Læsetid: 6 min.

Jeg - en hedspore

Forfatteren Knud Sørensen er mest kendt for i poesi og prosa at beskrive livet på landet, men han er også sportsinteresseret. For nylig gik en 32 år gammel drøm i opfyldelse, da han tog til London for at se boldklubben Tottenham Hotspur i aktion. Det blev en fodboldoplevelse ud over det sædvanlige
28. marts 2007

Begyndelsen på dette her, vil nogen måske umiddelbart synes, modsiger overskriften, men vent bare.

Jeg har vist altid været en langsom starter. Da jeg var aktiv atletikudøver, duede jeg kun til højdespring - man mente det skyldtes, at der var bukket passende meget af mig om til fødder - og når jeg f.eks. i en ti-kamp skulle løbe 100 meter løb, nåede jeg først efter 50 meter op på den hastighed, andre havde opnået fem meter efter start.

Også i en anden - i sagatiden kaldt idræt - var jeg langsomt startende. Min første bog på et anerkendt forlag kom, da jeg var 37 år, mine første noveller, da jeg var 48, og min første roman, da jeg var 69.

Og jeg var 79, da det skete, som jeg havde drømt om i 32 år, og som alt det her handler om.

Det begyndte altså i 1975. Det var vist en anmeldelse i en avis, sikkert Information, der var grunden til, at vi hjemme hos os havde anskaffet bogen Kong fodbold skrevet af Hunter Davies.

Det er en bog, som skildrer en hel sæsons forløb i fodboldklubben Tottenham Hotspur, man læser om klubbens kampe, dens sejre og nederlag og ikke mindst om klubbens helte, spillerne, som også blev de helt store helte for især mig og vores yngste søn, Jesper.

Det var spillere som Martin Chivers, Martin Peters, Steve Perryman og ikke mindst målmanden Pat Jennings. Vi fulgte dem åndeløst, når lørdagens tipskamp i fjernsynet havde Tottenham som det ene hold, og vi drømte allerede dengang om engang at besøge det for os efterhånden legendariske White Hart Lane for med alle sanser at opleve holdet spille på hjemmebane. Også i de følgende år talte vi meget tit om det.

I 80'erne nærmede vi os klubben - dog ikke geografisk, men i form af, at Jesper erhvervede os hver en aktie i klubben. I alle årene derefter har jeg modtaget flotte årsregnskaber og beretninger og en enkelt gang et brev fra bestyrelsens formand, der bad om en fuldmagt til brug ved årets generalforsamling. Og sandelig om der ikke også nogle gange er kommet en udbyttecheck. Som regel på seks pence, men en enkelt gang på 10. Jeg har en stak liggende et eller andet sted.

Og stadig talte vi om at rejse derover, men efterhånden som tiden gik, og vi ikke foretog os noget i den anledning, oplevede jeg efterhånden snakken som et ritual, indtil Jesper tog vores sag i sin hånd, indmeldte os i den danske fanklub White Hart Danes, og der igennem købte han så billetter til klubbens kamp mod Watford den 17. marts i år. Og så rejste vi.

Naturligvis tog vi tidligt ud til White Hart Lane, tre timer før kampens begyndelse var vi der, og de to første af de tre tilbragte vi gående rundt i gaderne iagttagende vores kommende medtilskuere, der for de flestes vedkommende ankom med tog eller med busser, mange iført Tottenham-trøjer eller andet tøj prydet med klubbens logo.

Siddende orden

Vi var nogle af de første, der gik ind på tilskuerpladserne og kom ret let igennem sikkerhedskontrollen, selv om Jesper måtte aflevere skruelåget på den vandflaske, han førte med sig, før han fik lov at tage den med ind. På vejen faldt vi for øvrigt i snak med en af de mange officials, en sikkert 150 kilos farvet mand, som, da han hørte, at vi var danskere, begyndte at nævne navnene på danske spillere i England før og nu.

Vi nævnte selvfølgelig Allan Nielsen, som havde spillet netop for Tottenham, og manden fik næsten tårer i øjnene og fortalte, at han aldrig ville glemme den gang, da Allan Nielsen i sidste sekund scorede det afgørende mål i en vigtig kamp.

Nå, vi fandt vores pladser, og langsomt kom resten af de 36.051 tilskuere ind og satte sig på deres pladser - det er forbudt at stå op. Man kan rejse sig og juble, når et mål scores, men så skal man også straks sætte sig igen, ellers skal der nok straks komme en kontrollør og kalde en til siddende orden.

Af tilskuerne var der vel et par tusind Watford-fans. De sad grupperet lige til højre for vores sektion. Nu og da kunne de høres, de havde et flot rytmisk råb 'Yellowman!' med henvisning til Watfords gule spilledragter.

Men de kunne sandelig overdøves, når vores folk satte i med "Oh, when the Spurs go marchin' in" og nu og da med noget, der lignede "Land of hope and glory". Og de kunne heller ikke buhe så højt, da vores spillere kom på banen, som vi, da deres viste sig på græsset. I vores sektion var der flest ældre mennesker - set fra mit alderstrin bør jeg nok sige midaldrende. Der var dog også enkelte ret unge forældre med børn, men ellers var der bedsteforældre med børnebørn, og slet ikke så få ældre ægtepar.

Nye helte

De deltog dog ikke ret meget i råbene, men det par, der sad til højre for Jesper, udbrød dog trekvarthøjt, når en af vores spillere missede en aflevering, eller når en dribling mislykkedes: "Oh dear, oh dear, just unlucky", mens parret til venstre for mig havde en måde at sukke på, som fik bænkerækken til at give sig.

Det blev en tilfredsstillende kamp. Vi vandt 3-1 og fik nye helte som dribleren Lennon og ikke mindst målmanden Paul Robinson, som præsterede noget, jeg ikke kan regne med nogensinde at komme til at se igen.

Tottenham fik et frispark nogenlunde midt på egen banehalvdel. Paul Robinson løb til bolden, sparkede, og den svævede hen over spillerne og slog ned i banen bag Watford-forsvaret, hoppede op igen og beskrev en bue hen over Watfords målmand og landede inde i nettet.

Da rejste vi os alle, strakte armene i vejret og jublede højt og længe. "Englands number one", lød det, og vi erfarede senere, at netop Watfords målmand, som her var blevet lidt til grin, for et par landskampe siden havde fortrængt Paul Robinson fra landsholdet, så råbene havde en dobbelt adresse.

Men altså, det mål og den stemning var hele rejsen værd, og det var da også det mål, der optog aviserne dagen efter, selv om de var lidt uenige om afstanden, en avis sagde 75 yards, en anden 90 (altså henholdsvis 69 og 82 meter). I en af aviserne kunne vi læse, at det var første gang siden 2001, at en målmand scorede i Premier League, og da var det vist Peter Schmeichel, der var hentet med op i angrebet og headede en bold i mål.

Gensyn med Chivers

Men inden jeg nu slutter kampen, skal det lige med, at i pausen mellem de to halvlege fornemmede vi pludselig forbindelsen bagud til dengang i 70'erne, da den ene af vores store helte var Martin Chivers. I Tottenham gør vi meget for at mindes og hædre fortidens store spillere, og netop for Martin Chivers skal der den 19. april afholdes en Hall of fame dinner, og i den anledning kom selveste manden ind på banen, hvor han blev interviewet - et interview, vi ikke hørte meget af på grund af de klapsalver og hyldestråb, som vi og de øvrige tilskuere minus Watford-gruppen fyldte rummet op med.

Efter kampens afslutning gik der en times tid, inden vi var kommet gennem trængslen på gaden og gennem den af politifolkene - hvoraf enkelte var ridende - dirigerede kø ved jernbanestationen og sad i toget på vej ind til Victoria Street Station.

Nu er London jo trods alt andet end fodbold, det er en by med en flod igennem, og den slags byer er altid spændende. Da vi først kunne komme med fly hjem søndag sidst på eftermiddagen, gik og gik og gik vi den dag rundt i byen til mere eller mindre berømte steder for at gense eller ny-se dem, men tilbragte dog også en spændende halvanden time på kunstmuseet The Tate Modern.

Men meget gik vi altså, og da vi steg op i flyet, viste min skridttæller, at vi om søndagen indtil da havde gået 18.518 skridt svarende til 15 km. (Det blev til 18.790 inden sengetid).
Yderst tilfredsstillende.

Knud Sørensen er forfatter og tidligere jysk ynglingemester i højdespring i 1945 og 1946.

Kronikken torsdag:
Danmarks historie - som den også var

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu