Læsetid: 4 min.

Det harske smørhul

22. juli 1999

NÅ, man er rigtigt nok kommet herop for at lune sig i vores lille smørhul, hvad?". Ordene kom fra en grånende dame omkring 65 år i en helt almindelig skobutik i den lille jyske by Odder. Fuld af foragt stirrede hun på tre teenagepiger med tørklæde om hovedet, der gik og prøvede sko.
"Ja, det er nok rigtigt rart sådan at komme til et land, hvor man ikke behøver at arbejde for at få penge, hvad?" fortsatte den ældre dame. Piger talte lavmælt sammen, og vendte sig væk. De gik over i den anden ende af butikken. Men den ældre dame gav ikke op.
"I tænker jo ikke på, hvem der har betalt for det hele, vel?" sagde hun med forargelse i stemmen, vendte sig og knejsede ud af butikken, som havde hun netop gjort noget, hun burde være stolt af. Det var hun uden tvivl.

Scenen ovenfor udspillede sig for et par år siden. Det er bare en lille oplevelse af den slags, der gør en i dårligt humør resten af dagen. Ligesom når man hører om iranske asylsøgere, der udvises af Danmark for at blive arresteret og forsvinde, når de kommer til deres hjemland.
Midt i agurketiden er det tilsyneladende blevet for meget for CD's Peter Duetoft. Han har startet et korstog mod Udlændingestyrelsen og andre myndigheder, der efter hans mening administrerer udlændinge- og integrationsloven alt for stramt.
Set herfra virker det på en gang prisværdigt og skinhelligt. Det er på høje tid at få debatten. Men Duetoft retter alene sit skyts mod myndighederne og regeringen. Lovene er fine nok, forklarer han og frikender Folketinget.
Det ville også være et alt for velrettet skud i egen fod. I de sidste fem år har Folketinget vedtaget godt ti stramninger af lovene for asylansøgere og andre udlændinge i Danmark - med CD's stemmer bag hver gang.

Retten til asyl en af de grundliggende menneskerettigheder, som et flertal af danske politikere tidligere har respekteret.
Da man ikke direkte (i hvert fald ikke indtil Integrationsloven blev vedtaget sidste sommer) har ønsket at bringe sig på kant med de menneskerettigheder, Danmarks regering gerne prædiker for andre lande, kan man ikke afvise alt for mange af dem, der søger asyl.
I stedet har man afskåret en række mennesker fra at komme til Danmark. Så slipper man meget bekvemt for at tage stilling til, om de har ret til ly for forfølgelse hos os. De bliver nogle andres problemer.
Til det formål har danske politikere indført visumpligt for en række lande. Og danske politikere har vedtaget, at flyselskaber, færgeruter og andre, der bringer udlændinge uden pas og visum til landet skal straffes. De får en bøde for at belemre Danmark med en uønsket udlænding, uanset om denne har ret til asyl eller ej.
Og når udlændinge skal sendes ud af landet, er det så magtpåliggende at få dem af sted, at Den Almindelige Danske Lægeforening for nylig skarpt angreb politiet, der står for udsendelserne. En ung iraner blev sat på en flyver, to timer efter han havde forsøgt at begå selvmord ved at skære pulsårerne i sine håndled over med et barberblad.

Dette sker ikke, som Peter Duetoft hævder, på grund af fremmedfjendske embedsmænd, der går ud over loven.
Det er et flertal af Folketingets politikere, der har bestemt, at Udlændingestyrelsen skal skønne, om hver enkelt asylsøger har ret til ophold. Og det er samme flertal, der med en række stramninger bestiller en strammere praksis over for asylsøgere, så heller ikke tvivlstilfælde kommer dem til gode. Hellere en for meget ude end en for meget inde er det fremherskende princip nu.
Et flertal af Folketingets politikere har i lovgivning og tale (med god hjælp fra pressen) gang på gang sendt et budskab om, at udlændinge generelt og asylsøgere specielt snyder alt det, de kan, hvis de ikke er direkte kriminelle. Vi skal have så få inden for døren som muligt.
Det er en bestilling på en fremmedfjendsk holdning, som både gamle damer i Odder og Udlændingestyrelsens jurister kan finde ud af at tolke.
Som Amnesty Internationals generalsekretær i Danmark, Lars Normann Jørgensen, gjorde det i en kronik i Politiken i går, er det efterhånden på sin plads at slå fast, at det ikke er kriminelt at søge asyl.

Men lad nu Peter Duetoft få den fordel af tvivlen, som ikke kommer asylsøgere i Danmark til gode. Han lader faktisk til at være en af de politikere i Danmark, der reelt har et humanistisk sigte med sit virke.
Måske har han bare fået øjnene op for, hvad det egentlig er for en behandling af udlændinge, han sammen med Folketingets flertal har været med til at bestille af Udlændingestyrelsen m.fl. i de seneste år. Lad ham ikke blive den sidste politiker, der finder ud af, at Danmark ikke er et smørhul, det er rart at lune sig i for asylsøgere. Det er harsk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her