Læsetid: 3 min.

Handel eller bistand

28. september 2005

Professor Martin Paldam har gennemlæst 97 videnskabelige analyser af udviklingsbistandens effekt fra 1968 til 2004. Herudfra har han fundet ud af, at det er tvivlsomt, om bistanden overhovedet virker. Udsagnet modificeres lidt under interviewet i Information den 19. september - måske har bistanden bevirket en stigning i levestandarden på 20 procent. Det ville dog ikke være så ringe endda. Men det afholder ham ikke fra en håndfast konklusion:

"At øge adgangen til frihandel virker. Der skal gang i business, og så skaber det automatisk udvikling".

Ingen vil bestride, at business og handel skaber udvikling. Spørgsmålet er blot, hvad for en udvikling, til gavn for hvem? Det er sandt, at Kina og Indien er "hoppet med i globaliseringen", og at deres udenrigshandel har bidraget stærkt til vækst og udvikling. Det har økonomisk gavnet mange millioner mennesker, heriblandt også nogle fattige. Men det store flertal i begge lande er stadig meget fattige, og ulighederne mellem rig og fattig er forøget stærkt.

Ifølge Paldam skal de andre ulande gøre som Indien, Kina og andre asiatiske lande, åbne deres økonomier, gå ind for frihandel og så bare se at komme i gang. Han overser, at der i Kina og Indien har været nogle ganske særlige forudsætninger, bl.a. en kraftig statsintervention i forskellige samfundssektorer, som har skabt et grundlag for deres deltagelse i globaliseringen. Noget lignende gælder for Sydkorea, hvor i øvrigt bistand (især fra USA) har spillet en ikke uvæsentlig rolle for udviklingen.

De fleste lande i Afrika befinder sig i en helt anden situation med svage stater, uhensigtsmæssige institutioner, et lavt uddannelsesniveau m.v. Siden kolonitiden har de været eksportører af råstoffer og tropeprodukter, som der er overflod af, og hvis priser derfor har været stærkt faldende de sidste 25 år.

De kan ikke bare hoppe med på globaliseringen og vil for manges vedkommende ikke have megen gavn af frihandel, specielt ikke hvis de selv bliver tvunget til at åbne deres svage markeder for import fra meget stærkere transnationale selskaber i vor del af verden.

Beregninger har vist, at stort set hele Afrika vil tabe på nogle af de forslag til liberalisering på landbrugsområdet, der er under forhandling i WTO op til topmødet i Hong Kong i december.

Paldam er selv inde på, at globaliseringen har tabere. Derfor er det ret vigtigt, hvordan en liberalisering gennemføres, og om den tager særligt hensyn til de meget fattige lande i først og fremmest Afrika. Udsigterne til et positivt resultat i Hong Kong er desværre beskedne.

Udviklingsbistand kan ganske rigtigt ikke løse de fattige landes problemer. Nøglen hertil ligger først og fremmest hos landene selv. Men bistand kan, rigtigt tilrettelagt, være med til at skabe forudsætninger for en bedre udnyttelse af landenes naturmæssige og menneskelige ressourcer.

Her er Paldams opskrift alene at satse på økonomisk udvikling. Så simpelt er det ikke. Paldam erkender selv den store betydning, det har at sørge for uddannelse. Netop det er megen bistand blevet rettet imod gennem årene. Men selvfølgelig skal sundhedsstandarden også være rimelig, og her har bistand betydet meget.

Jeg har selv de sidste fire år været leder af et forskningsprogram om virkningerne af den danske udviklingsbistand, hvor vi har lavet grundige undersøgelser af en række projekter og programmer i Indien, Bangladesh, Etiopien, Uganda, Mozambique og Ghana. Konklusionerne herfra er på ingen måde nogen entydig solstrålehistorie, men de viser at rigtigt tilrettelagt bistand kan være en vigtig brik i kampen mod fattigdom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her