Læsetid: 4 min.

Havfruehaleog lykkelængsel

Marie-Pierre Greves undersmukke havfrue er forelsket ind til marven af sine dyrtbetalte ben i John Neumeiers nysgerrighedspirrende nytolkning
20. april 2005

Næppe har Marie-Pierre Greve og Kenneth Greve danset smukkere sammen end i John Neumeiers ballet over 'Den lille Havfrue'. Næppe mere længselsfuldt, mere atletisk, mere personligt. Den undersmukke Marie-Pierre Greves lille havfrue bugter sine arme, som gled hun mellem bølgerne - lige så gerne på siden i ubekymrede sælvendinger som oprejst i søhestesus. Hun vifter beskyttende mod sin prins, smilende forelsket helt ind til marven af sine dyrtbetalte benspidser, der smerter som skarpe knive for hvert skridt-

Under hendes pandes muslingeperle stirrer hendes mørke øjne betagede op på den lige så underskønne Kenneth Greve. Hans prins springer drenget rundt i ubesværet spagat og stryger hendes pande, indtil han bryder sammen i ludende skulderbredde over sin splittelse mellem sit jordiske fornuftsægteskab og sit vandige kærlighedseventyr.

Neumeier har fået disse to fremragende verdensdansere til at overgå sig selv. Det er alt nok. Men Neumeier har samtidig kreeret en unik psykoanalytisk og eksistentiel helaftensballet specielt til Den Kgl. Ballet - lykkeligt langt fra Have PR-regimets tolkningstomhed. Bedst virker hans H.C. Andersen-tolkning i grebet omkring havet og jorden: At han scenografisk ved hjælp af Operaens ubegrænsede teknik skaber havet både set nedenfra og ovenfra.

Scenen viser både havfruen nede under vandet, hvorfra skibe kan ses som små ting højt oppe - og prinsen på sit skib på havets overflade. Hermed skaber Neumeier sit vante spændingsfelt mellem bevidstheden og underbevidstheden. Og hans tolkning bliver radikalt moderne: Havfruen bliver blot en uopnåelig drøm i prinsens længsel. Og havfruens tragiske eventyr bliver en selvopofrende kærlighed, der udvikler sig fra lykke til sindssyge.

Søskarpe sirener

Ikke alle ender mødes i denne tolkning. Måske fordi Neumeier samtidig også gerne vil indskyde en tredje person i dramaet, nemlig H.C. Andersen selv. Men ligheden mellem Neumeier og Andersen er påfaldende: kunstneren, der ikke kan forhindre ulykkerne i at ske for sine selvskabte figurer- Neumeier spejler sig i Andersen, ja, men også i den stumme havfrue, der sælger sin tunge og sin stemme til havheksen. Og Neumeier dvæler ved smerten. Og som Andersen skriver i eventyret: 'Havfruen har ingen Taarer, og saa lider hun meget mere'.

Neumeier har fjernet sig langt fra sin konkrete kærlighedshistorie 'Romeo og Julie' (1971) og også fra sin 'Amleth', der i 1985 var hans første nykreation for Den Kgl. Ballet. 'Den lille Havfrue' minder snarere om hans 'Odysséen' fra 1996: Her er også en masse vandbilleder med kvinder i blå-blå kjoler, der skrider fra damesiden mod kongesiden i søskarpe sirene-profiler og rygbølgerul.

Koreografisk trives Neumeiers legendariske slæbeløft og hans hånd-oven-på-hånd-symboler fortræffeligt under vandet. Og hans geniale bud på en havfruehale - to svirpende stofstykker for enden af fødderne - får benene til at halebugte sig så naturligt, at havfruen ser helt vanskabt ud, da hun får kvindeben. Og hvilken tilskuersmerte, da havheksen ruller hende ud af hendes havfrueskal - meter for meter af havsaltet silkehud-

Savklinge-klagen

Neumeiers koreografiske fokus er på havfruen og hendes prins. Korpset er derimod reduceret til folk i mønstre og slowmotion-grupper; særligt mændene må gennem endeløse sømandsdanse som i en ubekymret Jerome Robbins-musical.

Koreografien har dog svært ved ikke at virke overlegen i forhold til musikken. Den 32-årige, russiske komponist Lera Auerbachs partitur drømmer sig med ned i den våde underverden, men de balletmusikhistoriske referencer er lovlig tydelige. Havfruens lykketema er à la Debussy's En Fauns Eftermiddag fra 1894, og skibsløjerne for den endnu ubekymrede prins er som Bernsteins musik for Robbins's musicaldansere i 1940'erne. Fløjten er havfruens instrument, fulgt af violinerne, men også jaget af en savklingeagtig skæbnelyd, der klagende river slagtøjet med sig, skurrende og skrigende. Det er smukt og effektfuldt, men ikke sindsoprivende nyt.

'For første gang siden premieren på Caroline Mathilde i 1991 har Den Kongelige Ballet bestilt et helt nyt balletpartitur,' skriver Det Kgl. Teater i sin pressemeddelelse om John Neumeiers Den lille Havfrue. Og balletmesteren gentager udsagnet i forestillingens program.

Udtalelsen er slående for kompagniets mangel på egenhukommelse. For nej, det er ikke rigtigt. Det sidste nye helaftens balletpartitur, Den Kgl. Ballet bestilte, var Erik Norbys Legs of Fire til Flemming Flindts ballet delvist over H.C. Andersens eventyr De røde Sko i 1998. Detalje, jovist, men alligevel-

Kry krusninger

Den lille Havfrue er et stort værk med så mange kry krusninger, at det fortjener mere end et enkelt opførelse for en nysgerrighedspirret anmelder. Tror prinsen faktisk, at den friske klosterskolepige Henriette (danset med jordnær hollywood-kækhed af den smukke Gudrun Bojesen) er havfruen fra hans drøm? Og er Neumeier ude i en slags Svanesøen-tolkning, hvor han lader prinsen tro, at han lover troskab til sin elskede svane (læs: havfrue), mens han i virkeligheden sværger over for én, der bare ligner den rigtige kvinde? Eller skaber Neumeier snarere en parallel til Sylfiden, (skabt af Bournonville i 1836, altså samme år som Andersen skrev Den lille Havfrue), nemlig en historie om en mand, der er splittet mellem ægteskab og forelskelse i en overjordisk, uopnåelig kvinde?

Svar på sådanne spørgsmål vil kræve flere aftener i Neumeiers havfrue-verden - og dem, vil jeg glæde mig til. I hvert fald hvis jeg får lov at sidde oppe på Operaens etager og ikke i parkettet. Her skal man nemlig gå i ledtog med havheksen og både hugge tunger og hoveder af tilskuerne foran for at få udsyn til havfruens hale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her