grænser for, hvilke instrumenter han mestrer. En koncert, hvor bassen smadres ned i gulvet. Rock'n'roll mine damer og herrer. En koncert, der var alt for kort.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu