På erindringens nethinde har jeg let ved at fremkalde billedet af Klaus Rifbjerg. Sådan har mange det. Han er overordentlig synlig, let kendelig ved markant fysiognomisk særpræg og stærk udstråling. Jeg ser ham i mange situationer, efterhånden i adskillige år og aldre, men især én kulisse er genkommende til ledsagelse af vandringer i hans reale verden af nærvær og i hans litterære univers: strandkanten. Lad mig begynde dér.
Det er for så vidt et anonymt billede, i betydningen mytisk, måske det allermest universelle, mennesket på kanten af landjorden foran det hav, hvorfra vi oprindelig opsteg. Skrællet for alt partikulært mellem to elementer. Men så kan billedet udstyres med en lang række lokale kendetegn af personlige og litterære oplevelser. Det kan være den hårde, flade sandstrand ved Kandestedernes Vesterhav med den store klitrække bagved og de lange dønninger foran. Stranden kan være besat af en kolonne af parkerede biler, parasoller og klapborde eller øde som en tidlig morgen, hvor jeg ser ham som den første af os vade ud og lægge sig bagover og skovle rundt som en bugvendt hval. Det kan være det lavere fjordvand ved Skansehage, længe før det har nået en anstændig temperatur, eller en sandgul lagune i den biscayiske bugt, indrammet af sorte klipper i et uendelighedsperspektiv. Præstationsbevidst er han altid et par meter længere ude end ledsageren. Men intet overmod, kun beruselsen ved den fysiske kontakt med det varende, det uudgrundelige dyb, moderskødet. Fosterlykken. Og så renselsen efter nattens mareridt eller mangel på begivenheder.
Det er en overskridelse af skellet, som strandlinjen står for. Vandringen i havstokken kalder billeder frem, som nedfældes i digt efter digt. Uroen, forventningen kan skabe figurer og synsforstyrrelser. I romanen Operaelskeren er hovedpersonen i sin krise et bytte for hallucinationer i en karakteristisk scene, hvor synet af et uidentificeret væsen rejser sig i strandkanten og nærmer sig billedets forkant, som var det et teater foran en stum sufflørkasse. Et ubevidst indhold, som ikke vil tolkes, dukker op. Der er overalt kræfter under overfladen, som presser på. I det berømte digt "Nultime" er scenen surrealistisk:
Bugten bespændt
som ville en hval i dens nøjagtige form
før sekundet var helt opbrugt
bryde igennem overfladeblyet
overfladen selv hvalskind med
udstrækning til synsranden i begge sider.
Tidsophævelsen fremkalder fantasmer af dunkel mytologisk, religiøs karakter. Digtet er en enorm udbygning af en urostemning under en skummel sommerdag, som minder mig om en fælles vandring langs Laholmsbugten i Halland. Den er ikke navngivet som visse andre rædselsvækkende scenerier af ophost fra våde dybder som i de hjemlige kanaler ved Refshaleøen. Det indhold finder man blandt de stort udfoldede konfrontationer i digtsamlingen fra 1960, som udmønter netop dette begreb og peger frem mod stadig produktive konfliktmønstre netop her ved 'skillelinjen'. Det er titlen på et digt fra Stranden (1976):
En skillelinje
ubestandig
fødende fortærende
mellem strandingsgods
nyt land
og katastrofer.
Sæt kursen herfra
styr mod horisonten
og se den synker
indtil nye skillelinjer
dukker op.
Nyt land
ny ubestandighed
men gemt i bølgeslagets vekslen
rytmen.
Odysseus lander altid
på sit hjemlands strand.
. Odysseus fra Amager hedder et udvalg af hans rejseskildringer (1981). Og enhver Rifbjerg-læser véd, at dértil vender han altid tilbage. Jeg kender ikke nogen, der har et så omfattende produktivt forhold til sin opvækst og en sådan hukommelsesrigdom, at barndomshuset verden er optegnet i hver en detalje. Vi er alle blevet bekendt med det totale inventar ned til mindste dørgreb i huset på Ingolfs Allé. Hvad sker der i kvarteret? spurgte han både i et Amagerdigt og i titlen på en roman. Det véd vi, registreret som det er, fragmenteret og forklædt i Camouflage (1961) og siden realistisk genopbygget i Huset (2000). Bøgerne er kun to af de mange måder, familiehistorien optræder på, når de karakteristisk vekslende eller forskudte synsvinkler tages i anvendelse.
Badeanstalten
Novellesamlingen Og andre historier (1964) er bygget op som en fortløbende aldersudvikling eller snarere punktrække, begyndende med det lille barns frøperspektiv. Men spørger man, hvad tilbageblikket er mest draget af, lyder svaret fra pubertetsdrengens mund: kønnet. Tiden ved skellet mellem barn og voksen er en indre strandmystik. Tag nu novellen "Badeanstalten" med dens fysiske skillevægge mellem kønnene og måling af ekstremiteterne. Eller dens ladede begyndelse:
Badeanstalten, som står på en masse indviklede træribber og pæle ude i vandet, er grøn, og man går ud til den ad en lang bro. Vandet helt inde ved land er lavt og bliver ved med at være det et stykke ud, men efterhånden bliver det dybere og ude ved badeanstalten er det nogle steder så dybt, at man kan springe ud i det på hovedet fra fem meters højde. Kigger man ned i vandet, der hvor broen begynder, ser man, at havbunden er ligesom rød og en lille smule smattet.
Omslaget på de to bøger, jeg har skrevet om Klaus Rifbjerg, En digter i tiden (1970 og 1991), er forsynet med hver sit fotografi af digteren, siddende med armene hvilende på knæene, dekorativt anbragt på en strand med lidt marehalm og en horisont, der illuderer store vidder. Samme positur, to livsaldre. Men på billedet af den da 60-årige digter ses på horisontlinjen over hans hoved noget grønt, der ikke findes ved havene, derimod på Amager Strandvej: badeanstalten Helgoland. Odysseus er vendt hjem.
Og dér i det helt enkle hverdagsliv kan vandet rummes i et glas:
Ræk hånden frem og lad
mig skænke dig et godt glas vand
helt gennemsigtigt klart og fint
helt køligt frisk og ligetil
det er til dig, min ven
ræk hånden frem
Berygtet for med mellemrum at skrive digte så komplekse, at mange giver op, mestrer han også den simple gestus og sproghandling som her i optakten til "Et glas vand" (Det svævende træ 1984). Efter den store modernistiske udfoldelse i 1960'ernes begyndelse var han den, der anslog en ny enkelhed i udtrykket til almindelig litterær efterfølgelse med Amagerdigte (1965). Senere titler som Fædrelandssange, Scener fra det daglige liv, Kort sagt og Knastørre digte fortæller om glæden ved det direkte udtryk, det ukomplicerede, ukunstlede, med et ord af egen tilvirkning: det 'fagtløse'.
Bordets glæder
Klaus Rifbjerg er ikke kun vanddrikker, men kender udmærket til bordets glæder af fast og flydende substans. Det begyndte i et oprør mod puritanismen og sparsommeligheden, som vi kendte den bl.a. under besættelsestiden med rationeringen af alt, hvad der smagte godt, og de fortsat traditionelle grå madvaner. Skuespilleren og gastronomen Mogens Brandt blev lidt af en inspirator med sine bøger gennem 1960'erne om Det gode bord og Køkkenglæder. Vores hustruer umagede sig på livet løs med Escoffier som stjernen, og måltider blev poetiske samværsformer.
Den generelt voksende velstand i de år gav sig også udtryk i litteraturen. Danske forfatteres kendskab til vinårgange og gastronomiske finesser steg betydeligt. I forfatterskabet er de mere end blot kolorit og livsstil, snarere symptomer og symboler i figurernes eksistentielle kriser, f.eks. i romanerne Operaelskeren og Vejen ad hvilken, som er en omvej værd for læseren som en rejse gennem hoteller og måltider. På rejserne i Europa har vi kørt langt for at finde de rigtige spisesteder. Frokosten er ikke et spørgsmål om grøftekanter og klapborde. Og blodsukkeret er hos den i enhver henseende nøjeregnende iagttager af fysiologien en sikker indikator for, hvornår det skal være. Og så tager lyrikken fat. I virkeligheden og i bogen. "Måske mest en livsform/vores egen/den jeg faldt for", står der om Krøyers frokostbillede Hip. Hip, Hurra i digtet "Skagen" fra Fædrelandssange (1967). Dér er indlevelsen total:
Det er mig der har malet
billederne på Skagens museum.
Jeg sagde til mig selv
der har du dit liv og så
begyndte jeg at male.
Jeg tror det startede med frokostbilledet
jeg blev så sulten
følte mig så hjemme.
Jeg malede Krøyer og Drachmann
Tuxen, Ancher - både hun og ham
og alle de andre
helt ned til Tørsleff.
Det var et mægtigt arbejde
men jeg havde det jo godt
så det var ikke noget.
Drachmann hjalp mig lidt
og Krøyer
vi talte meget
så
og drak en lille smule ...
For en tid siden hævdede en kunsthistoriker, at der var et mærkeligt felt i dette maleri, et utydeligt sted med konturerne af et ansigt, billedets uerkendte hemmelighed. En ukendt gæst. Ingen syntes at kunne løse mysteriet.
Men kan det være andre end Klaus Rifbjerg, som i den grad har indlevet sig i selskabet?
Et dannet menneske
Jeg har endnu et eksempel på hans overraskende tilstedeværelse eller gengangeri i kunsten. I 1991 udkom hans roman Rapsodi i blåt, hvis unge hovedperson, Sebastian Piil, er lidt af en martyrskikkelse. I en komisk scene optræder han i et skydetelt på Bakken som skive for brændende pile. Romanen hentyder til legenden om Sankt Sebastian, der under kristenforfølgelsernes tid i Rom støttede de kristne trods sin rang som romersk officer. Han blev henrettet, bundet til et træ og gennemboret af bueskytternes pile. Nogen tid efter var vi på en rundrejse i Spanien, og under vores besøg på diverse museer mødte vi gang på gang afbildninger af Sankt Sebastian i maleri og skulptur. Sidst på Prado-Museet i Madrid. Dér hænger El Grecos maleri af martyren. Lang og smækker står han nærmest elegant, bundet til sit træ og ynkværdigt pyntet med pile. Og så har ansigtet en besynderlig lighed med den unge Klaus' fysiognomi, som da jeg lærte ham at kende i 1955.
Ingen tvivl om, at han siden har gjort erfaringer om at blive beskudt som kunstner. Og i øvrigt ikke er ukendt med kunsten at afsende pileskud. Jeg måtte have et billede af denne konfrontation og hev kameraet frem og fik de to stillet side om side. Jeg glemte at slå blitzen fra, da jeg fyrede en optagelse af og fik hastigt skjult apparatet for en tililende mistænksom kustode. Vi skyndte os at ligne blaserte turister. Ligheden mellem Sebastian og Klaus var ikke nu slående, men som en slags dokumentation kan måske gælde Hans Bendix' maleri af den yngre Klaus Rifbjerg i lignende helfigur, dog tækkelig klædt. Men måske konstruerer jeg nu en tænkt lighed i opstillingen.
Ligheder, allusioner, referencer til anden kunst og digtning er almindelige i litteraturen, i stort om end tit i diskret omfang også hos Rifbjerg, endda en udbredt brug af religiøse, kristne symboler eller termer, skønt han langtfra er troende i så henseende. Men som del af en national og international kulturtradition spiller kristendommen en rolle som en grundfortælling, tit i dekonstrueret form. På rejser er det ikke let at lokke Klaus med ind i de dragende katedraler, og under vandringer i Cordobas mægtige moské har vi da også oplevet mere æstetisk fordybelse i det arkitektoniske søjlemirakel end i den bombastiske katedral, som de kristne har plantet midt i bygningsværket.
Alligevel er det lykkedes ham at vække begejstring hos visse fremtrædende og troende politikere. Kirkeminister Bodil Koch blev aldeles overvældet under læsningen af Camouflage, hvis orgelbrusende slutning påkalder førgennemleveren Jesus Kristus, så hun uden videre udnævnte Rifbjerg til 'vor tids Grundtvig'. Og da Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech læste hans 'tilfældighedsroman' Alea (2003), blev hun så begejstret over bogens brug af bl.a. vor nationale sangskat, at hun overrasket udnævnte ham til 'et dannet menneske'.
Modernister har et ufortjent ry for at være traditionsforagtere. Men hvem kan stå for skønheden og sindelaget i salmernes poesi. Broderligt sad vi side om side og sang Ingemanns "Nu titte til hinanden" ved Villy Sørensens begravelse i Sorgenfri Kirke. Døden er blevet et jævnligt samtaleemne.
Vi frøs med anstand under et besøg i knoglekapellet, der er knyttet til Como kirken i Faro ved Portugals sydkyst. Der stod vi en solhed dag i den lille bygning, hvis loft og vægge er beklædt med kranier og knogler, hentet i gråbrødreklostrets grave som ornamenter til et memento mori. Det var ikke svært at huske.
Elverpiger i brunst
Hukommelsen byder på et bedre billede af ungdom fra vores første møde, som fandt sted ved en Hvedekorns-fest i Peter Lieps Hus med Dyrehaven udenom. Da var vi meget yngre og slankere, med et vågent blik i lige højde og mange måltider og fester forude. Februar med kulde var det ellers, brunsttiden for længst overstået udenfor blandt hjortedyrene. Men der var elverpiger både ude og inde. Vi havde selv hver en med i fast forbindelse. Aftenen står i erindringen som en kongelig fest i Ekbatana trods den tarvelige menu. Og den debuterende Klaus var fuld af drøm og lys som i Sophus Claussens digt, i gang med at undfange et rim eller snarere en ny rimfri digtning.
Det var den første epifani.En af de mange følgende udspilledes i Jægersborg den næste sommer, i en villa, vi havde lånt. Klaus og Inge var rykket ind på 1. sal medbringende egne uundværlige senge, Kirsten og jeg holdt til i stuen. Også da var vi inde i venskabets tryllekreds og atter med en aura af brunst lige udenom, nu mere end anet. Ejerfolkets husassistent fik flere besøg af sin bokserven, og de bollede helt enormt, så det gjaldede gennem huset. Det var en ny og munter poesi anskueliggjort, en vågnende modernisme fuld af længsel, uro, varme og vildskab. Og ikke mindst humor til forskel fra tidens herskende smag i kunsten.
Jeg havde allerede fundet mit borgerlige job i skolen og var begyndt at skrive i Information, Klaus var i en søgende åbenhed mellem film og skriveri, arbejdede som assistent ved Minerva Film og tænkte i prosabaner i al uskyld. Igangsætningen var tydelig. Og det blev til noget.
Andenstemmen
En vigtig del af Klaus Rifbjergs udrustning er sammenhængen af instinkt og intellekt og en hastig reaktionsevne, en tilstedeværelse i sproget, som også omfatter kropssproget. Mange svømmeture har bevaret vivaciteten i begge. Hans aktionsiver søger sit mål og rammer plet, dér hvor det gør godt, men også hvor det kan gøre ondt at blive ramt, en iver, som er lysten, lystig og polemisk aggressiv, en virkelighedssans, der umiddelbart tiltrækker venskabelige følelser og skaber naturlige fjender. 'Menneskekonstatering' siger han i Camouflage.
Han er selv udmærker klar over 'andenstemmen' i verden og i vores bevidsthed, skræmmende og symbolsk skildret i digtet med denne titel i Stranden: "Mærkelige er de krabber/som fra havets bund/kravler op på vore tallerkener (-)", med den frygtindgydende slutning:
Kom så og æd mig!
Æd din egen libido!
Og når du spyr ved nattetide
hør så hvor jeg danser unaturligt
klaprende som skorpionen på sit bliktag,
kastagnetter over månestribens kulde.
Han har adgang til skrækkens groteske og selvmorderiske brunst i et sprogligt mineret område. Et dagligdagens strejf af andenstemme kan give sig udtryk i irritation, utålmodighed, vrede, hampre portrætter, rå og usødede festtaler, berygtede karaktermord på venner og bekendte i satirer og sommerskriverier i rollen som en ikke ufarlig overlærer.
Hans skrift indeholder skånselsløse selvbekendelser i karnevalets tradition - som faun, klovn og joker, som Harlekin Skelet, virrehoved, snyder og tvetulle. Det er hos dette generøse menneske en flerstemmig fortælling: at lade virkeligheden være fiktion og fiktionen gå helt tæt på virkeligheden. Dér lever Klaus Rifbjerg med sine egne registre neden under, tværs igennem og oppe over normen.
Han skiller vandene, og dønningerne er lange og varige, og der er løbet meget vand i den strand, han elsker og bruger. Dér hvor alt kan ske i havstokken, hvor bundgarnspælene bankes i, ballonerne bolmer og grønheden intensiveres som i digtene i Livsfrisen (1979). Hans prosa og poesi med deres oplevelsesmønstre flyttes, transplanteres, forvandler sig, dukker op i forklædninger og i hjertelig ligefremhed, mens højden udmåles i ophidsende syn af faldskræk og flyvemod. Men hans diktion bevarer sin identitet.
Det er digternes opgave at holde sproget rent, sætte det på prøve, drage omsorg for at det lever og overlever politikernes og erhvervslivets triste jargon. Måske har journalistikken og reklameverdenen leveret flere uudryddelige bonmots, men digternes bevingede ord kan give erindringen dybde, som besørget af bl.a. Ewald, Oehlenschläger, Grundtvig, H.C. Andersen, Kierkegaard, Sophus Claussen, Johannes V. Jensen, Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg. En resurse af identitet.
Klaus Rifbjergs hjemmefølelse i det talte sprog er let at høre. Gamle båndoptagelser minder en om Amager-klangen, som nu kun anes, slebet ned, men medtaget gennem danskens store sprogforskydninger i 1970'erne og videre frem. Hans kadencer og kursiveringer har afsmittende virkning. Sådan er energioverføringen, at man kan høre, hvem der omgås ham meget.
For hans store omgangskreds er det lidt af en opgave at vide eller opspore, hvor i verden parret Rifbjerg for tiden eller øjeblikket er. De holder én beskæftiget med deres mange opholdsadresser. Ringer man til Malaga, holder han måske foredrag i Holstebro, tror man at finde ham på Gyldendal, er han på jagt i Golden Valley. Når man hører, at de er i Kandestederne, sidder han i virkeligheden og skriver i Rørvig. Vi andre, der gennemlever uendelige måneder i vores lejligheder eller huse, må studse over forandringslystens bestandighed, omskiftelighedens disciplin, evnen til at skabe hjemlighed og udstrakt gæstfrihed, svarende til styrken til de lange stræk i sprogverdenen. Og så er det dog alt sammen en fædrelandssang ved den bølgende strand.
---
Teksten er et uddrag af Torben Brostrøms portræt af Klaus Rifbjerg. Det indgår i en samling af Rifbjerg-portrætter. Bogen, der har titlen 'Rifbjerg på kornet', udkommer den 15. december på Rifbjergs 75-årsdag
Læs interview med Klaus Rifbjerg lørdag i Information
