Læsetid: 4 min.

De heftige filmdamer

13. februar 2004

DER ER mange kvindelige instruktører i dansk film, men er der nok? Nej, slet ikke. I de sidste to år er 13 ud af 49 danske biograffilm lavet af kvinder. Er det så imponerende? Nej, som instruktøren Lotte Svendsen har sagt: – »Der er alt for få kvinder, der tør tage sig selv så alvorligt, at de tror på, at deres idé er 20 millioner kr. værd. Vi har brug for flere heftige damer i dansk film.«
At være filminstruktør er at være arbejdsleder. En slags direktør for en gruppe på ca. en snes ikke altid lige dirigérbare personer. Evnen til at indleve sig i andres følelser og problemer er et vigtigt træk hos den gode leder – og den evne synes kvindelige ledere erfaringsmæssigt bedre udstyret med end mange mandlige. Og netop indlevelsesevnen er en elementær forudsætning for at kunne fungere optimalt som filminstruktør – ikke bare i rollen som arbejdsleder, men også som kunstner.
Der kan altså være al mulig grund til, at flere kvinder fik adgang til det eftertragtede instruktørjob. Som nævnt på i2’s filmsider kan Danmark bryste sig af et bemærkelsesværdigt antal kvinder i instruktørstolen. Men det er kun set i relation til kvindeinstruktørers miserable stilling som minimalt mindretal i de fleste andre lande (især de engelsktalende), at vi kan være stolte. Der er også herhjemme langt til den naturlige ligestilling, der giver sig udslag i, at kvinder laver nogenlunde lige så mange film som mænd.

OG SER MAN tilbage på den tradition, der har været med til at skabe de relativt gode vilkår for danske filmkvinder, er billedet også ret broget. Jo, vi har heldigvis en tidlig præcedens for at kønne hoveder også kan bruges til andet end at tage sig kønne ud – f.eks. Alice O’Fredericks, der startede som laber filmblondine under navnet Alice Frederiksen, men genskabte sig selv som Fru Alice og instruerede ikke færre end 71 spillefilm.
Og man husker endnu forfatteren Henrik Stangerups ironisk-desperate tonefald, da han som forhåbningsfuld vordende filminstruktør i 1960’erne besværede sig over, om man da for pokker behøvede at hedde Annelise for at få lov til at lave film i Danmark! Han hentydede til de tre meget forskellige Anneliser – Hovmand, Reenberg og Meineche – der dengang satte en betragtelig del af den filmiske dagsorden.
Men der kommer også dårlige tider for filmdamerne. Ser man f.eks. på perioden 1982-86, fremgår det, at kun fire ud af 52 film blev lavet af kvinder. Så hvad enten man hed Annelise eller ej, har det ikke altid været en dans på roser at være kvindelig instruktør i et økonomisk barsk miljø fuld af spidse albuer.

HVOR MEGET godt, der kan komme ud af kvindernes fremmarch i faget, ser man klart i dag. Dansk film har kvindelige instruktører at takke for en stor del af sin fremgang og vitalitet.
Næppe var Dogme-konceptets succes slået fast med Festen og Idioterne, før Lone Scherfig overtrumfede Dogme-brødrene med den første menneskevarme komedie efter reglerne, Italiensk for begyndere, der også er blevet Dogmes hidtil største internationale trækplaster hidtil. Susanne Bier skabte den bedste og mest sete romantiske komedie på dansk med Den eneste ene og indvarslede den nye alvor for det brede publikum med Elsker dig for evigt. Lotte Svendsen genoplivede det socialt perspektivrige filmdrama i moderne klædebon med Bornholms stemme. Natasha Arthy fornyede børnefilm med Mirakel og gav Sidse Babett Knudsen endnu en pragtrolle i Se til venstre, der er en svensker. Og Annette K. Olesen viser sin rivende udvikling fra Små ulykker til Forbrydelser.
Der er megen befriende humor og stor indlevende følsomhed i disse film. Og det er klart, at den genre-tendens til lavbudgetterede familiedramaer og komedier, der har været fremherskende i disse år, står godt til netop disse instruktørers særlige talent. Man kan heller ikke se bort fra, at de mange kvindelige producere, der er dukket op de senere år, har medvirket til at fremme den feminine filmbølge.

HVORDAN FÅR vi da flere kvindeinstruktører i aktion?
Filminstituttets konsulent Vinca Wiedemann har ret i, at positiv særbehandling ikke er nogen rimelig metode. De altafgørende støttegivere skal ene og alene gå efter talentet og de bedste film. Måske kan en mentorordning, som den, der anvendes i England, være nyttig ved at bortslibe den værste frygtsomhed over for en filmproduktions praktiske sider, der godt kan virke skræmmende. Men gælder det ikke i lige så høj grad for mænd som for kvinder?
Der findes næppe lette løsningsmodeller. Her skal blot peges på Den Danske Filmskoles afgørende betydning. Navne som Lone Scherfig, Susanne Bier, Lotte Svendsen og Anette K. Olesen er alle udgået fra Filmskolen, hvor man dog stadig uddanner langt flere mandlige end kvindelige instruktører. Det er fra skolen, de fleste af fremtidens heftige filmdamer skal komme, så måske var det muligt at opnå lidt større ligevægt mellem kønnene lige netop her.

Pim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her