Læsetid: 3 min.

Hansen til tælling

22. juni 2000

SÅ PUNKTERES atter én af illusionerne om Danmark som det bedste land i verden og derfor godt nok. WHO har udsendt sin årlige sundhedsrapport og dermed et bombenedslag i fædrelandet: Den samlede karakter til det danske sundhedsvæsen placerer os på en 34. plads, overhalet af både Frankrig, Italien, Spanien og Portugal som henholdsvis nummer ét to, syv og 12 - lande, som danske turister, i det mindste for de tre sidstes vedkommende, for få årtier siden ville betragte som rejsemål med en kalkuleret sundhedsrisiko.
WHO's indikatorer peger på det grundlæggende problem, at Danmark bruger mange kræfter på sit sundhedsvæsen, men at danskerne alligevel har færre sunde leveår end befolkningen i de lande, vi normalt sammenligner os med - inklusive England, som vi troede Thatcher havde fået spoleret!
Hvordan kan det gå til?

WHO har målt på forventede raske leveår, på børnedødelighed, på sundhedssystemets opmærksomhed og reaktionsevne, på økonomisk retfærdighed, på sundhedsniveau i forhold til indsatsen og på, hvordan hele sundhedssystemet klarer sine opgaver.
Hvad angår sundhedsniveau i forhold til den indsats der ydes, placerer Danmark placerer sig endog så dårligt som på en 65. plads. I en anden rapport om specielt Danmark fra maj i år påpeger WHO desuden, at der er problemer med behandlingen af psykisk syge "både på hospitaler og i kommunerne" samt at der er behov for et bedre sundhedsvæsen for ældre, herunder oprettelsen af geriatriske afdelinger på alle hospitaler. Desuden udnævnes forbruget af tobak og alkohol, samt manglende motion og fedme til de store problemer.
Det kunne altså umiddelbart se ud til, at Danmarks Hansen skulle til at få bagdelen op i ganghøjde samt leve lidt mindre 'godt'.
Livsstilssygedommenes skurkerolle i sagen har straks foranlediget Venstres Ester Larsen til at fastslå, at flere penge til sundhedsvæsenet ikke vil give resultater. Danskernes usunde levevis kan samfundet ikke investere sig ud af, siger hun til Ritzau. Socialdemokraten Hanne Andersen synes at Danmarks placering 'lyder mystisk' for "så dårligt er vores sundhedssystem altså heller ikke," og tidligere sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD) benytter anledningen til at slå til lyd for "store funktionsbærende enheder som kan planlægge bedre".
Politisk er alt er således fordelt, som det plejer at være, og hvor skal forbedringerne så komme fra?

LAD OS SLÅ fast, at det ikke kun er livsstilssygdomme, der er problemet. Selv om det ikke siges direkte, giver WHO et signalement af danskerne, der også peger på vore velkendte achilleshæle: mange psykiske problemer og en individualistisk livsstil, hvor der er dårlig plads til svage grupper som gamle og psykisk syge.
Her spiller vores erhvervsmønster formodentlig en hovedrolle. WHO mener, at de statslige kampagner mod dansk vellevned - især tobak og alkohol - ser ud til at være slået fejl, og at især kvindernes forbrug i så henseende giver anledning til bekymring. Ser man på den forventede levetid for henholdsvis franske og danske kvinder, så er den 78,7 år for danskerne men helt oppe på 83,6 år for de franske kvinders vedkommende.
Sammenholder man dette med, at Danmark har en meget høj erhvervsfrekvens for kvinder, når vi til et resultat, vi egentlig godt kender: at kvinder i de seneste 40 år har tilegnet sig mændenes levevis i takt med, at de er kommet ud på arbejdsmarkedet. Der er en sammenhæng mellem at vi arbejder så meget og at vi ryger og drikker så meget, bevæger os så lidt og ikke har tid til andet. Her kan rapporten fremme forståelsen af, at det valg, vi træffer, står mellem at arbejde mindre hektisk og leve sundere eller knokle som gale, forsømme de svage grupper og dø tidligere.
Ét andet af de problemer, WHO påpeger, er decentraliseringen af sundhedsvæsenet, der overlader både sygdomsbehandling og forebyggelse til kommunerne, således at staten er henvist til forsøge nationale initiativer gennemført via Kommunernes Landsforening.' En bagvendt måde at arbejde på', kalder WHO det, og ihukommende de talrige sager, hvor kommuner eksempelvis tager hjemmehjælp fra nærmest hjælpeløse gamle, er det næppe en helt skeløjet iagttagelse.
Men ærligt talt: det må være muligt at skabe ensartede regler i et land på 43.069 kvadratkilometer - også selvom det er opdelt i kommuner. Ligesom det må være muligt med den rigdom, dette lille fede land er
i besiddelse af, at behandle psykisk syge og gamle en del mere anstændigt end det sker i dag.
Selv om der givet er problemer med at sammenligne 191 vidt forskellige lande, giver WHOs rapport anledning til selvransagelse. Vi må hellere gribe den. ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her