Læsetid: 5 min.

Det handler om at træde i karakter

Krisen i Libanon viste endnu en gang, at EU har svært ved at finde fælles fodslag i udenrigspolitikken. Til gengæld er det lykkedes unionen at ændre Bush-administrationens syn på, hvordan man skal tackle Iran
12. september 2006

Krisen i Libanon vidste endnu en gang, at når Storbritannien, Danmark og de nye østeuropæiske lande vender sig mod den store vestlige alliancepartner, mens Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien har interesser at pleje mod øst, bliver det vanskeligt for EU at finde fælles fodslag.

David Keohane seniorforsker ved den engelske tænketank Centre for European Reform, understreger, at EU har problemer med at optræde samlet:

"Det er nemt at blive enige om bistandspolitikken for Afrika eller at sende observatører til at bistå en valgkamp i Congo. Men international politik handler om at træde i karakter, når jorden brænder under en. I Libanon skulle der handles hurtigt og bestemt. Når EU ikke kan finde fælles fodslag i et afgørende øjeblik som dette, genaktualiseres spørgsmålet om, hvad EU kan og vil uden for egne grænser," siger seniorforskeren, David Keohane.

At være enig om at være uenig har længe været unionens slogan.

Men EU's konsensus-kultur, kommer til tider til kort over for en entydig amerikansk udenrigspolitik, forklarer DIIS's seniorforsker, Helle Malmvig:

"EU er karakteriseret ved kompromiser. Men når det gælder udenrigspolitik, risiker unionens force at bliver dens svaghed, dens strategier kan fremstå som tandløse sammenlignet med USA's."

USA køber EU-diplomati

Fra den anden side af Atlanten har EU's manglende enighed længe været kritiseret. Samtidig mener flere i den amerikanske administration, at EU's tilgang til verdenskonflikter er naiv. I Of Paradise an Power fra 2003 skrev den amerikanske forfatter Robert Kagan, at Europa kommer fra det feminine Venus og USA fra det maskuline Mars. Helle Malmvig forklarer:

"Det handler om, at vi har forskellige opfattelser af, hvordan man skaber stabilitet i verden. Efter Den Kolde Krig var Østeuropas fremtid usikker, og især forholdet til Rusland var vanskelig og ustabil. Med tilbud om medlemskab som gulerod, formåede EU at skabe demokratiske processer i Østeuropa. Det samme forsøger man nu i Mellemøsten, hvor guleroden er større adgang til EU's indre marked samt udviklingsbistand, hvis de til gengæld udfører demokratiske reformer."

På grund af manglende succes i Irak-krigen, samt Europas relative succesfulde forhandlinger med Iran, har Europa dog vundet USA's tillid de sidste tre år og bevist, at man kommer lang med en diplomatisk linje, mener David Keohane:

"Det store spørgsmål, om hvordan man skulle håndtere Iran, kom i 2003, efter at Irak-krige havde splittet EU. USA anså det for grinagtigt, at EU mente, at det kunne opnå noget som helst med Iran via forhandlinger og overvejede reelt at angribe Iran i 2004. Men det lykkedes EU-landene at blive enige omkring Iran. Forholdet til Iran ser ikke godt ud i øjeblikket, men det ser bedre ud, end man kunne frygte tilbage i 2003. Mellem 2002 og 2004 ignorerede USA EU's indsatser, alligevel lykkedes det EU at ændre Bush-administrationens syn på, hvordan man skal tackle Iran."

Selv om Iran fortsætter berigelsen af uran, er EU's enighed og USA's opbakning en succes i sig selv for EU's udenrigspolitik.

EU-normer til USA

Morten Kelstrup, professor i international politik ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, mener, at EU fortsat skal satse på den diplomatiske og normmæssige linje for at balancere USA's udenrigspolitik:

"Man kan ganske vist ikke føre politik alene med normer. Men man kan komme grueligt galt af sted, hvis man ikke er bundet af værdier og normer. EU har en grundlæggende styrke i sine normer, der er baseret på, at man selv i sin udenrigspolitik skal opnå enighed gennem dialog. EU er en forhandlingsaktør af natur og er mindre rigid og ultimativ end USA. EU er på mange punkter en langsom aktør, men det er en normative stærk aktør."

USA's tiltro til EU's udenrigspolitiske strategi er afgørende for EU's udenrigspolitiske chef Javier Solanas projekt. Der er større sandsynlighed for, at de europæiske lande finder fodslag omkring udenrigspolitikken, hvis USA kan se resultater og værdier i den europæiske diplomati.

Fælles og flerstrenget

"En fælles, men flerstrenget EU-udenrigspolitik," lyder det fra Javier Solana.

Visionen har dog før været én enstrenget politik. Solanas store drøm har været at synkronisere medlemstaternes interesser for at møde verden derude som ét samlet EU. Parat når Washington kalder på den anden side af Atlanten, men lige så villig til at gå sine egne veje, hvis nødvendigt.

Det franske 'non' og den hollandske 'nee' til forfatningstraktaten sidste år gør sandsynlig stadig ondt på diplomaten. Men han lader sig dog ikke slå ud af formelle regler og manglen på en forfatningstraktat. Samtalediplomati er hans stærke side, med 'legitimitet gennem handling' vil Solana gradvis bygge en samlet EU-udenrigspolitik op.

Hans største problem er fortsat det samme: at få alle ombord, fortæller David Keohane:

"En enstrenget udenrigspolitik vil betyde, at EU er en supermagt. Men det er EU ikke. Ikke på udenrigspolitikken. En fælles udenrigspolitik betyder konsensus, hvor medlemslandenes egne udenrigspolitikker stadig er styrende. Det er ikke det, Solana havde i tankerne, men han har ikke andet valg end at være realistist. Nu forsøger han at overbevise medlemslandene om, at en fælles EU-udenrigspolitik ikke underminerer de enkelte medlemmers egne politikker på området. Han forsøger at skabe en win-win-situation, men har haft svært ved at overbevise alle."

EU er økonomisk stærkere end USA, på udviklingsbistand og udenrigshandlen er EU ligeledes overlegen.

Men unionen kan ikke blive en effektiv, handledygtig og udfarende enhed, når dets udenrigspolitik skifter retning og diskurs afhængig af geografi og Washingtons position. Målet er ikke, at EU bliver en modspiller til USA, som USA-kritiske røster før har efterspurgt, for som Solana selv udtrykker det, er "USA vores ven og allieret. Vi især den nye generation kan og burde ikke glemme, at USA gennem tiden har forsvaret Europa." Men netop medlemslandenes forhold til den transatlantiske alliance er en stor del af hans hovedpine.

Den store nabo fra øst

Østudvidelsen har på visse punkter medført en ændring i magtbalancen i EU. De nye østeuropæiske lande har som Storbritannien og Danmark en tendens til at støtte en transatlantisk alliance. Det udfordrer Frankrigs og Tysklands lederskab og ønske om et samlet Europa, der kan handle uden om Washingtons velsignelse.

På den anden side har de østeuropæiske lande et ustabilt forhold til deres magtfulde nabo længere øst på.

"Der er også brug for, at EU indtager en stærk position over for Rusland," siger David Keohane. Rusland har nemt ved at ignorere EU, når det ikke har en helstøbt udenrigspolitik, det skræmmer flere af unionens østlige medlemmer, der på gas- og energiområdet er afhængig af Rusland. I sidste uge opfordrede den litauiske regering EU til at samarbejde omkring en fælles politik over for Moskva.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu