Hvis det er sandt, er de danske kulturjournalister dovne. For under H. C. Andersen-året har de fortalt og repeteret den historie, der lige fra begyndelsen har fortalt sig selv, og som derfor allerede er blevet genfortalt tusindvis af gange. Nemlig historien om, at HCA-året er en skandale. At Tina Turner lagde niveauet, og at resten har været af samme skuffe uanset kvalitet, antal og omfang.
Ved festårets slutning, 6. december, leverede Politikens Stéphanie Surrugue et af eksemplerne på denne automathistorie: Måske er det uretfærdigt at fokusere på floppet, skrev hun i avisens sammenfatning af HCA-året. Men, fortsatte hun: Kniben er, "...at svipserne fylder mere end succeserne. Ikke i deres antal. Men i mange menneskers erindring." Og når mange mennesker erindrer en historie på en bestemt måde, må journalisten altså værsgo' følge trop.
Er det virkelig standarden? Skal man som journalist flyde med strømmen? Skal man skrive af efter den offentlige mening, som jo igen er, som den er, fordi journalisterne i artikel efter artikel har skåret historien efter den samme læst? Her er medierne ikke et ekko af virkeligheden, men et ekko af ekkoet af ekkoet...
Sådan bliver en skabelon til. Man genbruger den version, der allerede cirkulerer. For det er jo det nemmeste. Dermed pleaser man læserne, som ikke bliver rystet i deres forventninger. Dermed finder man sammen i et selvbekræftende kollektivt smagsdommeri. Dermed får man til og med sat sig selv i et dannet lys som højt hævet over den dårlige smag.
Sådan vinklede Politiken historien, da året skulle evalueres. Men sådan gjorde også de andre dagblade. Tag bare Georg Metz i Information. I sin ugentlige klumme skrev han 11. december: "Om få dage kan danskerne få lejlighed til at se en af de få, meget få, frembringelser fra H.C. Andersen-året, der er værd at beskæftige sig med, nemlig Anne Wivels film om digteren."
Jo, man skal passe på med at rose. Publikum kunne tro, at man egentlig godt kunne lide Tina Turner, selv om hun har passeret pensionsgrænsen og kun mimer til play back. Så derfor må forbeholdene fremhæves, selv når man er på sporet af en succes.
Læsebog til 6.-klasser
Eller bladr tilbage i samme avis til 3. november 2005. Her læser man i en lille notits, at man i Norge på Ibsens 100-års dødsdag vil udlevere en læsebog til alle 17-årige. Og så lød fortsættelsen: "mens vi herhjemme brændte alle pengene af på lir satser nordmændene på oplysning." At alle danske 6.-klasses elever har fået en bog med de mest kendte Andersen-eventyr er åbenbart ukendt på det dagblad, der kalder sig Information.
Eller tag Jyllands-Posten, der jo slår med kølle, hvor andre bruger fleuret: I lederen d. 11. december sammenfattes H.C. Andersen fejringen som den "...massive begivenhedskulturelle gruppevoldtægt." Jo, det er både smag- og yndefuldt. Men pointen er da vist den samme som i københavneraviserne.
Enigheden er med andre ord udtalt i det danske kritikerlaug fra Jylland til København: Fiasko, skandale og dårlig smag - måske med enkelte undtagelser.
Men hvad er det så, man sigter til, når denne klare dom afsiges? Er det de seks store billedkunst-udstillinger, fra Aros' Fairy Tales Forever til Skyggespil på Brandts Klædefabrik? Er det John Neumeiers ballet Den lille havfrue eller de andre ballet- og danseprojekter? Er det Hotel Pro Formas Jeg er kun skindød, der havde verdenspremiere i Köln med fantastiske tyske anmeldelser til følge, eller de 20 andre store teaterprojekter i Danmark og i udlandet - for ikke at tale om de mere end 50 amatørteater-projekter?
Er det Danmarks Radios daglige H. C. Andersen radiobilleder, i alt mere end 150? Er det, hvad film-projekterne angår, Rumle Hammerichs Unge Andersen, der da vist vandt en Emmy i New York? Er det Anne Wivels film med Niels Birger Wamberg, Johannes Møllehave og Kathrine Lilleør? Nå nej, den var jo god. Men så da Hans Edvard Nørregård-Nielsens Italiens-tur i Andersens fodspor? Støtten til Natfilm Festivalen eller Odense Film Festival? Nej! Det der blev gjort til den store historie var selvfølgelig Bille Augusts udeblevne film.
Hvad med projekterne inden for opera og klassisk musik? Er det Per Nørgaards og Suzanne Brøggers Lygtemændene er i byen? Perlerækken af koncerter i Danmark og udlandet? Elvis Costellos operaprojekt? Operafestivalen i Odense?
Alverdens sprog
Og hvad med udgivelserne? Penguins 30 eventyr i hardcover-udgave og i den berømte klassikerserie i paperback - i både Storbritannien og USA? Nyoversættelserne til fransk, polsk og tyrkisk, for ikke at tale om de spanske, russiske, kinesiske og arabiske oversættelser? Undervisningsmaterialet til grundskolelærere der er oversat til 20 sprog? Udgivelsen af de samlede værker i et 18 binds pragtudgave?
Hvad mere? Jo, hvad med Bjørn Nørgaards trehovede H. C. Andersen uhyre Skyggen - Rejsekammeraten - Improvisatoren? Ikke alene er den fremragende, den står også på pladsen mellem Fyens Stiftstidende og Odense Banegård Center, så travle journalister på vej mod nye skandaler kan få lidt kulturel dannelse med i bagagen, hvis de ellers kan dreje hovedet væk fra den vinkling af deres Andersen-historie, de på forhånd har besluttet sig for.
Hertil kommer så alt det, der i kulturjournalisternes optik er helt usynligt. Uddannelsesprojekterne, oversættelserne og den samlede udgave af H. C. Andersens værker, for ikke at tale om fejringen rundt omkring i verden, som danske medier kun meget sparsomt har interesseret sig for.
Der var ofte hverken front eller skygge af dansk journalistik. Den danske dækning omfattede mest kronprinsparrets optræden, men det de unge kongelige stillede op for, hørte man ikke meget om. Blot et par hurtigt billeder, så var den sag i kassen.
Gider man sætte sig ind i, hvad HCA-året kastede af sig, er det med andre ord ikke rigtigt, at det var flop og fiaskoer med meget få undtagelser.
Men hvad er så forklaringen på den journalistiske "gruppevoldtægt"? Den er som allerede sagt dovenskab. Hvordan slipper man lettest om ved opgaven? Ja, man gentager, hvad de andre har sagt. Man tager, hvis succesen er uomgængelig, straks sine forbehold.
Bag ved det ligger imidlertid et mere interessant perspektiv: At H.C. Andersen fejringen var, hvad man kunne kalde det første mega-eksempel på oplevelses-økonomi. HCA-året var ikke kun kunst. Det var ikke kun shows. Det var ikke kun undervisningsmaterialer.
Det var det hele og mere til. Her ligger efter vores mening hovedforklaringen på den skæve vinkling af H.C. Andersen begivenhederne. At de blev set gennem én og kun én optik: Kulturjournalistikkens. Dækningen viser, at danske medier overhovedet ikke var forberedt på den differentierede journalistik, som Andersen-året fordrede for at få gang i et kritisk mod- og medspil, som vi i Danmark sagtens kunne bruge til noget.
I omtalen af Andersen-året har man ikke været i stand til at differentiere. Det betyder at noget er blevet bedømt på falske præmisser, mens andet simpelthen ikke er blevet set - og at helheden er blevet usynlig, for kulturjournalister laver ikke oversigter, men vurderer enkelt-events. Hele oversættelses-arbejdet, den fantastiske udgivelse af Andersens samlede værker, den massive pædagogiske indsats. Sådan noget falder ikke inden for kulturskribenternes synsfelt.
Alt på én hest
Nu skal man i øvrigt ikke bare skyde på journalisterne. Fejlen blev også begået af H. C. Andersen-sekretariatet selv. Her troede man, at det famøse show i Parken kunne være den begivenhed, der kunne sælge alt det andet. Det betød dels, at man satsede på én hest. Og det er som bekendt farligt, især når hesten er halt.
