Læsetid: 4 min.

Det handler om at prioritere

DR skal ikke have mere i licens, men må i stedet prioritere. Også selv om det skal betyde, at fredagsunderholdningen til hele familien må droppes, mener de konservatives medieordfører Carina Christensen
18. november 2005

- Hvorfor vil I ikke være med til at forhøje licensen?

"Fordi licensen i forvejen er alt for høj. Danskerne betaler verdens højeste licens i dag, og Danmarks Radio får i forvejen over tre milliarder kroner om året til at lave public service-radio og -tv, og det synes vi er rigeligt."

- Siden 1990 har Danmarks Radio tredoblet antallet af både tv- og radio-sendetimer, mens licensen målt i faste kroner stort set er uændret. Risikerer man ikke, at Danmarks Radio taber i konkurrence med de kommercielle radio- og tv-stationer, hvis man ikke også forhøjer licensen løbende?

"Jeg synes egentlig, det er underligt at tage udgangspunkt i, om licensen skal stige eller ej. Jeg tror i højere grad, man skal se på, hvad public service-tv er i år 2005. Der sker utrolig meget i mediebranchen i de her år, de kommercielle spillere kan mere og mere, og går også ind på nogle andre områder, hvor de ikke har været tidligere, også fordi de er blevet stærkere. Derfor tror jeg, at vi skal ind og se på, hvilke forventninger vi har til DR."

- Og hvad har I af forventninger til DR?

"Vi har sådan set de samme forventninger, som vi har i dag: At det skal være god kvalitets-tv, og ikke mindst at det skal dække de steder, hvor de kommercielle ikke går ind, den smalle kunst, de lidt smallere dokumentarprogrammer, debatprogrammer, osv. Der har DR en stor forpligtelse og stor opgave at leve op til."

- Og det mener I, at DR kan gøre med de midler, de har nu?

"Ja, absolut. Tre milliarder kroner er rigtig, rigtig meget, og jeg tror sagtens, at man kan udvikle sig inden for den ramme."

Ja til afskaffelse af licensloft

- Hvad siger I til at afskaffe licensloftet, som DR har foreslået?

"Det er fornuftigt nok at drøfte, for vi har alle en interesse i at komme sortseer-problemet til livs. Der er ingen grund til at indrette det, som det er i dag, hvor DR ikke har noget incitament til at gøre noget ved problemet, fordi de ikke selv får de penge, de kræver ind, når de jagter sortseere. Der kunne være ræson i at sige, at Danmarks Radio får alle de ekstra penge, som de inddriver i licens (i stedet for at aflevere det til staten, som det sker i dag pga licensloftet, red.), mod at de ekstra penge skal gå til at kvalitetsudvikle DR's programmer."

- Sveriges Radio og TV, som er meget sammenligneligt med DR, modtager tilsammen godt seks milliarder svenske kroner om året i licens, hvilket vil sige, at de får ca. 1,5 milliarder kroner mere om året end DR. Sakker DR ikke bagud?

"Der er jo også lande, der har lavere licens, end vi har. Man kan altid finde lande, der har højere licens."

- Storbritanien og Spanien har lige forhøjet deres licens.

"Ja, og den er sikkert faldet andre steder. Jeg ved, at der er mange andre lande, der ikke betaler så meget i licens, som vi gør i Danmark. Sverige er eksempelvis et større land og Sveriges Radio og TV skal dække bredere geografisk, så man kan ikke entydigt sammenligne licensnivauer."

Skær ned på underholdningen

- DR er en bærer af dansk kultur og kunne måske blive det i endnu højere grad, hvis man tilførte den nogle flere midler. Er det ikke noget regeringen er interesseret i?

"Det er vi absolut, men det er lidt sjovt, at al ting skal handle om penge. Det handler også om at prioritere og bruge pengene rigtigt. Jeg tror, man skal drøfte, hvad public service er. Hvilke forventninger har vi til det, hvad er der iøvrigt sket på mediemarkedet, og hvor er de kommercielle spillere gået ind og har dækket et behov, som DR tidligere dækkede, og som DR ikke behøver at dække i dag. Sådan noget som underholdnings-tv er de kommercielle stationer f.eks. blevet rigtig gode til, og der har DR jo også stadig nogle programmer. Her kunne man spørge, om ikke DR kunne bruge deres midler bedre på at lave noget, der er lidt mere relevant for en public service-virksomhed."

- Det vil sige, at sådan noget som fredagsunderholdningen kunne DR godt droppe?

"Hvis det begynder at være meget underholdningspræget, og er det noget, de kommercielle sagtens kunne klare, så opfatter jeg det ikke som den vigtigste public service-opgave. Jeg tror ikke, at DR's succes står og falder med, om de laver 'Hit med sangen'. Det der tiltaler ved DR, er kvalitetsprogrammerne, at man har tid til at gå i dybden og ikke kun jagter de høje seertal. Det er DR's styrke, og det tror jeg, at DR skulle dyrke i lidt højere grad. Men det er naturligvis Kenneth Plummers og DR's prioritering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu