Læsetid: 7 min.

Det handler om liv og død

I dag overrækkes cembalist, dirigent og barokekspert Lars Ulrik Mortensen den prestigefyldte Sonnings Musikpris. For prismodtageren lyder målet: At vise at musikken handler om liv og død
2. juni 2007

Året er 2002, det er tidlig morgen, og folk ligger i soveposer på fortovet foran Det Kongelige Teaters billetsalg. De forbipasserendes spørgsmål besvares med 10 minutters lovprisninger af Händels opera Julius Cæsar, som sagtens er en soveposenat på fortovet værd. Operaen er med den internationale kontratenor Andreas Scholl, med orkestret Concerto Copenhagen, CoCo blandt venner, og ikke mindst med orkestrets dirigent og grundlægger: Lars Ulrik Mortensen, barokguruen der bragte bølgen af tidlig musik spillet på originale instrumenter til Danmark, og som nu trækker fulde huse gang på gang.

I 2007 modtager Lars Ulrik Mortensen Sonnings Musikpris, der gives til en international kunstner med særlig betydning for dansk musikliv. I kongerækken af prismodtagere gennem årene er blandt andre Igor Stravinskij, Benjamin Britten, Sergiu Celibidache, Yehudi Menuhin, Dmitrij Sjostakovitj, Miles Davis, Anne-Sophie Mutter og Keith Jarrett.

Spontan barok

"Bølgen af barokmusik og autentisk opførelsespraksis er det vigtigste, der er sket inden for klassisk musik de sidste 30-40 år," mener prismodtageren. "I udlandet spiller man i dag ikke bare barok, men også Mozart og senere komponister med historiske instrumenter."

Men selv om autentisk opførelsespraksis ligger dirigenten stærkt på sinde, er det ikke nok at have gammeldags tarmstrenge under barokbuen.

"Et af målene for mig har længe været at nå frem til en ny form for kommunikation med de lyttende," fortæller han. "Det er vigtigt at vise, at klassisk musik er lige så frisk og traditionsfremmed som musik fra vor egen tid. Det er ikke museumsmusik, bare fordi instrumenterne er lavet efter gammel standard. Målet er at få musikken til at lyde ny, og forholde sig dialektisk til traditionen".

Ordet frisk ledsages af et knips. Der er gang i gestikken, og når han bliver ekstra begejstret, svajer Lars Ulrik Mortensen i stolen, som han gør, når han sidder ved cembaloet og dirigerer Concerto Copenhagen med den ivrige fysiske direktionsstil, der er blevet hans varemærke.

"Den vigtigste erkendelse, jeg er nået frem til gennem årene, er, at hvis ikke musik med historisk indfaldsvinkel skal blive en fastfrosset tradition, som inden for så mange andre musikgenrer, må de nye generationer af musikere finde deres egne svar på de spørgsmål, der altid er i en opførelse af levende, klingende musik."

"Musikken skal være i stadig udvikling, energiniveauet skal være i top, der skal være et højt spontanitetsniveau og lyst til at improvisere. Det skal lyde så friskt, som spillede vi det første gang".

Lars Ulrik Mortensen mener, at det er dette mål, der fik folk til at hoppe i soveposerne foran Det Kongelige Teater i 2002, og som har gjort CoCos koncerter til udsolgte aftener med et publikum, der er meget bredere, end det ofte er tilfældet til klassisk musik.

"Det har vist sig, at vi har nemmere ved at tiltrække folk, der normalt ikke hører klassisk end de fleste andre. Jeg tror, det er fordi, vi spiller koncerter, hvor lytteren kan føle, at han er en del af den kreative proces, og fordi vi opfører os kropsligt, når vi spiller. Hvis vi er begejstrede, så viser vi det! Det er sjovere at være en del af noget, end bare at være vidne til noget, og det er et område, hvor hele den klassiske musik virkelig må tage sig sammen, hvis den skal have relevans fremover. Hvis vi synes, at musikken er vigtig, så må vi vise at det handler om liv og død!"

Anarki a la 1750

Her før juni-rækken af priskoncerter nyder Lars Ulrik Mortensen et par dage i København sammen med kæresten Jane, der er fagottist, og ligger inde med 25 forskellige fagotter, der bruges til musik fra lige så mange forskellige tidsperioder. Intet mindre kan gøre det. Imens Jane øver på fagot nr. 14 i det tilstødende værelse, vrider Lars Ulrik Mortensen ansigtet i entusiastiske grimasser, imens han med stemmen demonstrerer forskellen på en traversfløjte fra 1750 og den moderne tværfløjte.

"Jeg mener, at fløjten fra 1750 er perfekt designet til at spille musik fra sin egen tid. Når man spiller på en almindelig moderne fløjte, har alle tonerne samme lyd og klang. Men når man spiller på en traversfløjte, lyder det sådan her: Ha-ha-nja-nha-ho-jo." Det første 'ha' udtales med spids mund, det næste med et bredt begejstret grin. Lars Ulrik Mortensen præsterer en række af vidt forskellige lyde, imens glæden ved at fortælle om hjertebarnet er tydelig i hver eneste stavelse. "Det moderne symfoniorkester jagter egaliteten, men jeg ønsker at få alle detaljer og anarkistiske kontraster med," fortæller han.

"Lyden af den musik vi troede, vi kendte, har ændret sig enormt i den tid, hvor vi har lært den historiske opførelsespraksis at kende. Når man bruger gamle instrumenter, er det ikke bare det enkelte instrument der lyder anderledes, men også forholdet mellem orkestrets instrumentgrupper. Det er helt andre dele af musikken, der pludselig træder tydeligt frem, end hvad vi er vant til. Musikken bliver en anden."

