I den seneste tid har happy slapping - vold for underholdningens og mobilvideooptagelsens skyld - vakt bestyrtelse, og med god grund. Hverken overgreb for overgrebets skyld eller trofæ-tagning er ukendte inden for den kriminologiske psykologi. Fællestrækket er, at krænker-mentaliteten tilegnes gennem lang træning.
Nogle store børn overfalder umotiveret en jævnaldrende og optager overfaldet på deres mobiltelefon - en engelsk trend, der kaldes happy slapping. Men hvad er det, der gør gerningsmændene 'happy'? Én udøver har udtalt: "Du ser nogen, der bare sidder og ser dumme ud. Så løber du hen til dem, stikker dem én og løber væk. Det er skægt!"
Sidste forår debatterede britiske medier, hvorvidt fænomenet eksisterede eller var en vandrehistorie; nogle måneder senere kom det første tilfælde, hvor det filmede overgreb var en voldtægt. I et senere tilfælde, hvor offeret døde, indgik overfaldet i en serie, begået af en bande under ledelse af en 14-årig pige, opvokset med grove svigt. Og som det antydes i citatet fra før, er der ganske rigtigt tale om serie-voldskriminalitet og om et bagvedliggende værdisæt lysår fra Korsbæk.
Fænomenet har så at sige en 'storebror'. To seriemordere, Lawrence Bittaker og Roy Norris, voldtog og myrdede i Californien sidst i 70'erne en række kvinder - og båndoptog deres handlinger. Da skuespilleren Scott Glenn senere skulle forberede sig på sin rolle i Ondskabens Øjne, tilbragte han nogen tid hos FBI, der bl.a. gav ham et indtryk af feltet ved at afspille en af mordernes optagelser. Glenn endte med at græde, og senere udtalte han, at han hidtil havde været modstander af dødsstraf, men nu genovervejede sin holdning.
I 80'erne var hjemme-videoerne på vej frem - også hos seriemorderne Leonard Lake og Charles Ng, der indspillede en makaber række af slagsen, mens verden stadig debatterede, om ikke de såkaldte snuff films (indspilninger af ægte mord) blot var en vandrehistorie ...
Trofæer
Inden for seriemorderforskningen er optagelser blot én type af trofæer eller souvenirs: f.eks. ofrenes kørekort eller forskellige legemsdele. Formålet er at genopleve nydelsen ved overgrebet. Man behøver dog ikke genstande - også genfortællinger kan gøre det.
Den sydafrikanske seriemorderforsker Micki Pistorius har beskrevet et tilfælde, hvor morderen blev seksuelt opstemt af sine egne tilståelser.
Hermed være ikke sagt, at der er et seksuelt motiv bag happy slapping. Det er dog klart, at denne type vold ikke handler om berigelse, men om nydelse. I det nævnte tilfælde, hvor en 13-årig pige blev voldtaget af to jævnaldrende, var der et seksuelt element, og det er muligt, at sex her spillede hovedrollen. Men der var også et stærkt element af tvang - af overgreb - som netop er et kerneelement i de tilfælde, hvor episoden 'kun' rummer vold. Fællesfaktoren handler om magt, om at overskride et andet menneskes grænser.
Det at nyde at krænke andres grænser og at udleve denne tilbøjelighed samt for-evige den på film, peger mod en veludviklet indre struktur for krænkning. Det er derfor ikke overraskende, at de samme overgrebsmænd slår til flere gange - altså udøver seriel vold på samme måde, som det kendes fra seriemord og serievoldtægter.
Er det 'bare' et ungdomsoprør, som nogle mener? Eller er de børn simpelthen onde? Det sidste spørgsmål er måske det vigtigste, og det er vigtigt at gøre sig klart, at psykologien i sin moderne form strengt taget ikke anerkender begrebet 'ondskab', fordi dette kræver en art moralsk valg à la Richard III. Virkeligheden ser anderledes ud. I nogle få tilfælde skyldes 'ondskab' det, man kunne kalde for en apparatfejl - en defekt i hjernen som hardware, sket enten som genetisk afart eller som skade. Her vil normal indlæring alligevel have svære kår - på samme måde som et godt computerprogram har svært ved at virke ordentligt, hvis der er noget galt med processoren.
I de fleste tilfælde handler det - for nu at blive i billedet - om software. Den menneskelige hjerne er evolutionens flagskib, bygget til at sikre, at personen overlever bedst muligt og mest muligt. Det betyder, at et barn, der vokser op i en normal familie, vil gøre normale erfaringer: at man bliver trøstet, når man er ked af det; at man ikke slår på andre etc.
MEN: Hvis forældrene svigter (groft!) gang på gang, udøver grov vold (mod hinanden og/eller mod barnet) og så fremdeles, lærer barnet nogle andre ting: at man ikke kan stole på andre, at der ikke er nogen, der tager sig af én - og farligst af alt: at verden består af stærke og svage, af tabere og vindere ("and don't get caught on the wrong side of that line", som Spring-steen synger).
Hvis verden består af stærke vindere og svage tabere, får barnet en tro på, at det er bedre at være krænker end at være offer; og når det sker, vil det jævnligt søge at krænke andre, specielt hvis det fem minutter før er kommet til at opleve sig selv i offerrollen.
Et fint eksempel fra fiktionens verden i Good Will Hunting: i slutningen af filmen, hvor den lysende begavede og trodsige unge helt omsider kommer ind til kernen bag sin væremåde, viser det sig, at hans mest dominerende barndomsminde er fars utallige tæsk. Han beretter, at han altid fik valget mellem skruenøglen, bæltet og bøjlen. Vor unge helt valgte overraskende nok altid skruenøglen - 'cause fuck him, right?'. Med andre ord: ved at vælge skruenøglen - det farligste redskab - til sin egen afstraffelse, kunne han være sej på en måde, som satte ham ud af offerrollen og derved berøvede hans krænker en del af krænkermagten!
Denne logik fører til, at personen ikke finder sig i fornærmelser, men hellere afsoner en betragtelig fængselsstraf - for derved undgår han at føle sig lille i den givne situation. Og når kammeraterne ser og komplimenterer dette, fortæller de indirekte krænkeren, at han er en krænker og ikke et offer. Interessant nok giver chokerede avisartikler samme effekt: når overgrebsmanden her skildres som en farlig forbryder, understøttes han i sin opfattelse af sig selv som ikke-offer. Og da dette mønster er en opvækstindlæring, er han ikke i gang med et ungdomsoprør, men med en fuldbyrdelse.
Opsamlede erfaringer
Den primære drivkraft her er en læreproces - sindets brug af opsamlede erfaringer. Hvis barnet entydigt lærer denne beton-darwinistiske lektie, bliver resultatet en veludviklet krænker-mentalitet. Modvægten er de såkaldte 'beskyttende faktorer': den rare lærer eller den gamle nabokone, som byder på en snak og en kop kakao, når barnet sidder alene på trappeafsatsen. Et krænket barn lærer således, at fanden tager de sidste, hvis det kun har fået stærk-svag-indlæring; men af omsorg kan det også lære, at der udover krænkning og lidelse også findes venlighed og uegennytte i denne verden og derved fatte sympati og omsorg for andre ofre frem for at udnytte/krænke dem.
Hjernen er som sagt bygget til at sikre, at vi overlever bedst muligt - blandt andet via en tilpasningsdygtighed, som gør, at den enkelte person lærer at overleve i ethvert opvækstmiljø og viderefører denne indlæring til resten af sin tilværelse.
Happy slappers kan ses som den milde ende af den store gruppe af tillærte krænkere, hvor den mest markante gruppe udgøres af seriemordere og krigsforbrydere, og hvor det er centralt at huske, at alle krænkere begynder deres liv som ofre. De er ikke James Bond-skurke, men gør, hvad de har lært var overlevelsesegnet i deres opvækstmiljø. Andre erfaringer ville have - og vil have - andre indre programmer til følge.
Børn præges uophørligt af alle deres daglige miljøer - lige fra hjemmet over skolen og SFO'en til rideklubben. Adfærdsproblemer - også vold - kræver derfor indsats på mange fronter og i velafstemt omfang: lige fra rådgivning til forældre, skole og sportsklub over heldagsskole og terapeutisk indsats til døgnanbringelse i en årrække. De tunge tilfælde kræver en stor og langvarig indsats, for den nyeste hjerneforskning fortæller os, at hjernen ligesom et sæt muskler former sig efter sin træning. En tennisspiller med en to-hånds-baghånd har således mere ens arme end en tennisspiller, som helt og holdent kun bruger sin ene arm til at slå med. Og en hjerne, som er trænet i samspil med og omsorg for andre, er meget stærkere på dette felt end en hjerne, som næsten aldrig er blevet motioneret, når det kommer til varm, menneskelig gensidighed.
Men: Hvis ingen børn under opvæksten lærer at vælge mellem offer og krænker, vil vi spare megen menneskelig lidelse og mange kroner til kriminalforsorgen. Thi for menneskesindet gælder også den gamle vittighed fra computerprogrammeringen: 'Garbage in, garbage out'!
Psykolog Christian A. Ferrer er cand.mag. og pæd. psych. og arbejder som klinisk psykolog. Har tidligere forsket i seriemord og anden seriel voldskriminalitet
