Læsetid: 4 min.

Havel på Slottet

22. januar 1998

I DE KOLDE decemberdage for godt otte år siden samledes euforiske menneskemasser på Prags centrale plads, Vaclavske Namesti, og nærmest bar Charta 77-aktivisten, digteren og dramatikeren Vaclav Havel til magten under råbene: "Havel na hrad! (Havel til Slottet!).
Onsdag aften blev han genvalgt til en ny fem-års periode som præsident - men først i anden omgang og med hiv og sving. I konkurrence med to politiske letvægtere, gammelkommunisten Stanislav Fischer og den ultra-højreorienterede fremmedhader Miroslav Sladek, manglede Havel 10 stemmer i parlamentets Underhus og to stemmer i Overhuset for at nå det krævede flertal.
Først i anden valgrunde, da de to modkandidater var elimineret og Havel kun behøvede et simpelt flertal blandt de to kamres samlede parlamentarikere, lykkedes det at få genvalgt præsidenten - med en margin på fem mandater.
Som Overhusets formand, Petr Pithart, resigneret udtrykte det om sine med-parlamentarikere: "Vi er nok ravende skøre, men heldigvis ikke alle sammen og ikke på samme tid".

FOR UDENFORSTÅENDE er det tjekkiske parlaments manøvrer svære at forstå. Med sin dissident-baggrund, sin "hjertets dannelse" og sin eminente forståelse af magtens væsen (bl.a. udtrykt i hovedværket "De Magtesløses Magt" fra 1978) synes Vaclav Havel at være den ideelle præsident.
Havel fik ikke mange formelle magtbeføjelser i den forfatning, som først og fremmest hans gamle medkæmper og senere rival Vaclav Klaus strikkede sammen. Senere - med Tjekkoslovakiets deling - mistede han også det halve kongerige.
Men den selvdefinerede opgave som landets øverste moralske autoritet har Havel taget på sig - bl.a. i de radiotaler, som præsidenten lader udsende fra Slottet hver lørdag og som han - i modsætning til et os nærtstående statsoverhoved - ikke behøver at lade redigere af en nøjeregnende regeringschef.
Her får tjekkerne at vide, hvad Havel mener om de mange sigøjnerdrab og andre tegn på fremmedhad, som også er en del af virkeligheden i det på overfladen så gemytlige Tjekkiet, han angriber den "grådige materialisme", som i markedsreformernes navn har afløst den centraldirigerede økonomi, og han taler om nødvendigheden af at skabe ikke-statslige relationer og fælleskaber, et civilt samfund.
Når Havel så oven i alt dette både er en statsleder med stor international gennemslagskraft og har sørget for at bevare kontakten med "jævne folk", bl.a. ved fortsatte besøg på ølknejper og jazz-klubber, ja, så er det svært at finde begrundelser for den modstand - ja, måske endda had - som onsdag aften førte til parlamentets ydmygelse af Havel.

MODSTANDEN MOD Havels genvalg har flere aspekter. Den kan være en reel bekymring for, om mandens helbred - han blev trods alt kræftopereret for godt et år siden og har været hospitalsindlagt to gange siden - kan holde til endnu fem år ved magten.
Mere fundamentalistisk religiøse kredse mener, at præsidentens giftermål med en dengang 43-årig skuespillerinde mindre end et år efter, at hustruen gennem 32 år var død, ikke sømmer sig for nationens førstemand.
En del af modstanden skyldes, at Havel især på det seneste har udstrakt sin enorme autoritet til også at omfatte direkte intervention i det politiske liv. I den regeringskrise, der opstod, da ministerpræsident Vaclav Klavs i november måtte gå af som følge af en korruptionsskandale, har Havel ifølge kritikere ikke alene balanceret på kanten af sine forfatningsmæssige beføjelser, men overskredet den.
Havel pressede ikke alene på for at fremtvinge Klaus' afgang, han udtalte sig senere særdeles kritisk om Klaus' resultater under dennes seks-årige regeringstid, han fik centralbankdirektør Josef Tosovskij til at danne en midlertidig regering, og han overtalte endda fire fremtrædende medlemmer af Klaus' parti, ODS, til at indgå i denne regering - og fremkaldte derved en partisplittelse.
Alt dette har Klaus og de resterende 39 ODS-medlemmer i det tjekkiske parlament ikke glemt - derfor magtdemonstrationen over for Havel.

MEN MODSTANDEN mod Havel er oven i alt dette også et udtryk for, hvor dybt den politiske, økonomiske og moralske krise har ramt et land, der for blot et år siden var Central- og Østeuropas succeshistorie og selvfølgelig første-kandidat til Europas eftertragtede klubber, EU og NATO.
Det politiske livs centralnervesystem synes lammet, alle vogter på alle, og selv ikke den midlertidige regering, der har som vigtigste opgave at varetage de første indledende forhandlinger om medlemskab af NATO og EU før det planlagte nyvalg til juni, synes at kunne dannes.
Klaus' ODS-parti obstruerer, og det store oppositionsparti, socialdemokraterne, stiller betingelser om, at den nye regering stort set intet vigtigt må foretage sig før valget.
Resultatet kan meget nemt blive gentagne mistillidserklæringer, politisk handlingslammelse og mildt sagt forvirret signalgivning til det Europa, der længe har opfattet Tjekkiets integration som en given sag.
Men der er håb. Havel blev genvalgt trods alt. Meningsmålinger tyder på, at Tjekkiet efter valget vil få en arbejdsdygtig centrum-venstre regering, baseret på socialdemokraterne og et af de nuværende regeringspartier, De Kristelige Demokrater. En alliance mellem by og land, som bør være i stand til at balancere fortsatte økonomiske reformer med de nødvendige sociale hensyn. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her