Læsetid: 3 min.

Den heldige formand

11. december 1999

EN MÅNED er lang tid i politik, to måneder kan man slet ikke overskue. For ikke ret mange uger siden var Gerhard Schröder roden til alt ondt i det tyske socialdemokrati (SPD). Hans og Tony Blairs 'neoliberalistiske' udmeldinger i sommer skræmte vælgerne væk, hans milliard-besparelser på regeringens finanslov førte til fem valgnederlag.
Hele efteråret har socialdemokraterne klaget over deres formand, men da de i tirsdags endelig fik chancen til at vælte ham, havde de skiftet mening og genvalgte ham på stedet. Ikke så meget som en advarsel fik han - tværtimod var valgresultatet 10 procentpoint bedre, end da han blev valgt første gang i foråret.
Trods sine 86 procent af stemmerne ligger Gerhard Schröder fortsat et stykke under den næsten enstemmige begejstring, forgængeren Oskar Lafontaine blev mødt med for to år siden. 93 procent samlede han. Men Schröder er godt tilfreds, før kongressen håbede han på 80 procent.

Der er mange årsager til, at Gerhard Schröder i løbet af kort tid fik vendt stemningen - til dem hører ikke mindst held og tilfældigheder.
Det var et held, at den 150 år gamle entreprenørkoncern Holzmann valgte at gå konkurs i sidste måned og på den måde skænkede ham rollen som redningsmanden.
I månederne forinden havde han forgæves forsøgt at overbevise vælgere og partimedlemmer om, at hans definition af social retfærdighed var den mest fremtidssikre. Kun ved at betale af på landets gæld og bringe udgifterne til pension under kontrol, kan man sikre, at den næste generation klarer sine skatteforpligtelser. Velfærdsstaten skal moderniseres, erhvervslivet lettes for byrder. Mere marked, mindre stat.
Hverken vælgere eller partimedlemmer var enige med ham: Social retfærdighed er, at rige betaler til fattige, mener de.
Sådan gik fronten hele efteråret - indtil han trådte op på en blokvogn i Frankfurt og forkyndte, at Holzmann var reddet. Den aften beviste han, at han godt vidste, hvad social retfærdighed går ud på.
Han kunne sågar sige ordet 'fællestillidsmand' helt naturligt - det er der ikke mange, der kan nu om dage.

Et heldigt tilfælde var det også, at oppositionspartiet CDU og den tidligere kansler Helmut Kohl for et par uger siden blev afsløret i en sump af sorte penge. For første gang i et helt år flyttede pressens kritiske søgelys fra SPD og gled over på det parti, der uden nogen anstrengelse har nydt godt af Schröder-regeringens mange fadæser.
Mens CDU er i defensiven - skræmt af forudanelserne om, hvad Kohls bilag kan fortælle - gælder det for SPD om at vise enighed. Det kan selv de mest fornærmede SPD-folk på venstrefløjen forstå. Selvom de under partikongeressen rituelt fremførte kravet om en formueskat, gik de ikke videre. Kravet skulle luftes, det var nok.
Skønt venstrefløjen givetvis råder over en del stemmer, er Gerhard Schröder i den heldige situation, at den ikke har noget hovede. Med Oskar Lafontaine afgang som partiformand i marts, mistede venstrefløjen sin samlende lederskikkelse.
Ingen mulig efterfølger rådede over den nødvendige platform til at udfordre Schröder. Lafontaines direkte arving, Reinhard Klimmt, der forsøgte et oprør mod Schröders 'neoliberale' kurs, tabte delstatsvalget i Saarland. Dermed mistede han grunden under sit oppositionelle arbejde, og Schröder afskar ham fra en mulig martyr-rolle ved at gøre ham til trafikminister.

En anden rival er den tidligere partiformand og nuværende forsvarsminister Rudolf Scharping. Rygterne vil vide, at han tragter efter et comeback. Selvom han afviser rygterne, har han flere gange udfordret Schröder, og han lod sig heller ikke friste af posten som NATO's generalsekretær, som Schröder ellers gerne havde anbragt ham på - langt væk fra partiet.
Scharping holdt sig tæt ved magtens centrum, så han kunne gribe chancen, når partiet blev træt af Schröder. Men tiden blev aldrig moden. Senest ved afstemningen om SPD's næstformænd i tirsdags, slukkedes hans eventuelle forhåbninger: De delegerede gav ham 73 procent af stemmerne - markant færre end Schröder.

Afklapsningen af Scharping viser, at der ud over heldet (Holzmann) og tilfældet (CDU) kun er én grund til Gerhard Schröders popularitet i SPD: Ønsket om endelig at få ro.
De er langt fra enige i partiet, men de ønsker at være det.
Og det ønske opfyldte formanden ved at forskåne forsamlingen for den visionsfyldte flammetale, der kun ville yppe kiv. Istedet fik de 522 delegerede halvanden times almindeligheder, der på samme tid forsvarede Schröder-Blair papiret og Holzmann-redningen, hyldede fremtidens teknologi og socialdemokratisk tradition, sparkede til CDU og Lafontaine, roste Lafontaine og Scharping.
Formanden i et folkeparti skal samle - ikke udfordre, have tilbud til enhver uden at love nogen noget.wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu