Læsetid: 7 min.

Heinrich Himmler i Hollywood

At have normale moralske bekymringer, når millioner af menneskers liv er i fare, er at kapitulere over for fjenden
14. januar 2006

I morgen er dagen, da femte sæson af 24 timer ruller hen over USA's tv-skærme. Hver sæson af denne populære Fox Network-serie, der fik premiere i 2001, består af 24 afsnit af en times varighed svarende til en time inden for et og samme dramatiske døgn. Hver gang handler det om nye desperate forsøg fra antiterrorenheden CTU på at hindre en terroraktion af katastrofalt omfang som f. eks. sprængningen af en atombombe i en amerikansk storby. Handlingen udspiller sig blandt CTU-agenter, terrorister og i Det Hvide Hus. Seriens realtidsopbygning, hvor hvert minuts sendetid svarer til et minut i personernes liv, gør, at den formidler en stærk følelse af ekstremt tidspres, understreget af det tikkende ur, som jævnligt dukker op. Denne dynamik forstærkes af en række andre formmæssige greb.

Dette bringer os til den afgørende pointe: Den etiske dimension i den gennemtrængende følelse af tidspres er så dominerende og, hvad der står på spil, så uendeligt afgørende, at vores normale moralske bekymringer underlægges en højere etisk suspension: . CTU-kollektivet (og dets terroristmodstandere) agerer i et skyggeagtigt rum, der ikke er omfattet af loven, hvor de foretager sig ting, der "simpelt hen må gøres" for at frelse vores samfund fra terrortruslen.

Dette omfatter ikke blot at tortere fangne terrorister, men endog tortering af CTU-kolleger eller deres familie, hvis de mistænkes for tilknytning til terrorgrupper.

Blandt de torterede i fjerde sæson var forsvarsministerens svigersøn, hans egen søn (begge med ministerens viden og støtte) og et kvindeligt medlem af CTU, der med urette mistænktes for at give informationer til terroristerne. Efter torturen, da nye oplysninger bekræfter hendes uskyld, bliver hun bedt om straks at genoptage sit job, da agenterne er i tidskneb og har brug for hver en agent - hun accepterer-

Den ideologiske løgn

CTU behandler ikke blot terrorister og mistænkte på denne måde - trods alt har de jo at gøre med en 'tikkende bombe-situation', standardpåskuddet for enhver, der vil retfærdiggøre tortur (hvorfor ikke torturere en fængslet terrorist, som ved, hvor den bombe er gemt, der vil eksplodere inden for kort tid og dræbe hundredtusinder?). De ser også sig selv som undværlige brikker og er altid rede til at sætte deres eget eller kollegernes liv på spil, hvis det kan bidrage til at forpurre terroraktionen. Hovedpersonen Jack Bauer er inkarnationen af denne holdning: Uden betænkeligheder torterer han ikke blot andre - han finder sig også i, at hans overordnede sætter hans liv på spil. I slutningen af fjerde sæson accepterer han således at blive sendt til Kina som syndebuk for en CTU-operation, hvor en kinesisk diplomat blev dræbt. Skønt han ved, at han vil blive tortureret og fængslet på livstid, lover han ikke at sige noget, der kan skade USA's interesser. Da han af USA's ekspræsident, hans nærmeste forbundsfælle, informeres om, at nogen i regeringen har beordret ham dræbt (udleveringen til kineserne menes at være for stor en sikkerhedsrisiko), arrangerer to CTU-venner hans fingerede død, hvorefter han forsvinder ud i intetheden, anonym og officielt ikke-eksisterende.

Ikke blot terroristerne, men også CTU-agenterne er altså med et udtryk af Giorgio Agamben homini sacer - mennesker, som straffrit kan dræbes, fordi de i lovens øjne ikke tæller. Skønt de fortsætter med at agere på vegne af den lovlige magt, er deres handlinger ikke længere omfattet og bundet af loven - de opererer i et tomrum inden for lovens domæne.

Det er her, vi støder på seriens fundamentale ideologiske løgn: Trods deres kompromisløse selvinstrumentalisering, forbliver CTU-agenterne, især Jack, 'varme mennesker', der elsker deres familie og fanges ind i de typiske følelseskonflikter, der kendetegner 'normale mennesker'. De elsker deres koner og børn og har tid til at føle jalousi, skønt de med et øjebliks varsel er rede til at ofre deres interesser og elskedes liv for nødvendigheden i deres opgave. De er som det psykologiske modstykke til koffeinfri kaffe: De gør alle de forfærdelige ting, situationen kræver - bare uden at betale den subjektive pris for dem.

At afvise 24 timer som popkulturel retfærdiggørelse af USA's metoder i 'krigen mod terror' vil være forkert. Der står mere på spil. Lad os mindes Coppolas Dommedag nu: Figuren Kurtz er ikke bare et genopstandent levn fra en barbarisk fortid, men det nødvendige slutprodukt af selve den moderne vestlige magt. Kurtz var for perfekt som soldat. Som om han ved sin overidentifikation med det militære magtsystem måtte udvikle de excesser, systemet siden følte sig nødt til at eliminere i en operation, som måtte imitere, hvad den bekæmpede (Willards mission om at dræbe Kurtz eksisterer officielt ikke - "det skete aldrig", som generalen, der briefer Willard påpeger.

Magthavernes problem er: Hvordan udvikle en Kurtz uden Kurtzs patologi? Hvordan kan vi få folk til at udføre de nødvendige beskidte job, uden at det gør dem til uhyrer? Dette var allerede Heinrich Himmlers dilemma.

Stillet over for at skulle likvidere Europas jøder, indtog Himmler, chef for SS, en heroisk attitude: "Nogen skal jo gøre det beskidte job!" Det er let at gøre en ædel ting for sit land, ja sågar lettere at ofre livet for det end at begå en forbrydelse for det. I Eichmann i Jerusalem gav Hannah Arendt en præcis diagnose af de psykologiske krumspring, nazibødlerne måtte foretage for at udholde deres horrible gerninger.

Himmlers problem

De fleste indså, at de gjorde ting, som bragte ydmygelse, lidelse og død over deres ofre. Deres udvej af kniben var: I stedet for at sige "sikke horrible ting, jeg gør mod disse mennesker", sagde de: "Sikke horrible ting jeg må udføre for at gøre min pligt." På den måde kunne de vende logikken i deres etiske impulser om: Den fristelse, der måtte modstås, var fristelsen til at give efter for elementær medlidenhed over for menneskelig lidelse, og hele deres etiske indsats rettedes nu imod opgaven at modstå denne fristelse til ikke at myrde, tortere og ydmyge.

Min tilsidesættelse af mine etiske instinkter for medfølelse og barmhjertighed bliver således vendt om til beviset på min etiske storhed: For at gøre min pligt er jeg rede til at påtage mig den tunge byrde at påføre andre smerte.

Der er et yderligere 'problem' for Himmler. Hvordan kunne han sikre sig, at SS-bødlerne, når de udførte disse horrible gerninger, kunne bevare deres menneskelige værdighed? Hans svar var Krishnas budskab til Arjuna i Bhagavad-Gita (Himmlers hellige bog, som han altid gik med i sin lomme: "Udfør dine handlinger med indre distance - vær ikke fuldt i dem."

Netop deri ligger løgnen i 24 timer. I antagelsen af at det ikke blot er muligt at bevare menneskelig værdighed i udførelsen af terrorgerninger, men i troen på, at et hæderligt menneske, der udfører sådanne gerninger som tung pligt, derved opnår særlig tragisk-etisk storhed. Selv parallellen mellem CTU-agenterne og terroristerne (i fjerde sæson skildres også Marvan, overskurken som en hengiven far og ægtemand) står i denne løgns tjeneste.

Hvad nu hvis en sådan distance er mulig? Hvad hvis der findes mennesker, som begår forfærdelige handlinger som del af deres job, mens de privat er gode ægtemænd, forældre og hensynsfulde venner. Som Arendt indså, så langt fra at tale til deres fordel, er selve det faktum, at de er i stand til at opretholde deres normalitet, når de begår sådanne gerninger, den ultimative bekræftelse på deres moralske katastrofe.

USA erkender nu modstræbende, hvad det har gjort hele tiden. Bør vi ikke glæde os over, at hykleriet er blevet mindre-? Til dette bør man svare med modspørgsmålet: "Hvis USA's høje repræsentanter mener dette, hvorfor fortæller de os det så? Hvorfor fortsætter de ikke i al hemmelighed med at gøre, hvad de hidtil har gjort?

Et sørgeligt skred

Karakteristisk for menneskelig tale er den uundgåelige afstand mellem det udsagte indhold og dets udsigelsesakt. Lad os forestille os, at en mand og en kone har indgået en stiltiende aftale om, at begge kan have diskrete ikke-ægteskabelige sidespring. Hvis manden så pludselig fortæller sin kone om en affære, han har kørende, vil hun have god grund til at gå i panik. "Hvorfor fortæller du mig om det, hvis det kun er en almindelig affære? Der må stikke noget under!" Åbent at erkende noget er aldrig en neutral akt. Det påvirker det meddelte indhold selv. Vi kender alle en høflig måde at sige på, at vi har fundet en kollegas tale dum eller kedelig ved neutralt at sige, at den var "interessant". Hvis vi nu i stedet sagde, at den var "kedelig og dum", ville han være i sin gode ret til overrasket at spørge: "Jamen hvis du fandt den kedelig og dum, hvorfor sagde du så ikke bare, at den var interessant?" Den uheldige kollega ville være berettiget til at opfatte det mere ærlige udsagn som involverende noget mere - som ikke blot et udsagn om kvaliteten af hans tale, men som et angreb på hans person.

Sådan er det også med USA's indrømmelse af tortur. Når vi hører folk som Dick Cheney åbent fremsætte deres obskøne udsagn om torturmetoders nødvendighed, bør vi spørge: "Hvis I bare i al hemmelighed vil kunne tortere terrormistænkte, hvorfor siger I det så åbent? Det spørgsmål, der så melder sig, er: Hvad ligger der mere i det udsagn, der får dets udsiger til at fremsætte det? Dét er det i sandhed problematiske ved 24 timer: Ikke indholdet som sådan, men det faktum, at vi åbent får det at vide, er et sørgeligt vidnesbyrd om det alvorlige skred, der er sket i vores etiske og politiske normer.

Slavoj Zizek er slovensk filosof og forfatter

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her