Men det betød også, at showet i Parken blev solgt med åbenlys dårlig samvittighed, for man turde ikke gøre det til rent show og ren pop. Derfor blev Renée Fleming sat til at synge arier fra kæmpescenen. Derfor dansede balletten rundt med noget, som man dårligt kunne få øje på fra de fjerneste siddepladser.
Showet ville gabe over alt for meget, og det endte med at blive til ingenting. I oplevelsesøkonomien skal man være hypersensibel i forhold til sit publikum, og stå krystalklart ved det man gør: Hvad er projektet, hvem vil vi nå, hvilke virkemidler skal tages i brug? Nu endte showet med at minde om gamle dages tv-underholdning med Svend Petersen, hvor man måtte lægge øre til Ib Hansens opera-arier for til sidst at blive belønnet med Raquel Rastenni.
Så den oplevelsesøkonomiske udfordring var ikke blot for stor for journalisterne. Det var den også for arrangørerne. Her er meget at lære. Den dybeste og mest ironiske pointe er imidlertid, at fejringen og modtagelsen af HCA-året kom til at ligne Andersens egen promoveringsstrategi med dens op- og nedture.
Andersen selv skabte sig - måske med en vis naiv tæft - en moderne forfatterrolle i forlængelse af romantikkens ideer om det følende geni. Især forstod han at få sine to genrer: sin digtning og sit liv, til at virke sammen og promovere hinanden.
Han demonstrerede gang på gang, hvordan han så og praktiserede forfatterlivets muligheder i forhold til et nyt internationalt litteraturmarked. Han mestrede såvel det naive udtryk henvendt til det helt store publikum som den eksperimenterende fortællekunst, der på en original måde tolkede modernitetens nye verden. Han skabte igen og igen sig selv som kunstner, når han optrådte og læste op hos såvel borgerskab som adel, kongefamilie og i de nye fagforeninger.
Andersens model
Han brugte sin omverden og blev brugt, han væmmedes, stødte an og blev fejret, og han blev - nøjagtig som HCA-året - anset for at være alt, alt for meget. Men Andersens model for det at være en moderne, selfmade forfatter har vist sig at være uhyre slidstærk, og det er den, der er blevet genbrugt i 2005-fejringen.
De omdiskuterede ambassadører er jo lige efter Andersens egen opskrift: at få berømthederne til at kaste glans over forfatterskabet og interessere sig for det. Andersen var dog i den henseende langt mere dristig og fordringsfuld i forhold til kändisserne end Haves bureau. Hvis vi vil lære os selv oplevelsesøkonomi, kan vi begynde med at analysere Andersens recept.
Et karakteristisk og næsten billedligt optrin i det moderne forfatterliv noterede han i sin dagbog 17. juni 1872. Denne dag besøgte han den nordiske udstilling i København og sammenlignede den med en tilsvarende udstilling i Paris, som han havde besøgt i 1867:
"Et ærgrede mig paa Udstillingen, her, som i Paris, fandtes ikke min Buste, derimod alle de andre Poeters og særligt, som i Paris, Bjørnsons. Jeg var i Chokolade, der kunde man jo ogsaa gnave paa mig."
Andersen var helt på det rene med, at det moderne liv som kunstner og forfatter kunne indebære at blive udsat for publikums gnaven. Han tålte oplevelserne og frydede sig. Han elskede både publikums interesse, kongehusets ordener og den litterære anerkendelse.
Han noterede, at man i Odense i forbindelse med hans æresborgerskab i 1867 var begyndt at strides om, hvor hans fødehjem egentlig lå. Der var og er nok at tale om, og Andersen selv arbejdede visionært og langsigtet i med- og modvind på sin egen moderne myte. Nutidens kunstnere har givet masser af herlige og utrolige svar på udfordringerne i hans værk. Journalisterne nøjedes med at lytte til sig selv.
Anne-Marie Mai og Lars Qvortrup er begge professorer ved Syddansk Universitet. De har begge siddet i HCA-2005's Kunstneriske Råd
