Læsetid: 4 min.

Hastværksregering

11. december 2001

FOLKETINGETS formand, Ivar Hansen, forsvarer i Politiken den fremgangsmåde, regeringspartierne i forlængelse af Venstres valgkamp synes at praktisere i regeringens første 100 dage. Netop de ’100 dage’ er – som så meget andet i denne åbenbart foretrukne politiske stilart en ren fiktion kopieret fra Amerika og statsministerens forbillede den frenetiske Tony Blair. I denne disciplin, flittigt styret af hensynet til den populistiske effekt, gælder det frem for noget om at udvise dynamik og vilje inden næste valg – eller bare inden næste tv-avis.
Ivar Hansen, der ellers har haft et godt øje til lovjaskeri og taler imod overfladiskhed i Folketingets arbejde ved festlige lejligheder, bærer altså i den foreliggende situation over med en regering, som står ham nær, og mener, at det trods alt er politikerne, hvilket også vil sige regeringen, der har skoen på. Politikerne véd jo, hvornår det er forsvarligt at gennemføre lovene. Mener altså formand Hansen. Lovjaskeri er noget, andre begår. Berørte faglige institutioner og enkeltpersoner, som vel at mærke også har skoene på, løfter allerede nu deres advarende røst mod en række initiativer, regeringspartierne vil mase gennem Folketingets lovkværn.
Den konservative Helge Adam Møller supplerer folketingsformandens forklaring på hastværket: »Det er ikke anderledes end forældre, der ser deres barn falde i et vandbassin, og heller ikke tøver med at gribe ind.« Hermed sigter de konservatives vismand med speciale i uindlysende metaforer til terrorpakken, skønt han skylder at forklare, hvorledes et ufuldstændigt eller uforsvarligt kritisabelt lovgrundlag vedtaget i hast skulle kunne hindre terrorhandlinger på dansk eller udenlandsk grund.

MÅSKE MEDREGNER i sin forklaring K-retsordføreren, der tilsyneladende må finde sig i forsinkelser for terrorlovene fra et flertal uden om regeringen, undervisningsministerens nyligt bebudede afskaffelse af gratis modersmålsundervisning. Et indgreb der ifølge konsulteret ekspertise i ind- og udland direkte skader integrationsbestræbelserne. Måske sigter de konservatives ordfører til hash-klub-loven, der er i konflikt med retssamfundets almindelige uskyldsformodning. Eller til sider af lejelovgivningen der specielt rammer fremmede befolkningsgrupper. Eller til forslaget om bekæmpelse af alvorlig ungdomskriminalitet der tjener til at skærpe sanktionerne før domfældelsen, og uden retsgarantier. Måske H.A. Møller også har forslaget om strengere straffe for voldsforbrydelser i tankerne – trods alle undersøgelsers udsagn om skærpede sanktioners ugunstige effekt på såvel retssikkerhed som resocialisering af de kriminelle. Men hvad betyder indvendinger, når man har flertal og travlt.
Det er lovgivning inden for de følsomme områder, som Center for Menneskerettigheder i en rapport kritiserer lovgiverne for at ville forcere uden hensyn til god statsskik og kvalitative mindstemål. Den opmærksomme læser vil her bide mærke i, at kritikken ikke blot rammer den nye tju-bang-regering, hvis medlemmer ifølge førstemanden ikke skal tro, at de bare kan fise den af på bagsædet af ministerbilen. Den rammer også det afgåede hold, på hvis skuldre ansvaret for flere hastige bestemmelser – ikke mindst på udlændingområdet – i sandhedens navn må lægges. Dermed er klart sagt, at den tidligere regering har sin væsentlige del af skylden for hovsa-love dikteret af øjeblikkelig angst for en stemning – ofte pisket frem af få oppustede enkeltsager i pressen og visse redebonne publicisters medløberi. Ingen nævnt. Alle husket.

DET BEKYMRENDE er i og for sig ikke, at en regering og et flertal laver lovjask. Det kan man som anført finde eksempler på. Det bekymrende er den grad af arrogant, determineret sorgløshed, hvormed de nye regeringsfolk både før og efter tiltrædelsen bekender sig til kunstarten. Uden først at ville høre sagkyndige her og der eller seriøst registrere, hvad udlandet eventuelt har at sige, bralrer ministrene op, som om de for længst er dybt fortrolige med deres porteføljer, og sender embedsmændene på overarbejde for at leve op til de selvpålagte krav inden for de 100 dage. Som en parodi på Amerika eller som om det danske samfund var en mindre privat virksomhed kontrolleret af et aggressivt, halvstupidt konsulentfirma.
I regeringen dyrkes dertil et uklædeligt ubehag ved andres afvigende meninger. Således brokkede kulturministeren sig over kunstnerne i en LO-betalt annonce, der advarede mod en regering baseret på det ekstreme højre. Kunsterne skulle ifølge Brian M. bare klappe i, for de har ikke forstand på politik.
Endelig føjer sig til det øvrige regeringens parlamentariske grundlags ringeagt for holdninger hinsides grænsen. Dansk Folkeparti ønsker næppe terrorpakken til høring på grund af internationale hensyn, snarere fordi partiet afskyr EU.
Hastværk uden skelen til retskulturens og andres opposition ude og hjemme er ikke alene til skade for Danmarks omdømme, men ødelæggende for kvaliteten af lovgivningen.
Denne må og skal til stadighed tage meningsfuldt bestik af den ydre verdens fordringer, erfaringer og gode råd. Magtfuldkomment lovjaskeri uden vilje til bred debat er udtryk for ringe politisk håndværk, hvad sundhedsministerens tilsyneladende tabte sag om privat sygeforsikring i kommunerne er glimrende udtryk for. Hvilken trøst i armoden!

mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her