Læsetid: 3 min.

Handelskrig

1. april 2003

LANDBRUGSSTØTTEN i de rige lande er noget af det mest groteske, socialt ødelæggende og økonomisk uretfærdige i verdenshandelen. EU’s landbrugsstøtte er den værste. Danmarks del er pinligt stor. Vi hygger os i smug med dobbelt pris på smørret.
Men flertallet af de danske politikere vil åbenbart ikke gøre noget alvorligt for at få støtten væk. Landbrugsraadet endnu mindre.
Naturligvis vil de pæne mennesker ikke ligefrem sige, at de går ind for en planøkonomi der graver kløft mellem Nord og Syd, forøger købekraften hos de danske malkekøer på bekostning af sultne børn i andre lande, ødelægger grundlaget for den fremgang, som vores fattigdomsorienterede u-landsbistand skulle være med til at sætte i gang.
De sidder bare tungt på deres hænder, mens forblommede ord kommer ud af deres munde.
Nogle af ordene kunne man høre i Folketinget forleden og læse her i avisen i går. I dagbladet Politiken kunne man læse et debatindlæg af Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke.

DET, DER FOREGÅR, når dansk sukker bliver solgt til lavpris med massiv støtte i Sydafrika, så sukkervarerne fra det nærliggende Swaziland bliver verfet ud af markedet og de fattige bønder og små sukkervarefabrikanter går ned med flaget i hobetal, vil Peter Gæmelke ikke kalde dumping. Det hedder eksportsubsidier, skriver han og det er hans forventning , at de forsvinder i løbet af ti år når den nye WTO-aftale træder i kraft. Om resten af landbrugsstøtten siger Peter Gæmelke: »Personligt tror jeg ikke, at støtten nogensinde bliver totalt afviklet.«
I hvert fald bliver den ikke afviklet før politikerne har kompenseret landmændene for denne »øgede internationale liberalisering« med mindre skatter og afgifter og fjernelse af bureaukratiske reguleringer. For øvrigt kan den direkte støtte til eksport af overskudsprodukterne fra EU heller ikke forsvinde uden at de amerikanske eksportkreditter og den »såkaldte fødevarehjælp« behandles på ensartet måde, skriver Peter Gæmelke.
Det har lange udsigter. På et frit verdensmarked ville familien i Swaziland høste fordel af deres gunstige klima og lave leveomkostninger i forhold til roeavlerne på Lolland. Efter Gæmelkes tidsplan skal de vente i 12-15 år før EU måske holder op med at ødelægge deres liv med billige dumpingvarer. Det samme gælder tomatavlere i Vestafrika og producenter af korn og grønt og kød og mælk rundt om i verden. Hvis der i det hele taget kommer en ny WTO-aftale. Det gør der kun, hvis EU tager sig sammen og bøjer af.

I DAG udløb fristen for udvekslingen af krav og tilbud, så betingelserne i WTO’s forhandlinger om handel og udvikling kunne lægges fast. Tidsfristen blev overskredet. Det gør den som regel. Nu håber optimisterne, at disse indledende ’modaliteter’ i det mindste kan fastlægges i Cancun i Mexico til september.
Den anden mulighed er, at WTO i praksis bryder sammen. Til skade for alle, fordi en reelt fri verdenshandel er til gavn for alle, hvis betingelserne er fair. Men især til skade for de lande, der har mindst magt.
De nuværende regler for verdenshandelen er skydeskive for ATTAC og mange andre globaliseringskritiske bevægelser. Først og fremmest fordi mange af reglerne tvinger lande med svag økonomi til at åbne deres marked for konkurrenter, der har langt stærkere udgangspunkt, både når det gælder investeringer, tjenesteydelser, industrivarer, medicin, patenter osv.
Men det er endnu værre for de samme lande og erhverv, hvis det internationale regelsæt bryder sammen og erstattes af den stærkes ret i bilaterale aftaler.
Det ser man allerede stærke tendenser til, især i USA’s ageren efter at George W. Bush blev præsident.

DET OPHOBEDE had, de amerikanske og britiske soldater i Irak er udsat for, hænger ikke kun sammen med den økonomiske dominans og udbytning. Der er også andre grunde. Historiske, kulturelle, religiøse. Men de, der tror, at hadet kan overvindes uden en mere retfærdig økonomisk verdensorden, er dybt naive.
I optakten til Irakkrigen var de europæiske lande ikke i stand til at holde sammen. I optakten til en handelsaftale, som skal søge at afbøde de værste virkninger af den ulige økonomiske krigstilstand, der reelt hersker mellem Nord og Syd, spiller EU en endnu mere ynkelig rolle. Derfor er forsvaret for en reelt fri og fair verdenshandel lagt i hænderne på venstrefløjen, miljø- og udviklingsbevægelserne – selv om de samtidig er den naturlige modpol til det efterhånden automatiske lighedstegn mellem markedsøkonomi og demokrati.
»Hvor er socialismen blevet af,« spurgte Peter Skaarup lidt forvirret under Folketingets debat i sidste uge. Han kunne ikke rigtig få sin børnelærdom om planøkonomien til at passe med det, han hørte fra SF – eller med de borgerlige, liberale og såkaldt ansvarlige partiers modvilje mod at forpligte sig til mål og midler for fri handel med fødevarer.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu