Læsetid: 5 min.

Hamsun - nazismen på forhånd?

I ny stor biografi om Knut Hamsun trækkes det uhyrlige geni tæt på læseren i levende situationer af forfatterens forfærdende charme og renlivede kynisme og de daglige ofre på kunstens alter. Det lykkes til gengæld ikke at skabe nogen sympati for forfatteren og hans værker
27. februar 2007

I Jostein Gaarders tv-udsendelse Gennem alverdens biblioteker kunne man forleden høre en 12-årig norsk pige fortælle, hvad hun tog fra hylderne:

"Jeg har læst mange bøger af Hamsun, Markens Grøde og Victoria, og så har jeg læst Sult, men den var ikke så god."

Meningerne brydes stadig om den store forfatter, men læst, det bliver han uanset den uforglemmelige, nationale skandale om hans hjemmegroede og insisterende nazisme. En reflekteret voksen kan have en anden prioritering end pigen, da Sult vist i al evighed forbliver et insisterende nerveprodukt, som sætter sig fast i modtagelige sjæle, selv om det i bagklogskabens lys indeholder tydelige træk af hans menneskeforagt, driftsusikkerhed, storbyhad, lige til at putte i den gryde af Blut und Boden, som er evangeliet i den store roman fra 1917, den nævnte Markens Grøde, om den hellige jordlængsel, der let lader sig indskrive i Hitlers Mein Kampf. Elsket blev den så ikke kun af de kommende nazister, men stod og står måske stadig som en verdenssucces. Først under den tyske besættelse af Norge faldt de ellers mægtige oplag af Hamsuns værker, da hans stædige begejstring for Hitler og Det tredje Rige, for Quisling og hans parti National Samling alligevel blev for uspiselig.

Litteraturkritikerne har altid haft deres møje med forfatterskabets konflikt mellem den artistiske suverænitet og hans totalitære overmenneskeforestillinger samt andre uhyrlige indholdsstørrelser. Det blev klart nok set af bl.a. Sigurd Hoel, Tom Kristensen og Jørgen Bukdahl gennem 1930'erne, hvor Hamsun desuden larmende støttede Hitler og nazidiktaturet. Det viser modtagelsen af hans sidste roman, Ringen sluttet (1936). Bukdahl skrev da: "Den ånd, som bærer hans værk, er båret af det stik modsatte af nazismen". Han foretrak at satse på hans revolutionære individualisme og anarkisme. Den eneste, der holdt hovedet koldt, var antroposoffen Alf Larsen, som erklærede: "Hamsun er nazismen på forhånd".

Citaterne er hentet fra Ingar Sletten Kolloens sværvægter af en biografi: Hamsun. Sværmer og erobrer, en gennemskrevet version af værket i to bind, nu på dansk. Det er en meget velformuleret, nøje dokumenteret fortælling så tæt på digterens liv, som det nu er muligt, bl.a. ved hjælp af stort, nyt tilgængeliggjort materiale fra private gemmer. Med en ekspertstab af hjælpere til at håndtere det overvældende materiale tyder han bl.a. stenografien fra en ellers hemmelig psykoanalyse, digteren underkastede sig i 1926-27, og som satte nyt liv i alderdommens produktionskrise, desuden noter og breve til hustruen Marie, som han gennem mange år tvangsafrettede efter sit særlige nervesystem og i øvrigt også tvang med til analyse, hvad der snarere bremsede hendes estimerede skriveri.

Hovedærindet for Kolloen er at sætte værkerne i relief ved at gå tæt på tilblivelsen af dem. Hvilke processer og metoder drev dem frem? Og hvor krydser mennesket og digteren hinanden? Han vil kaste lys over den komplicerede underbevidsthed, som digteren skrev på, provokerede, men ikke selv kontrollerede, i modsætning til den ek-streme selvbevidsthed, han promenerede i en ubøjelig magtfuldkommenhed. Som baggrund og tilskud får vi et bredt tidsbillede og en opvæksthistorie, som delvis forklarer hans luende had til England og englændere og dyrkelsen af den tyske ånd uden at se dens dæmoni.

Processer

Kolloen kender selv den kunstneriske drift, skriveprocessens inerti og fantasiens billeddannende lyst, men det uhyre omfattende noteapparat viser, hvor velforsynet han er med dokumenterede fakta. Hvor de slipper op, tager gætterier fat, som f.eks. under skildringen af de forarmede forældre, skrædder-familien Pedersen ved Hamsund i den nordlandske magerhed: "Der er al mulig grund til at tro, at Knut Hamsun i denne del af barndommen må have grublet en del over, hvorfor moren var uarbejdsdygtig, og hvorfor hun opførte sig så underligt. Han må have været skræmt over hendes opførsel og må have været ked af det, fordi hun ikke altid kunne give ham den moderkærlighed og opmærksomhed, han ønskede. Kan han også have følt en fascination? Hans optagethed af ekstreme sjælelige tilstande, da han som voksen arbejdede med bøger som 'Sult' og 'Mysterier', kunne tyde på det."

Det ekstreme viser sig sandt at sige i Hamsuns arbejdsmåde. Trods de bekostelige ejendomme han efterhånden på skift indrettede, med jord og det hele, flygtede han fra omverdenen på pensionatsværelser, isolerede hotelrum, hvor han gitrede sig inde med sine utallige lapper, hvis ord og indfald kunne optænde hans nervesystem til tranceagtige excesser i en slags automatskrift. Familie, kone og børn var totalt og brutalt underkastet hans luner og tyranniske krav som brikker i et egocentrisk magtspil. Fænomenet kærlighed fandtes kun i hans værker. Antændt af kvindelig skønhed var han, men i et sært spil af beregning og be-tvingelse og absolut kontrol, især tiltrukket af dem, der således måtte skille sig af med deres mænd. Han spillede sin første hustrus formue væk, udholdt ikke samlivet, slog hånden af deres fælles datter Victoria, - ikke mindst fordi hun giftede sig med en englænder!

En medalje

Penge, flere penge, var et afgørende, umætteligt behov livet igennem for den uuddannede landstryger, der så energisk fodrede sit mindreværdskompleks, det, som ifølge Sigrid Undset var hans eneste drivkraft. Deres møde ved hans Nobelfest var heller ikke nogen succes, hun havde ikke stemt på ham.

Nobelmedaljen ville han forære Hitler. Det lykkedes efter store anstrengelser og hans gode forbindelse tilGoebbels at opnå et møde med diktatoren på Berghof, hvor de irriterede hinanden, og Hamsun dog kunne se hans vulgaritet. Angiveligt var ærindet at få fjernet den tyske rigsforstander i Norge, Terboven, som han havde et surt forhold til. Lutter patriotisme var Hamsuns stædige drivkraft og forklaring på denne partitagen og det, han fastholdt efter befrielsen og under processen mod ham, som ikke slog ham i knæ. Han fortrød intet. Oldingens tilbøjeligheder var ikke mental svækkelse, som både regering og domstole havde håbet at bevise. Den pinagtige rettergang måtte koncentrere sig om at påvise, at han havde været medlem af NS. På det tvivlsomme grundlag dømtes han til store erstatningsbøder. At han under isolationen skrev beretningen På gjengrodde stier, var en sidste, overraskende kraftudladning.

Det lykkes Kolloen at trække det uhyrlige geni tæt på læseren i levende situationer, nærbilleder af hans forfærdende charme og renlivede kynisme og de daglige ofre på kunstens alter. Det lykkes til gengæld ikke at skabe nogen sympati, hvad ideen næppe heller er. Man undgår ikke at fængsles af skæbnespillets logik, af den ubønhørlige konsekvens i hans livssyn. En næppe tilsigtet bivirkning, i hvert fald for denne læsers vedkommende, er en voksende ulyst til overhovedet at læse eller genlæse værkerne, eftersom den æstetiske fascination ikke lader sig skille fra umenneskeligheden i Hamsuns kunstneriske projekt og dets uudskillelige fascistiske latens.

Ingar Sletten Kolloen: Hamsun. Sværmer og erobrer. Oversat af Niels Lyngsø og Karen Fastrup. 551 s., 398 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sigrid Unset som var mor et psykisk utviklingshemmet barn og var skilt selvstendig kvinne hadde et menneskesyn som ikke harmonerte med Hamsun.

Som ung var Hamsun mye på reisefot. Hans minner fra Amerika er kjent, og hans antiamerikanske betraktninger er på mote for tiden.

Han hadde også en kjærlighet til Islam som mange i dag ville ønsket de hadde.

http://www.nytid.no/arkiv/artikler/20040803/hamsuns_store_hyllest_av_islam/

Hamsun la et grunnlag for den kulturelle forakten for Amerika med essayboken "Fra det moderne Amerikas Aandsliv" (1889).Tittelen til tross, det er først og fremst mangelen på et åndsliv "over there" som er Hamsuns anliggende. Etter å ha opplevd 1880-tallets USA fastslår han at det er et umoderne land som har "for lite ånd, for liten intelligens".

Hamsun konkluderer med at amerikanerne ikke har noen "higen overfor det høye". Han gremmes over at de blander høyt og lavt, at de utvanner finkulturen med folkekulturen.

Sigrid Undset var leder for forfatterforeningens litterære råd 1933-35, og formann i forfatterforeningen 1936-40. Med henne i spissen protesterte forfatterforeningen mot Hamsuns protest mot å gi Nobels fredspris for 1935 til Carl von Ossietsky. Ved Tysklands angrep på Norge i april 1940 flyktet Sigrid Undset til Sverige, og siden til USA, der hun slo seg ned i New York. Hun gjorde en betydelig innsats for den norske informasjonstjenesten, holdt mange taler og skrev tallrike artikler.

Sigrid Undset er født i Danmark.

http://www.olifanten.dk/total.web/per00570.htm#0

Hamsuns Hitler- nekrolog som ble publisert dagen etter frigjøringen er kanskje den handling som beskriver stivsinnet best.

Adolf Hitler

"Jeg er ikke verdig til at tale høirøstet om Adolf Hitler, og til nogen sentimental Rørelse innbyder hans Liv og Gjerning ikke.

Han var en Kriger for Menneskeheden og en Forkynder av Evangeliet om
Ret for alle Nasjoner. Han var en reformatorisk Skikkelse av høieste Rang,
og hans historiske Skjebne var den, at han virket i en Tid av den eksempelløseste Raahed, som tilslut fældte ham.

Slik tør den almindelige Vesteuropeer se paa Adolf Hitler. Og vi, hans nære
tilhængere, bøier vaare Hoder ved hans Død.

Knut Hamsun,nekrolog over Hitler,Aftenposten 7. mai 1945