Læsetid: 4 min.

Det handler ikke om Osama bin Laden

Når der sker grusomme terrorangreb som forrige torsdags bombeaktioner i London, giver det altid anledning til det samme spørgsmål: Var det al-Qaeda...
15. juli 2005

Den globale jihads terrornetværk er løst og decentralt strukturerede – de er først og fremmest et ideologisk fællesskab mellem autonome aktionsgrupper

Når der sker grusomme terrorangreb som forrige torsdags bombeaktioner i London, giver det altid anledning til det samme spørgsmål: Var det al-Qaeda, der stod bag? Og hvis ikke, gav dette netværk så sin velsignelse til angrebet? Er det stadig Osama bin Laden, der giver ordrerne? Og hvor gemmer han sig?

Hvis det er korrekt, at vi befinder os i en 'krig mod terror', er al-Qaeda tydeligvis fjenden.

Men selv før al-Qaeda blev alvorligt stækket af Talebans fald og pågribelsen af flere af dets højtstående medlemmer, var det aldrig en organisation med en klar, hierarkisk struktur. Sagen er, at al-Qaeda altid har været lige så meget en ideologi som en konkret gruppering.

"At slå til mod al-Qaeda er som at ramme en blævrende geleklump," siger en efterretningskilde. "Det ene øjeblik føler man, at man har gennemskuet, hvem der leder og organiserer - i det næste indser man, at man ikke har den fjerneste ide om det."

Allerede før angrebene 11. september 2001 gjorde ham til jordens mest eftersøgte mand, var Osama bin Laden i lige så høj grad galionsfigur, som han var strateg. Hvis det er sandt, at han i dag gemmer sig i stammeområderne i det diffuse grænseland mellem Afghanistan og Pakistan og herfra kun kommunikerer via håndskrevne breve og håndbragte video- eller lydbånd, er han ikke i stand til at udøve effektiv kontrol over terrorangreb og terrorplaner.

"Den gode nyhed er, at det er blevet vanskeligt for bin Laden at give ordrer og direktiver til sine folk," siger en efterretningsofficer. "Den dårlige er, at det er blevet vanskeligere at indkredse og stoppe al-Qaeda-inspirerede grupper, fordi de efterlader færre spor, kommunikerer mindre og ikke behøver at rejse langt."

At arrestere bin Laden eller hans næstkommanderende, den egyptiske lægeuddannede Ayman al-Zawahiri, vil dog kunne få stor symbolsk betydning og derved fratage al-Qaeda en del af dets ideologiske appel. Netværkets operationelle kapacitet har allerede lidt betydeligt. Især to pågribelser, af Ramzi Binalshibh i september 2002 og af Khalid Sheik Mohammed i marts 2003 - begge i Pakistan, har svækket dets evne til at lede angreb.

De to mænd er nu gemt af vejen i amerikanske fængsler sammen med andre højtstående al-Qaeda-figurer såsom Abu Farah al-Libbi, der siges at have været Sheik Mohammeds afløser, og Abu Zubaydah, der betegnes som bin Ladens 'kommandant i felten'. Uanset hvilke oplysninger de måtte have røbet under deres afhøringer, vil disse formentlig være forældede og dermed af begrænset relevans i dag.

Det, som altid var et løst netværk, er i dag blevet endnu løsere, efter at tusinder af de jihad-frivilllige, der fik træning i al-Qaedas lejre i Afghanistan, er vendt tilbage til deres hjemlande for at opfanatisere nye tilhængere og videregive deres ekspertise. I de seneste 18 måneder har de overtalt dusinvis af mænd - som opererer uafhængigt af netværkets kerne - til at planlægge og udføre selvmords- eller konventionelle bombeangreb i Irak, Saudi-Arabien, Qatar, Spanien, Egypten - og nu altså også London.

Uformelle ad-hoc-alliancer opstår omkring givne terrorplaner for så igen at gå i opløsning, så såre angrebet er udført. I nogle tilfælde kan bin Laden og hans nærmeste være blevet orienteret om angrebene, men ledelsens væsentligste funktion synes at begrænse sig til at udtrykke sin anerkendelse, efter at de har fundet sted.

"Osama bin Ladens organisationsprincip går ikke ud på at have sovende celler," sagde Abu Jandal, en af hans tidligere livvagter, for nylig i et interview i den arabisk-sprogede avis Al-Quds Al-Arabi. "Hver eneste undergruppe af al-Qaeda er selv-aktiverende. Hver undergruppe, som ser en gunstig chance for at angribe, må bare slå til. Beslutningen er dens egen."

Måske er det bedst kendte eksempel på dette Abu Musab al-Zarqawi, al-Qaedas selvudnævnte leder i Irak. Skønt hans forbindelse til bin Laden tidligere var spinkel, har han med sine stærkt omtalte bortførelser, drab på vestlige gidsler og angreb på amerikanske og irakiske styrker høstet betydelig anerkendelse i al-Qaedas ledelse.

Alex Standish, redaktør af efterretningspublikationen Jane's Intelligence Review og forsker ved Durham University, vurderer også, at "det i stigende grad er langt mere autonome grupper, der føler sig inspireret af al-Qaedas budskab om had til Vesten ... I løbet af de seneste år har disse grupper opbygget en stærk celleagtig struktur. De fleste af dem består af stærkt sammentømrede grupper på 8-10 individer, der har et mangeårigt personligt kendskab til hinanden."

At sætte ind over for denne trussel er et mareridt for antiterrorisme-enhederne. Mange stiller spørgsmålstegn ved, om det giver mening at kalde den igangværende kamp for en krig. "Men selv om dette er ren hævn-terrorisme uden krav til forhandling, er vi stadig nødt til at prøve at forstå, hvad terroristerne søger at opnå," siger George Kassimeris, seniorforsker i konflikter og terrorisme ved University of Wolverhampton. "Præsident Bush siger, at denne krig kan trække ud i årevis. Men et større terrorangreb mod en europæisk hovedstad hvert år vil i længden blive utåleligt for offentligheden at leve med."

"Konflikten burde ikke i så høj grad identificeres med Osama bin Ladens person. Ikke alt går gennem ham, og massemediernes forsøg på at bygge ham op som selve ærketerroristen kan kun gavne de kræfter, der søger at angribe os."

© Information og The Independent

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu