Læsetid: 3 min.

Det handler kun om lærdom

Man gør børnene til tikkende bomber, hvis man tvinger dem tidligere i skole mener psykolog og tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen. Han vender sig mod ideen om at lave børnehaveklassen om til 1. klasse og indføre lektiehjælp i SFO-ordningerne, som regeringen og regeringens Skolestartsudvalg foreslog i denne uge
24. februar 2006

- Hvad har du imod regeringens forslag om at give børn en enkelt times undervisning i dansk om ugen i børnehaveklassen og lektiehjælp i SFO'en?

"Børn i Danmark er institutionaliserede et sted imellem 25.000 og 26.000 timer om året i deres barndom. Det er vi på vej til at cementere yderligere. Jeg mener ikke, at vi uden videre kan rulle filmen tilbage, og det har jeg heller ikke noget ønske om. Men vi er nødt til at erkende, hvad vi gør ved børns barndom. Vi pakker dem mere og mere ind i reguleringer og strukturer og overvågning."

- Hvad er problemet i det?

"Barndommen bliver noget uforløst. Nogle går igennem barndommen uden nogensinde at have haft mulighed for at prøve sig af og få egne eksperimenterende ideer eller tanker og få nye erkendelser om livet."

"Man kan spørge lidt drilsk: Hvad skal et barn egentlig vide og kende til, når det er seks-syv år? Kunne vi lave en kanon for de syvårige? Det er der faktisk nogen, der har forsøgt - og de siger, at det helst ikke kun skal være noget, vi voksne strukturerer. Det er ikke fordi, jeg har en drøm om et tabt paradis, men jeg vil advare mod, at vi strukturerer så meget, som vi er på vej til."

For meget regulering

- 17 procent af danske skoleelever forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, så der er vel grund til at gøre noget. Hvad foreslår du, at der gøres?

"Jeg tror på mange måder, at skolen er godt rustet, hvis den får lov til, at give den individuelle vejledning til de enkelte elever. Opfølgning, indkalde forældre, lave tæt samarbejde osv. Men vejledningen er også beskåret. Det er de samme mennesker, der sidder og kræver en masse, som har taget midlerne fra skolerne. Mange skoler er rene spareprojekter. Så en af de knaldgode tanker i den danske skole om socialrådgivere ansat på skolen, der kan tage fat i udsatte elever og forældre, har man ikke mere. Vi har mange andre muligheder end at lave regulerede rammer og straffe."

"De skraber i stadigt højere grad det sociale væk og siger, at rundkredspædagogik er noget værre skidt. Det handler kun om boglig lærdom. Jeg ser det som en utrolig fattigdom, hvis også børn på fem-seks år alene skal styres i retning af, at det er boglig viden, der er det eneste saliggørende. Det er fattigt, fordi vi rummer så meget andet. Det går børnene glip af. De bliver frustrerede, og det ligger som en ikke detoneret bombe i deres følelsesliv. Pludselig eksploderer den. Så får vi børn der siger: Nu skal jeg kraftedme have tid til at leve mit liv - de stjal det fra mig."

Slamberterne skal i gang

- Ifølge regeringen går deres forslag i høj grad ud på, at hjælpe de udsatte børn og forældre. Hvad er dit bud på, hvordan vi hjælper dem?

"Drømmen for mig er, at lave rummelige, dejlige institutioner med haver og meget andet, hvor der er voksne, der har tid til dem. Det eneste svar i regerings forslag er lektiehjælp, og jeg har endda hørt den nuværende regering sige, at det vigtigste værktøj imod den negative sociale arv er lektiehjælp. Men det holder altså ikke - det er for kortsigtet. Man skal have en helt anden social tilgang til de udsatte. Det handler om forældre, der er uden for, som skal have deres livsmod tilbage, have et arbejde, blive respekteret og ikke ramme panden imod et kontantloft og blive nedvurderet. Så kan de selv hjælpe deres børn."

- Hvis du skulle sige noget til Stig Brostrøm (lektor på DPU og en af medlemmerne af regeringens Skolestartsudvalg, red.), der skulle få ham til at ændre sin opfattelse, hvad skulle det så være?

"Jeg vil sige, at han skal tænke på børns potentialer, der ikke kun handler om at lære det, de voksne siger. Det handler om kreativitet og om at gå på opdagelse og derved få nye erkendelser. Det skal der være plads til, og det vil han nok gerne give mig ret i. Men han skal konfronteres med den bekymring, der ligger i, at det her kan være første skridt, og hvad er så næste? Er det at tage en god luns ud af børnehaven? For er det ikke spild af tid at gå fire år i en børnehave? De kan komme i gang noget før, de slamberter."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu