Læsetid: 4 min.

Harvard-professor vil være Canadas premierminister

Menneskeretsfilosoffen Michael Ignatieff går ind i politik. Under Canadas valg i dag stiller han op i en arbejderkreds i Toronto til parlamentet. Hans endelig mål er landets højeste embede
23. januar 2006

CAMBRIDGE - Rygterne startede sidste sommer. Harvard-professor og menneskeretsfilosof Michael Ignatieff ville skifte karriere og prøve at følge i Pierre Trudeaus fodspor som Canadas liberale og intellektuelle premierminister fra 1968 til 1983.

Som Trudeau er Ignatieff en kendt forfatter, intellektuel og debattør. Begge fik en grad fra Harvard. Begge studerede i England. Den store forskel er, at Ignatieff har tilbragt størsteparten af sit voksne liv i udlandet - først i USA, dernæst i Storbritannien og tilsidst i Boston, hvor han var leder af Carr Human Rights Center på Harvard i 2000-05.

I de sidste seks uger har den høje, flotte og karismatiske Ignatieff sjokket rundt i en kold og blæsende valgkreds på Torontos forfaldne søpromenade i et forsøg på at overbevise 80.000 vælgere om at stemme på ham som regeringspartiet de Liberales kandidat til parlamentet i hovedstaden Ottawa.

Hvad får den noget indesluttede og private Ignatieff til at springe ud i Canadas barske og uforsonlige politiske liv? Spørgsmålet kom fra hans chef - dekanen for Harvards Kennedy School of Government, David Ellwood - under et afskedsinterview en aften i december. "Det spørger jeg mig også ofte om," lød svaret.

"Her til morgen stod jeg uden for en undergrundsstation i Toronto. Termometret var nede på minus 25 grader celcius. Min medierådgiver irettesætter mig hele tiden. Sid ret op! Lad vær med at lave grimasser! Kig ikke op i loftet! Giv præcise svar på spørgsmålene! Så i morgen skal jeg på mediekursus for aspirerende politikere."

Gennem mediemøllen

Michael Ignatieff har fået en usædvanlig hård behandling i de canadiske medier. Han er blevet kaldt en faldskærmskandidat - én stjerne kåret af sit parti til at vinde i en kreds, som han og den ungarskfødte hustru er flyttet ind i for nogle måneder siden. Han er blevet udskreget som 'amerikaneren', der støtter George W. Bushs upopulære krig i Irak.

Blandt 10.000 ukrainsk-canadiske vælgere i kredsen Etobicoke Lakeshore opfatter man Ignatieff som 'russofil'. I hans bog Blood & Belonging fra 1995 kan nogle sætninger tages som udtryk for forfatterens mulige forudfattede holdning til ukrainsk nationalisme, men kritikerne har klart revet citaterne ud af et bredere argument om vanskelighederne ved at skabe en ukrainsk stat efter mange års sovjetisk undertrykkelse.

Ignatieffs russiske aner er glansfulde. Hans farfar greve Paul Ignatieff var zarens sidste uddannelsesminister. Han farmor prinsesse. Hans oldefar indenrigsminister. Hans russiskfødte far George Ignatieff var Canadas ambassadør i Jugoslavien, FN og NATO. På den mødrende side nedstammer Ignatieff fra Canadas kendte akademiker og forfatter George Monro Grant.

Menneskeretsfilosoffen Ignatieff er endda blevet beskyldt af en muslimsk canadier for at støtte visse former for tortur mod terrormistænkte. Igen er citatet fra bogen The Lesser Evil, Political Ethics in an Age of Terror (2004) blevet taget ud af sammenhængen. Ignatieff har på det heftigste taget afstand fra USA's dubiøse afhøringsteknik.

Politisk opbakning

Sejr i Toronto-kredsen er langt fra givet. Valget til Canadas parlament finder sted i dag og alle meningsmålinger forudsiger et nederlag til den liberale premierminister Paul Martins halvandet år gamle mindretalsregering. Stephen Harpers konservative parti står overraskende til at vinde flest stemmer og spås at ville danne en mindretalsregering i samarbejde med Bloc Québécois - det fransk-canadiske løsrivelsesparti.

Det ville være første gang siden konservative Brian Mulroneys nederlag i 1993, at toryerne vinder regeringsmagten. Men mindretalsregeringers gennemsnitlige levetid i Canada er sædvanligvis 18 måneder.

"Hvis Ignatieff vinder en plads i parlamentet og Harpers konservative danner regering, vil han utvivlsom søge posten som de Liberales oppositionsleder," siger klummisten Michael Posner fra Toronto Globe & Mail.

Premierminister Paul Martins regering faldt under et tillidsvotum i december. Årsagen var en korruptionsskandale i provinsen Québéc, der involverede det Liberale parti. I tilfælde af nederlag ved dagens parlamentsvalg, antages det, at Martin vil træde tilbage. Udover Ignatief vil Canadas ambassadører i FN og i Washington sandsynligvis stille op.

"Det bedste scenarie for Ignatieff er, at han selv vinder, mens partiet taber. Hvis de Liberale mod alle forventninger alligevel vinder, kan han regne med at blive udenrigsminister eller noget lignende," spår Posner.

Menneskeretsfilosoffens bratte skifte til en politisk karriere er ikke sket på hans eget initiativ. For halvandet år siden blev han kontaktet af fremtrædende ledere i det Liberale Parti og lovet finansiel og politisk opbakning til en valgkamp i Toronto. Budskabet var, at hvis han vandt, ville vejen til partileder være åben.

Ignatieffs generalieblad er uomtvisteligt imponerende. Under de Liberales partikongres sidste år holdte han en vel modtaget hovedtale, hvori han viste sit format som en politiker, der i Trudeaus tradition forstår liberale ideers tiltrækningsevne. Under Ignatieff vil canadierne utvivlsomt blive opmuntret til at tænke store tanker om individets frihed, identitet, fællesskab, kollektivt og etisk-moralsk ansvar i deres løst sammenhængende føderation.

Udadtil ville Canada genvinde en så skarp profil, som landet havde under Trudeau. Det er i hvert fald mange liberale lederes drøm.

Men først skal Ignatieff vinde i Toronto, dernæst skal han overvinde mange canadieres skepsis over for hans tilhørsforhold til Canada efter 30 år i udlandet. Hans støtte til Irak-krigen og præsident Bushs spredning af demokrati i Mellemøsten vil også komme under lup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her