Læsetid: 10 min.

Heksehysteri i Tanzania koster tusinder livet

Tusindvis af ældre mennesker, de fleste af dem kvinder, bliver forfulgt som hekse og troldmænd og myrdet eller lemlæstet af selvtægtsgrupper i Tanzanias forarmede landdistrikter
2. december 2005

MWANZA, Vestlige Tanzania - Midt om natten kom de efter Lemi Ndaki. "Jeg sov, da jeg blev vækket af en forfærdelig larm," fortæller den 70-årige tanzanianske bedstemor. "Der var ingen lås på døren til min hytte, så det var let at trænge ind. Jeg stod op for at se, hvad det skete. Pludselig tog en eller anden fat om mig, holdt mig fast og huggede min ene arm af med en machete. Jeg tror, det var hans mening at hugge mit hoved af, men jeg hævede min hånd til forsvar, så han fik kun min arm."

En nabo reagerede på hendes skrig og fik hende kørt til hospitalet i Mwanza, den nærmeste større by, der ligger tre timers kørsel væk ved Lake Victorias bredder.

"De kunne ikke sætte min arm på igen, og arret kan stadig gøre ondt - især når jeg fryser," siger hun.

Det skal nok passe. Knoglestumpen stikker stadig ud fra huden under hendes albue, her 19 år senere.

Andre ældre kvinder fra hendes landsby, Mwamagigisi, har ikke været lige så heldig. Ng'wana Budodi blev skudt i hovedet med en pil. Kabula Lubambe og Helena Mabula blev stukket til døde med knive. Ng'wana Ng'ombe blev myrdet med en machete, og da de også satte ild til hendes mudderklinede hytte, brændte de hendes mand, Sami, ihjel.

Sådanne skæbner truer i tusindvis af ældre mennesker, især kvinder, som anklages for trolddom i dette afsides beliggende landdistrikt i Østafrika. Drabene eskalerer sågar i mange områder og løber formentlig op i så mange som 1.000 0m året. Alligevel gør Tanzanias regering og politi intet for at stoppe dem.

Skønt troen på trolddom er udbredt over store dele af Afrika syd for Sahara, er det relativt sjældent at personer, der mistænkes for at være hekse eller troldmænd, bliver udsat for forfølgelse. Det, som sker i de tanzanianske regioner Mwanza, Shinanaga og Tabora - der domineres af Sukuma-folket - er et lokalt udbrud af hysteri, der kan minder om den bølge af heksebrændinger og hekseprocesser, der sås i 1500-1600-tallets kristne Europa og blandt nybyggere i Salem, Nordamerika.

Professionelle mordere

En kombination af fattigdom, uvidenhed, personlige modsætningsforhold og frustrerede bønder, der er hurtige til at udlægge enhver skæbnebetinget modgang - et dødfødt barn, en mislykket høst, en urimelig arveordning, hvor en slægtning får hele den afdødes jordstykke - som et værk af trolddom. Føj hertil en tradition for ondsindet sladder og en ofte skæbnesvanger udskamning af ældre kvinder, og resultatet bliver selvtægtsgrupper af professionelle drabsmænd, som rejser fra landsby til landsby og tager sig betalt for at fjerne 'problemet' ved hjælp af macheter, knytnæver, knive eller ildspåsættelse. Fire køer eller 100 dollar siges at være standardtaksten.

Undertiden bliver lokale udbrud af hysteri omsat i lynchpøbeler, der selv tager på sig at dræbe 'heksen'. Og overraskende nok udgår initiativet til sådanne angreb ofte fra medlemmer af offerets egen familie.

"Vi taler om et højt antal af forfølgelser og drab her, og langt fra alle tilfælde bliver rapporteret," siger Simeon Mesaki, sociolog ved universitetet i Dar es Salaam, der har specialiseret sig i heksedrab.

"I Shinyanga-regionen er der minimum 300 om året, som vi kender til. I Mwanza er billedet omtrent det samme. Og omkring 80 procent af de rapporterede angreb er imod ældre kvinder."

I 2003 erkendte Tanzanias regering, at over 3.000 heksedrab havde fundet sted i landet siden 1970, men tilbage i 1989 havde en regeringskommission allerede rapporteret, at der blev anmeldt mellem 3.693 heksedrab alene mellem 1970 og 1984. En regional politichef havde indrømmet, at det var en daglig foreteelse, og en fortrolig rapport lækket fra Tanzanias indenrigsminsterium skønnede, at så mange som 5.000 personer var blevet lynchet mellem 1994 og 1998. Problemet har antaget et sådant omfang, at hele landsbyer er blevet oprettet for at huse udelukkende mistænkte hekse og troldmænd, der har måttet flygte fra deres egne lokalsamfund.

Den fundamentale årsag til drabene er, at livet i Tanzanias landsbyer er ualmindelig hårdt og trælsomt: Naboer og slægtninge er til stadighed henvist til at kappes om de sparsomme ressoucer, og dette kan hyppigt udløse vold, der bekvemt nok kan gemme sig bag heksejagterne som røgslør.

Disse tre provinser hører til de mest forarmede i et land, hvis indbyggere har en gennemsnitsindkomst på 330 dollar og en forventet middellevealder på 46. I disse egne findes ingen elektricitet eller rindende vand. Lokalbefolkningen bor i mudderklinede hytter med stråtag. Kun få veje er farbare i regntiden, og 60 procent af landsbyerne savner selv de mest elementære sanitære faciliteter. Regnmængderne er for det meste sparsomme og upålidelige, så høsten svigter ofte. Løver og leoparder fra den nærliggende Serengeti-nationalpark angriber ofte kvæg og mennesker, når deres sædvanlige byttedyr migrerer nordpå til Kenya.

Til de stedlige levevilkår hører også ringe beskæftigelsesgrad, stor analfabetisme, udbredte sygdomme og stærk tilbøjelighed for overtro. Forekomsten af hiv og aids - noget, mange lokale betragter som et rent mysterium - vurderes også at være langt højere end landsgennemsnittet, der ligger på en ud af 10 voksne, og aids er godt på vej til at luge ud i den arbejdsduelige generation af 18-49-årige. Malaria, tyfus, politi og dysenteri tager også livet af mange børn under fem i disse områder i et land, hvor den nationale børnedødelighed er på 165 per 1.000 børn.

Men livet har altid været hårdt i disse egne. Alligevel forekom heksedrab kun sporadisk indtil sidst i 1960'erne. Det, som udløste den kraftige tilvækst i disse mord var de traditionelle stammesystemers svækkelse. Tanzanias folkekære første præsident, Julius Nyereres, kollektiviseringspolitik tilstræbte at forene 120 stammefolk under et og samme sprog: swahili, og den lingvistiske harmonisering lykkedes på mange måder over al forventning. Trods sin store etniske diversitet er Tanzania i dag et af Afrikas mest harmoniske samfund.

Men det andet element i kollektiviseringen - den såkaldte ujamaa - fik derimod katastrofale udfald. Denne politik gik ud på at oprette store socialistiske landbrugskollektiver, der skulle forene bønder, der boede fjernt fra hinanden, om en fælles arbejdsdeling og adgang til basale faciliteter (som mange stadig venter på den dag i dag). Ujamaas idealisme blev kvalt af den mangel på individuelt initiativ, den fremelskede, og medførte opløsning af traditionelle autoritetsstrukturer ved sin afskaffelse af systemet med landsbyhøvdinge, der blev forbudt i 1963 og erstattet af fjerne embedsmænd med begrænset interesse eller mulighed for at holde opsyn med deres provinser.

Høvdingene havde indtil da haft ansvaret for at løse lokale konflikter. Det foregik bestemt ikke altid i mindelighed, men det skete i reglen med fasthed og konsekvens. I dette autoritetsvakuum blussede hekse- og trolddomssladderen op i tilknytning til udviklingen af en ny slags kultur af healere eller heksedoktorer, som de mere rettelig må betegnes.

Kodeks for spåkoner

Dette tvivlsomme folkefærd af spåmænd, regnmagere, naturlæger og traditionelle jordemødre fik efterhånden en betydelig magt over deres klienter. Mange nød et godt ry for deres omsorg for deres patienter, uanset at deres reelle lægelige viden var ringe. Men efterhånden skød en ny generation af svindlere uden særligt kendskab til de traditionelle lægemidler og medicinske praksisser op i landsbyerne og langs landevejene, hvor de lurede på forbipasserende. Disse selvbestaltede 'specialister', tilskrev udiagnosticerede sygdomme diverse slags trolddom og henviste - mod betaling deres nu hævngerrige klienter til kilden for denne ondskab. Resultatet blev den kraftige tilvækst i antallet af heksedrab.

Det er de ældre - navnlig de enlige af dem - som hovedsagelig må stå for skud for lokalbefolkningens frustationer og vrede. Spåmænd udbreder historier om, at denne eller hin person holder hyæner og tamme slanger, graver lig op og æder kødet eller forbliver oppe hele natten for at forhekse folk. Dette hævdes at forklare deres grå hår og de store poser under deres blodskudte øjne (der i realiteten stammer fra mange års ophold og madtilberedning ved åbne ildsteder af kogødning).

For to år siden vedtog Tanzanias regering en lov, der pålagde sundhedsministeriet at oprette et forbund for traditionelle healere med et etisk adfærdskodeks for dets medlemmer. Virkningerne af dette skridt har endnu ikke kunnet mærkes.

Tilbage i Mwamagigisi siger den lokale nfumu (spåkone) Gamawishi Shija, at alle mennesker har behov for at vide, om de er blevet forhekset af en nabo, så de kan "stoppe problemet". Siddende på jorden imellem fire spyd fortæller den 44-årige masai-kvinde, at hun har arvet sin særlige autoritet og magiske evner fra sine forfædre, som også var healere. "Hvis nogen lider af en ukendt sygdom, kan jeg gennemskue, om der står trolddom bag," insisterer hun. "Mine forfædre meddeler mig, hvem heksen er, når jeg sover. Derefter siger jeg navnet videre til patienten. Hvis patienten dør, ønsker slægtningene at dræbe heksen. Det sker af sikkerhedsgrunde."

Hun afbryder sin forklaring for at tilse en klient. En ung kvinde i gul klædedragt tager sine sko af og sætter sig over for spåkonen. Den store ceremonielle betydning i at erlægge betalingen er åbenlys: Så snart en mønt er smidt i hendes kurv, falder spåkonen i 10 minutters trancetilstand. Med sammenknebne øjne ringer hun med bjælder, udstøder fløjtelyde og skrig og rasler med en kalabas fyldt med tørre frø - hun er i gang med at kontakte sine forfædre. Hendes messende sang bliver stadig højere og overdøver hosteanfaldet fra patienten, der er blevet befalet at søge ind i en træhytte bagved. Da Shija er færdig, beder hun patienten komme ud igen.

"Du lider af rygsmerter og ondt i benene," siger hun. For tanzanianere uden adgang til apoteker eller professionel lægehjælp er sådanne konsultationer helt almindelige. Shija indrømmer, at hun er bekymret for myndighederne og deres uvilje imod hendes viden om, hvordan man kommer trolddom til livs.

Heksedrabene er ikke et problem, der svinder bort under modernitetens fremmarch - radioer, mobiltelefoner og biler - i landsbyerne. Tværtimod fremkalder det kun øgede spændinger, at landsbyboerne erfarer, hvor fattige de er i sammenligning med resten af landet.

Samme dag, som vi passerer gennem byen Mwanza hører vi, at en ældre kvinde er blevet myrdet i den nærliggende landsby Busami, efter at slægtninge havde anklaget hende for at forhekse sin dødeligt syge mand, så hans død blev fremskyndet. Ingen bliver anholdt eller retsforfulgt for mordet på hende.

Mange mord bliver aldrig anmeldt, fordi landsbyboerne foretrækker at mørkelægge det frem for at tiltrække politiets opmærksomhed. Hvis politiet får en anmeldelse, kan det ofte tage dage, før de aflægger besøg i landsbyen - de skal først fremskaffe en ledig firehjulstrækker, der kan forcere landdistrikternes hullede jordveje. På det tidspunkt er drabsmændene for længst over alle bjerge og alle beviser skaffet af vejen.

Ingen er blevet dømt

Det bedste, politiet kan gøre, er, at tilbageholde ofrets naboer og trække afhøringen af dem så langt ud, at de til sidst begynder at tale. Men rent bortset fra at mange af dem er til fals for bestikkelse, har ordensmagten slet ikke de ressourcer, der skal til for at opklare disse forbrydelser og pågribe og retsforfølge gerningsmændene.

"Reelt affinder regeringen sig med, at disse drab sker," siger Scolastica Jullu, leder af Kvindernes Retshjælpscenter i Dar es Salaam. "Bortset fra nogle tilfælde, hvor ældre kvinder også blev voldtaget, har jeg ikke fundet eksempler på, at nogen er blevet dømt for sådanne forbrydelser. Hvis det havde været en mand eller en ung kvinde, ville politiet have efterforsket sagen. Ældre kvinder gider de ikke bekymre sig om."

Regeringen vasker sine hænder og siger, at med de få ressourcer, den råder over, kan den ikke gøre meget mere end at støtte de ngo'er, der har engageret sig i dette problem. "Dette er en afskyelig og ond praksis - en modbydelig skik," siger distriktskommisæren for Magu-provinsen, Elias Maaragu. "Men hvis gamle mennesker ikke har familie, der kan beskytte dem og tage sig af dem, er de overladt til sig selv. De kommer de ikke på plejehjem eller får pension som i Europa. Den slags er kun en fjern drøm for os."

"Vi har så mange ting, vi er nødt til at gøre her i Tanzania: opføre veje, få malariaen under kontrol, bekæmpe hiv, aids og dysenteri, bygge hospitaler og apoteker, udbygge elnet og vandforsyning til landdistrikterne. Alt dette skal vi finansiere fra skatterne, men indkomstniveauet her er meget lavt. Derfor er skattemidlerne også små og efterspørgslen efter dem enorm," siger Maaragu.

"Førsteprioriten må være at forbedre folks generelle livskvalitet - vi kan ikke afsætte kostbare ressourcer til at efterforske disse drab, som er symptom på et større problem. Nogle gange taber man slaget, når man vælger at bekæmpe symptomerne. Ofte, når der sker et dødsfald i et lokalsamfund, leder man efter en heks at myrde. Hvis vi kan undgå, at de syge dør, kan vi også undgå de efterfølgende hævndrab," tilføjer han.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her