"Min-yndlingssammenligning-er-mellem-musik-og sprog-Uden-betoninger-temposkift-dynamik-forstår-man-ingenting-af-sproget," forklarer prismodtageren i en lang uforståelig monoton sætning, som Informations udsendte må bede ham gentage, for at få det sigende citat med hjem på blokken.

Lars Ulrik Mortensen synes at det traditionelle symfoniorkester tit lyder som sådan en monoton sætning, og for fem år siden besluttede han, at han var færdig med at dirigere symfoniorkestrene. Han erkendte, at han hellere ville fordybe sig i sit eget felt end at stå foran et moderne orkester, der havde barok på programmet for en uge og dagens musikere, der er uddannet til at spille Bach den ene dag og nyskrevet musik den anden.

"Jeg mangler den dirigent-teknik symfoniorkestermusikerne er vant til, men jeg ønsker ikke at tilegne mig dette gestusapparat. Det er en ideologisk beslutning: Jeg synes ikke den musik, jeg beskæftiger mig med, er tjent med en traditionel dirigent. Så vidt muligt optræder jeg som energistyrer og impulsgiver i en form for forstørret kammermusik frem for den topstyrede version, hvor dirigenten er symfoniorkestrets enehersker. Desuden synes jeg, det blev uærligt at dirigere orkestre, der spiller på moderne instrumenter. Når jeg nu synes, at de gamle instrumenttyper er optimale, hvorfor skulle jeg så blive ved at gøre noget, der ikke er optimalt? Det er da uærligt, ikke? Og så var jeg så heldig, at jeg kunne hellige mig mit eget orkester, CoCo."

Fra rock til cembalo

At Lars Ulrik Mortensen skulle modtage Sonningprisen som barokguru, var svært at forudsige for den, der kendte ham i teenage-årene.

Efter en opvækst med klassisk og klavertimer, spillede han som teenager orgel og synthesizer i rockbandet Culpepper's Orchard. Han troede længe, at karrieren skulle køres i samarbejde med el-guitarister og hårdtslående trommeslagere. Men hans skæbne blev beseglet, da han en dag, nærmest ved et tilfælde, trak The Fitzwilliam Virginal Book ud fra de musikhylder på biblioteket, hvor han ofte gik på eventyr.

"Den indeholder musik for tasteinstrumenter fra Elizabeth-tidens England og er fyldt med dansesatser og variationssatser, rytmer, der minder om rockmusik, og lækre harmonier. Og selv om jeg ikke anede noget om musik fra denne periode, var jeg solgt på stedet," fortæller han.

"Det var et chok, en øjenåbner."

"Alt, hvad der gør rockmusik til rockmusik, står ikke i noderne. Det er på samme måde med barok, så derfor var der ikke så langt fra syntheziseren til cembaloet. Når musikerne i 1700-tallet så de enkle noder til en sats af Rameau, vidste de lige præcis, hvordan sådan en gavotte var bygget op, hvor man kunne improvisere, og hvor man skulle tilføje forsiringer og triller. Rock og barok har meget tilfælles, så det var egentlig ikke så drastisk et skridt at tage."

Som 20-årig blev Lars Ulrik Mortensen optaget på konservatoriet med hovedfag i det sprødt klingende cembalo. "Det var i 60'erne og 70'erne, og interessen for tidlig musik var netop opstået i Danmark. Ingen vidste rigtig, hvordan musikken skulle spilles, så vi fordybede os i instrumentskoler fra Bachs tid, og eksperimenterede på livet løs".

I dag findes der en linje for tidlig musik på konservatoriet i København, hvor Lars Ulrik Mortensen er gæsteprofessor. Han er glad for, at de studerende nu har mulighed for at specialisere sig, men samtidig lyder han næsten ærgerlig: "Pionérånden er væk i dag. Dengang var vores musik og vores eksperimenter én stor reaktion imod traditionen. Nu spørger de studerende om, hvordan man skal spille tidlig musik rigtigt. Så viser jeg forskellige muligheder og prøver at styre dem i retning af at have deres egne holdninger: Hvor hurtigt skal satsen gå? Hvor mange forsiringer skal musikken tilføjes? Der er altid et råderum af muligheder, og jeg prøver at vise de studerende, at valget er deres, men at ethvert musikalsk valg har konsekvenser."

Altid i udvikling

Lars Ulrik Mortensen er i fuld gang med at forberede priskoncerterne, men alle de musikalske valg er langtfra truffet. "Jeg har musikken i hovedet, men i løbet af prøverne kan meget ændre sig," forklarer han.

Dirigenten fortæller løs om programmet, og må også sætte et af de værker, der skal spilles på anlægget, en orkestersuite af Rameau. Han griner lykkeligt ved en overraskende violinindsats, det rykker i ham da basserne sætter ind, og han går forventningsfuldt ned i knæene, som optakt til øjeblikket hvor strygerne leverer et brusende løb, alt imens han fortæller, hvordan hans udgave vil blive anderledes end indspilningen. I aften kan man opleve ham i front for 'sit' CoCo - viftende med armene, med spidset mund, med et bredt smil, imens han udvikler, opdager og videregiver musikken.

"Det er skønt at tænke på, at man aldrig bliver færdig, at der altid er nye af aspekter af musikken at opdage. Det er som en hvirvelvind der bare fortsætter, og det holder jeg meget af."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu