Læsetid: 7 min.

Havets paradoks og Hamlets

I år er det Odin Teatret, der har fået opgaven at fortolke Hamlet på Kronborg. Teatrets leder Eugenio Barba fortæller her om de betragtninger, han har gjort sig omkring valget af Saxos Ur-Hamlet frem for Shakespeares version. Der er ingen af de eksistentielle spørgsmål med deres patos: kun den paniske angst for virkelige og formodede fjender, den nøgne magtkamp, rænkerne og massakrerne
17. juli 2006

En rigtig bog, skrev Jorge Luis Borges, at den italienske digter Ludovico Ariosto havde sagt, skal indeholde Østens solopgang, Vestens solnedgang, århundreder, våben og havet - denne afgrund, der adskiller og forbinder.

Udsagnet gælder ikke kun de store værker, som Borges, en moderne Tiresias, talte om, men også kulturer - hvis vi da ikke betragter dem som statiske universer - der bevæger sig mod hinanden for nu og da at kollidere dramatisk.

Kulturer skjuler en endeløs strøm af sammenføjninger, efterligninger og udvekslinger. En kulturs enhed er et væv af modsigelser, der kun fastholder sin identitet, hvis den er i stand til at leve i forandringerne og modstå de spændinger, der opstår.

Men - spørger jeg mig selv: Hvorfor våben? Da jeg var 30 eller 40 år gammel, ledte de 'våben', som Borges sammenstiller med 'århundreder' og 'havet', mine tanker hen på Orlando furiosos og Rolandskvadets helte.

Nu, da jeg nærmer mig de 70, fremkalder Borges' ord ikke længere de gamle legender, men min egen tids krønike, de begivenheder, jeg dagligt kan læse om i aviserne eller se udspille sig i fjernsynets levende ligegyldighed mellem et talkshow og kommentarerne til en fodboldkamp.

Et land ved navn eksil

Jeg vedkender mig ikke denne tid som min. Jeg ønsker - og værdsætter - en anden måde at leve tiden på. Måske er det en illusion, men det land, jeg bor i, tillader mig at opretholde illusionen. Jeg har ofte spurgt mig selv, om mit land kan fremhæves som et eksempel, eller det blot er en undtagelse.

'Undtagelse' antyder noget enestående, men ordet har en bitter smag, for jeg ved, at undtagelsen i sidste ende bekræfter den selv samme regel, som den modsætter sig.

For at undgå retorik og bitterhed siger jeg til mig selv: mit land kan defineres som et frivilligt eksil. Det land, jeg bor i, er teatret.

Men også betydningen af ordet 'teater' må afklares. Der findes teatre, som består af bygninger. De overlever beboerne og bevarer deres identitet gennem generationer. Og så er der andre teatre, hvis identitet ikke afhænger af mursten. Deres arkitektur udgøres af mennesker. De kan ikke arves eller fyldes med nyt indhold. Det er teatre, som består af beboernes sammenflettede veje, og når de ikke længere er i bevægelse, mister teatret sin genkendelige profil, sit hus.

For eksempel ville dét, at Odin Teatret skulle fortsætte uden de mennesker, som grundlagde det, og som stadig holder det i live, være lige så selvmodsigende for mig som at hævde, at en knytnæve stadig er der, når hånden har åbnet sig.

Sådan er det land, jeg bor i: lille - og dog vidt udstrakt. Indbyggerne er spredt over flere kontinenter, fjernt fra hinanden, meget forskellige, men knyttet sammen af solide, elastiske og dog skrøbelige bånd, som trådene i et spindelvæv. Til tider er vi få, bare tre, fire, 15 personer. Andre gange er vi flere og bruger tid, energi og penge på at kunne samles i to dage, en uge, en måned. Så skilles vi igen og vender hver især tilbage til den ikke-isolerede ensomhed, som kendetegner os.

Sådan er mit lands paradoksale rum. At leve i eksilet, som var det et fædreland, er en selvmodsigelse, jeg har erfaret på min egen krop, og det er et sørgeligt tidens tegn, at det kan ligne en utopi. Men det er et tidens tegn, som har gentaget sig op gennem historien.

Teaterfaget har i alle lande og epoker, selv før det blev defineret som et håndværk, der producerer billeder og forestillinger, været kendetegnet som en profession i eksil - eller snarere som en eksilets profession.

Rødder i himlen

Teaterprofessionen er ikke længere hæmmet af sprogbarrierer. På trods af forskellene svejses den mere og mere sammen til ét, verdensomspændende, fagligt land. Men forskellighed er stadig teatrets grundstof.

At forskellighed i dag opleves som en dramatisk, historisk tilstand, hvis konsekvenser bekymrer regeringer og individer, bør ikke få os til at glemme, at den er det grundstof, som teatret altid har arbejdet med. Enhver, som vælger teatret som sin profession, må være i stand til at arbejde med sin egen forskellighed, udforske den og væve den om for at forvandle forhænget, der skiller os fra de andre, til et fascinerende, broderet slør, som de andre kan se gennem og den enkelte opdage sine egne visioner i.

Hvad er mine visioner? Jeg kender dem ikke, før et gyldent slør eller et glitrende spindelvæv fanger dem; før det fremmede ophører med at være mærkeligt og begynder at tale til mig med en stemme, som ikke er min, men heller ikke ikke min.

For en emigrant som mig, der påstår, at mine rødder er i himlen, er teater blevet et instrument, der kan bruges til at skabe møder og udvekslinger og overvinde gensidig ligegyldighed med. Gennem dets teknik kan man få relationer til at opstå, modarbejde ensartetheden og bygge broer.

Lyset er krystalklart her i Helsingør, på denne augusteftermiddag. Verden omkring mig er et billede på fred, orden og bekvemmelighed. På sundet, mod Sveriges kyst, ses nogle fartøjer, som synes at sejle på hver sit tidsbånd: brølende motorer og robåde, sejlbåde til moderne kapsejladser og en gammel fregat, som stadig er i stand til tyst at dominere havet.

Kronborg, kongeslottet, strækker sig ud mod vandet med sine enorme vinduer og tårne.

De synes at være ens, men hvis man betragter dem nærmere, er hvert eneste forskelligt fra de andre. Omkring slottet bliver turistindustrien aldrig uforskammet.

Nede ved havnen serveres kølige, danske øl af høflige, marokkanske tjenere. Vi er i selve civilisationens hjerte og sidder bekvemt på vore håb.

Kunne du tænke dig at skabe en forestilling her? På slottet? På slottet eller - endnu bedre - i slotsgården.

Jeg kunne tænke mig at lave en forestilling som et kongeligt taffel, med dets luksus og dets gifte. Mens der uden for murene er gadehandlere, nysgerrige folk, gøglere, fyrværkeri og kanoner, der skyder med løst krudt. Og forestillingen inden for skal være- -Hamlet, selvfølgelig.

Saxo vandrer

Min ven Trevor Davis foreslår mig at instruere Hamlet på Kronborg. I århundreder har de eneste spøgelser, man har kunnet møde her, været teaterspøgelser. Da jeg træder ind i slotsgården, fører arkitekturen mit blik opad. Jeg får lyst til at befolke luften mellem de fire mure.

Deroppe vil Ofelia drukne i en flod, der flyder i tomheden under skyerne. En gammel biskop vil komme ud af kirkens fæstningstårn, og i stedet for "at være eller ikke at være" vil han udslynge en moderne prædiken. Hamlet vil være forfulgt og jaget af et kærligt Faderspøgelse, som ustandseligt forflytter sig i tomrummet over tilskuerne.

Dette er min civilisations knudepunkt: det store teaters og det lille Danmarks hjerte. Så hører jeg nogle hunde gø. De er mange og lyder bidske. Fortryllelsen fremkaldt af sundet og dets spejling af slottet hæves, og mørke lyn kløver det krystalklare augustlys. Skal der kun en banal hundegøen til, før jeg ombestemmer mig?

Historiens aktualitet har mange stemmer. Der er ingen gøglere tilbage omkring slotsmurene, og ingen aristokratisk fest. Ingen Shakespeare, men den nøgne magtkamp, rænkerne og massakrerne som beskrevet af den middelalderlige Saxo på sit elegante latin, som kun få af hans samtidige var i stand til at forstå. Ingen rædsel for tilsynekomster fra det Hinsides, ingen af de eksistentielle spørgsmål med deres patos: kun den paniske angst for virkelige og formodede fjender.

Jeg forestiller mig slottets beboere omsluttet af en bedragerisk sikkerhed. Jeg ser deres love for mig beskåret af retfærdighedens retorik og reduceret til rene magtrelationer i lighed med, hvad Machiavelli anbefalede sin fyrste, så simple og frataget al moralsk alibi, at forfatteren af sin samtid blev betragtet som en udsending fra Helvede.

Slottet trues, ikke af Fortinbras, men af rotter og fremmede. Beboerne jager dem med nådesløs kulde, rædselsslagne for pesten. De ser i disse elendige fremmede, der søger efter et sted at være, en fremtidig fjende, et tegn på en kommende belejring.

Dér vandrer Saxo, mellem Våbnenes lov og Lovens våben, i ensomhed, som en blind. Han havde engang beskrevet sit land som et broderi af vand, have og floder, op af hvilke de danske jorde hævede sig som indfattede juveler. Nu, i Helsingør, betragter og beskriver han, sarkastisk og hjælpeløs, det arkaiske barbaris genopståen i selve hjertet af ét af min kulturs historiske slotte.

Eugenio Barba er født i Italien. Han har været leder af Odin Teatret i Holstebro siden 1964. Hans Saxo-tolkning Ur-Hamlet med bl.a. balinesiske dansere og musikere spilles i Ravenna 20.-24. juli, 28.-30. juli i Holstebro - og på Kronborg fra 4.-13. august

Oversættelse: Anne Stigsgaard og Ulrik Skeel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu