Det hører til sjældenhederne, at en socialordfører opnår æren at blive omtalt på statsministerens pressemøde, som det skete, da Anders Fogh Rasmussen for nyligt kommenterede forliset om en bred integrationsaftale med ordene: "Altså, Mette Frederiksen, det overstiger mine evner".
Heller ikke mange politikere opnår i en alder af bare 27 år at få så mange navne hæftet på sig som Mette Frederiksen, der er blevet kaldt alt fra "Hardy Hansen" til "Aukens åndelige lillesøster".
Det socialdemokratiske ledelsesmedlem har længe raget op på Christiansborg, og med gruppens opbakning til en hård kurs over for regeringen i socialpolitikken har Mette Frederiksen formået at bevæge partiet i sin retning. En retning, der forekommer mere venstreorienteret og konfrontationssøgende end den, ledelsen ellers lægger for dagen. Og som illustreres ved, at det netop var gruppemedlemmer på partiets venstrefløj, der tidligt i forløbet omkring integrationsaftalen gik imod forringelser for de svageste kontanthjælpsmodtagere.
På Christiansborg og på ministerkontorerne, hvor Mette Frederiksen har forhandlet om socialpolitik og tidligere også kulturpolitik, forbindes den unge politiker med især to ting: Hendes retoriske færdigheder. Og evnen til at tale sig væk fra forlig.
Med Mette Frederiksen som fortrop lykkes det Socialdemokraterne at arbejde sig hurtigt ud af regeringskontorerne, lyder vurderingen flere steder.
Partifæller, der har kendt Mette Frederiksen i adskillige år, har indtrykket af et menneske, der er i stand til at lægge et helt forsamlingshus ned med fascinerende talegaver og brændende engagement. Men også en politiker, der ikke synes at være i stand til at opnå resultater, når hun sidder omkring et forhandlingsbord.
"Mette er tilbage på ølkassen", som det udtrykkes i et af ministerierne. Andre fremhæver, at det er lettere for regeringen at indgå politisk forlig med den tidligere formand for DKP, SF's arbejdsmarkedsordfører Ole Sohn.
Mette Frederiksen er en 'splitter' i den forstand, at hun enten formår at betage og bjergtage - eller at frastøde folk totalt. Og mange har været 'begge steder' som en kilde forklarer. Eksempelvis Poul Nyrup Rasmussen, der i sin tid som partiformand først var dybt begejstret for det unge talent og i dag siges ikke at kunne udstå hende.
Flere gange har Mette Frederiksen været på tale som formandskandidat, og i dele af partiet trives forestillingen om, at hun har potentiale til at blive partiformand, når der engang skal findes en afløser for Helle Thorning-Schmidt.
"Mette Frederiksen er en af dem, man ser op til. Hun rager op som et fyrtårn," siger gruppemedlem Bjarne Laustsen.
Den oprindelige race
Den tidligere arbejdsmarkedsordfører, som fik frataget sit ordførerskab af den nye partiformand på grund af sin modstand mod efterlønsforringelser, er selv fra Nordjylland, hvor hun voksede op i en familie med stærke socialdemokratiske traditioner. For Bjarne Laustsen er Mette Frederiksen udtryk for "det ægte Socialdemokrati".
"Hun er prototypen på en socialdemokrat. Hun ligger tæt op ad synspunkter og vinkler, jeg selv står for. Når man er socialdemokrat, skal man også kunne høre det, og man kan se, at Mette Frederiksen mener, hvad hun siger. Hun står for den rene vare. I Socialdemokraterne er det vigtigt, at der er typer, der repræsenterer den oprindelige race," siger Bjarne Laustsen.
Politisk glæder Bjarne Laustsen sig over, at Mette Frederiksen har sat turbo på ulighedsdebatten.
"Det ligger lige for, at det er vores bane at spille på. Det er en dagsorden, som SF også har valgt, og her skal vi være helt fremme i skoene," siger han.
I et interview med Berlingske Tidende for nyligt fremhævede Mette Frederiksen, at langt flere mennesker burde kunne opnå førtidspension - frem for at blive presset ud på et arbejdsmarked, der alligevel ikke står til rådighed for svage og udstødte. Artiklen har sammen med andre udsagn fra socialordføreren fået partimedlemmer til at bekymre sig om, hvorvidt Mette Frederiksen går efter at indføre borgerløn.
Andre partifæller påpeger, at Mette Frederiksens intense fokus på samfundets svageste afføder et dilemma: Så længe partiet ikke afgørende vil ændre skatte- eller arbejdsmarkedspolitikken, er det svært for Mette Frederiksen selv at levere svarene på, hvad der skal til for at ændre uligheden.
Derfor bliver det ofte ved paroler som den hyppigt gentagede "det handler om mennesker".
Imod populisme
Det er ikke blot i forhold til en resultatsøgende linje, Mette Frederiksen har været i opposition til den gruppeledelse, hun selv er en del af. Såvel Helle Thorning-Schmidt og den nye integrationsordfører, gruppenæstformand Henrik Sass Larsen, har flere gange talt for, at Socialdemokraterne skal lytte mere til "almindelige mennesker" og stille sig på "befolkningens side". Meldinger, som Mette Frederiksen for tre år siden forklarede i et interview i Politiken, at hun var ved at "brække sig over":
"Vi er meget uenige i Socialdemokraterne om det her. Nogle mener, at man skal justere sin politik efter, hvad folk vil have, mens jeg mener, værdigrundlaget og proportionerne er indiskutable. Der er en tendens til, at man via fokusgrupper og alt mulig andet siger: Vil de have miljøpolitik? Nej. Nå, men så dropper vi det. Er det retspolitik, de vil have? Okay, så kører vi på retspolitikken. Det er fandme populistisk. Jeg synes, at man skal holde op med at spørge vælgerne, hvad det er, de gerne vil have," lød det fra den daværende kulturordfører.
Selv har hun ikke gjort meget for at tækkes masserne, men huskes for hårdtslående udsagn om, at Karen Jespersens linje i udlændingepolitikken er "helt færdig", og at USA og Saudi-Arabien begge går imod kvinderettigheder.
Forfriskende talent
Som partiets repræsentant på det stærkt holdningsprægede kulturområde opnåede Mette Frederiksen at tale Socialdemokraterne ud ad forhandlingskontorne hos kulturminister Brian Mikkelsen (K), da SF og de radikale lavede et omfattende forlig på teaterområdet i 2003.
Senere tilsluttede S sig dog aftalen. SF's Aage Frandsen har i et afskedsinterview efter 35 år i Folketinget forklaret, at han opfattede Mette Frederiksen som et forfriskende nyt talent, men at hun agerede utaktisk også under medieforhandlingerne, hvor hun startede med at remse alt det op, som Socialdemokraterne ikke ville være med til:
"Hvilket betød, at kulturminister Brian Mikkelsen forsøgte at gribe chancen til at meddele, at så kunne S jo ikke være med i et forlig. Han forsøgte at udnytte Mette Frederiksens uerfarenhed og friske sprog, så vi andre måtte hjælpe til, for at de kunne blive i forhandlingerne," sagde Aage Frandsen til bladet Gymnasieskolen.
En lignende oplevelse har en politiker fra den anden side af folketingssalen, Dansk Folkepartis Jesper Langballe. Han mener, at Mette Frederiksen "altid holder 1. maj-taler" - uanset datoen og antallet af tilhørere. Og at hendes tilstedeværelse under de afsluttende drøftelser om integrationsaftalen gjorde det "umuligt at få noget på plads".
"Men det var vel også meningen med at sende hende," siger han.
Imponerende loppefrø
Langballes første erindring går nogle år tilbage til et møde i Udenrigsudvalget, hvor politikerne havde en stilfærdig drøftelse med udenrigsminister Per Stig Møller (K) om den danske ulandsbistand.
"Man sidder der omkring bordet, og pludselig begynder Mette Frederiksen på en brandtale imod Per Stig Møller. Af alle mennesker lægger Margrete Auken så hånden på Mettes arm og siger: 'Dette er ikke stedet'.'Jo, det er!' tordner Mette løs," husker Jesper Langballe:
"På en måde var jeg imponeret over dette loppefrø, der stillede sig an med fuldendt retorik. Hun besidder en udstråling og en retorik, der gør, at man lytter. Det er der ikke så mange socialdemokrater, der gør. Hvis jeg selv kun kendte hende fra tv, ville jeg også betragte hende som et håb. Men problemet er, at den indignerede patos bliver brugt uden sortering på stort og småt og ved alle lejligheder. Så virker det komisk. Mette Frederiksen har ikke en indbygget volumenknap, der kan regulere lydstyrken."
Helle Ib er tilknyttet Dagbladenes Bureau
