Læsetid: 5 min.

Hegnsstaten

Beton-hegnet skal afskærme Israel fra Vestbredden, og det frygtes at markere den fremtidige grænse
3. august 2005

For nylig var ministerpræsident Sharon i USA for at berolige de amerikanske jøder forud for rømningen af bosættelserne i Gaza. Han sagde ved den lejlighed. "Jeg vil aldrig forhandle om Jerusalem. Israel vil aldrig give indrømmelser med hensyn til Israels hovedstad, som for evigt skal været forenet og udelt." Efter sigende hjalp denne klare udtalelse på stemningen i en forsamling, som ellers på mange måder havde købt kampråbet fra Gush Katif: Jøder smider aldrig jøder ud. Ingen vil betvivle Sharons politiske og menneskelige mod, som virkelig har fået vakt vreden hos de mest ekstreme kræfter i Israel. De kræfter og den tankegang, som førte til mordet på ministerpræsident Yitzhak Rabin efter Oslo-aftalerne.
Problemet for den israelske ministerpræsident og leder af det splittede Likud-parti er, at han har svært ved at sige lige ud, hvad der er den store strategiske plan bag rømningen. For så kommer han i konflikt med USA, EU og hele den såkaldte 'køreplan for fred'. Selv om præsident George Bush i Arafats tid formåede at skabe tvivl om USA's holdning til de fremtidige grænser og specielt de israelske bosættelser på Vestbredden, så står det nu klart, at det internationale samfund har to vigtige principper for de slutforhandlinger, som køreplanen lægger op til: For det første skal alle ændringer af 1967-grænsen ske efter gensidig aftale mellem de to parter, og for det andet skal en palæstinensisk stat være geografisk sammenhængende for at være levedygtig. Konsekvensen af dette er, at der ikke på forhånd kan gives nogen som helst garantier til de omkring 400.000 bosættere, som lever på Vestbredden og i Østjerusalem. Men det er ikke desto mindre det, som den klemte Ariel Sharon hele tiden gør. Forleden tog han meget bevidst på besøg i Ariel og mødtes med borgmester Ron Nachman for at diskutere Hegnet, som skal afskærme byen fra den Vestbred, som den ligger på. Ifølge avisen Haaretz sagde ministerpræsidenten: "Jeg kommer her i dag for at se, hvordan byen kan udvides og blokken styrkes, som jeg vil gøre i alle de andre blokke. Denne blok er en af de vigtigste og vil for altid være en udelelig og integreret del af Israel, territorialt sammenhængende med staten Israel lige som de andre blokke." Han tilføjede: "Der vil ikke blive en rømning nummer to, og Jerusalem vil ikke blive delt." Dermed siger Sharon lige ud det, som både palæstinenserne og fredsfløjen i Israel hele tiden har påstået, nemlig, at han ved hjælp af mur og hegn ensidigt er ved at trække de fremtidige grænser. At det indbefatter hele den centrale Vestbred i forlængelse af Jerusalem med op til otte store blokke af bosættelser. Og at der i realiteten dermed ikke er noget at forhandle med palæstinenserne om. Som køreplanen forudsætter. Sharon har ene mand ordnet det hele. Udtalelserne faldt samtidig med, at den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice ankom til området, og den israelske ministerpræsident fik dermed klart demonstreret, at han ikke er bange for nogen - heller ikke den regering, som i vid omfang betaler gildet, og som tidligere har protesteret over Hegnets linjeføring ved Ariel.

Ingen forhandlingsvilje

Det har ofte været nævnt, at grunden til bosætternes vrede over rømningen ikke mindst handler om, at de føler det som et personligt svigt fra Sharons side, fordi han var en slags arkitekt bag bosættelsespolitikken. I den forbindelse kan man i en ny bog af den fremragende journalist Tom Segev med titlen 1967: And the Country Changed its Face, læse om den interne diskussion i Israel efter Seksdageskrigen. Hvad man skulle stille op med de besatte områder? Den vedholdende myte har været, at hverken de arabiske lande eller palæstinenserne var til at forhandle med, men virkeligheden er - viser dokumenterne ifølge Tom Segev- at der aldrig var noget ønske om at slippe de besatte områder gennem forhandling, den såkaldte 'fred for jord-politik'. Det gjaldt for alle topfolkene, Moshe Dayan, Yigal Alon, Golda Meir og Menachem Begin. Meget få røster talte imod den fortsatte besættelse og den bosættelsespolitik, som blev introduceret - stik imod alle internationale konventioner. Ingen havde tilsyneladende øje for det, som siden er blevet kaldt den 'demografiske bombe'. Nemlig, at der i et Storisrael kunne ende med at være flere palæstinensere end jøder, og at det i stigende grad kunne være svært internationalt at nægte dem politiske og borgerlige rettigheder. At man altså dermed truede den vision, som Israel byggede på, nemlig en stat, hvor jøderne aldrig ville komme i mindretal. Det hævdes, at Ariel Sharon er blevet meget bevidst om denne fare, og det er den reelle baggrund for rømningen af Gaza, hvor det numeriske misforhold mellem de 8.000 jøder og de 1,4 millioner palæstinensere er mere grelt end noget andet sted. Enhver tanke om et Storisrael er opgivet til fordel for en mindre ekspansion, som sikrer de fleste og de største af bosættelserne på Vestbredden. Det er selvfølgelig gået op for palæstinenserne, og det gør det sværere end nogen sinde for Abu Mazen at vinde tilslutning til forhandlingslinjen. For hvad er der at forhandle om? Som en af ministrene fra det palæstinensiske Selvstyre, Mohammed Dahlan - der ellers er israelernes yndlingspalæstinenser - siger det i et interview med Haaretz: "Han (Sharon, red.) erklærer, at han vil forlade Gaza for at fortsætte besættelsen af Vestbredden og styrke bosættelserne- og vi tror på hvert eneste ord fra Sharon. Alt hvad han siger, er utvivlsomt sandt: Der er ingen palæstinensisk stat, der er ikke nogen fredsproces, der er ingen forhandlinger, og der vil blive en styrkelse af hegn og bosættelser. Han vil bygge Hegnsstaten. Det er hans hensigt." Så fik vi endnu et nyt ord i denne konflikt. 'Hegnsstaten'.. Vi må hellere vænne os det. For det er et effektivt dobbelt våben for Sharon. Det skal berolige hans egne, men samtidig styrker det Hamas og svækker den i forvejen svage Abu Mazen. Og ødelægger dermed endnu en gang klimaet for de forhandlinger, som Sharon mildt sagt aldrig har brudt sig om. Tænk på det, når slagsmålet i Gaza snart bryder løs.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist og filminstruktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu