15. oktober 2005

Efterårsferien står for døren. Politikerne kæmper om børnefamiliernes gunst, mens familierne kæmper med stress, overstyrede forventninger til sig selv og nye, potentielt samfundsforandrende ledelsesformer på arbejdsmarkedet. Imens mangler børnene nærhed, filminstruktør Lotte Svendsen mener kommercialiseringen af vores liv er røget fuldstændig ud af kontrol, og sangeren Peter H. Olesen anbefaler almindelig sund fornuft

Børnefamilien er truet. De stigende krav på arbejsmarkedet og vores drømme om succes på jobbet, i parforholdet og i forhold til vores børn giver os stress. Vi har ikke tid nok - hverken til vores eget selvrealiseringsprojekt eller til at være til stede for vores børn. De får stress af vores stress, og hvis de ikke har stress, kan vi stresse over, at de ikke læser godt nok, bliver for fede, glor for meget tv ligesom os selv - eller kaster sig ud i sexliv og alkoholmisbrug i de tidligste teenageår. Grunde til frygt og bæven er der nok af. Faktisk så mange, at vi nu skal have en regeringskommission til at kulegrave vores familie- og arbejdsmarkedsforhold, så vi kan organisere os ud af problemerne.

Men nu er der efterårsferie - et pusterum - og så skal ungerne og vores dårlige samvittighed få! Tid, arrangementer og nærhed, til poderne er lykkelige- eller segner.

Filminstruktør og mor til to Lotte Svendsen står målløs overfor tidens tendenser:

"Jeg mener virkelig, hele Danmark er fuldstændig offside for tiden. Vi drøner rundt som 'kapitalens kvæg' og stresser for at få råd til statussymboler, vi ikke har brug for, og lader vores børns behov blive dikteret af reklamebranchens idealiserede billeder af, hvad der skal til for at blive lykkelig," sigerLotte Svendsen.

Måske handler det mest af alt om, at skaffe sig et mere nuanceret billede af, hvad vi kan forlange af os selv. Det mener professor i socialpsykologi, centerleder på RUC, Lars Dencik:

"Man føler sig primært stresset, fordi man har høje ambitioner. Stresset kommer i virkeligheden ikke af, at vi arbejder mere, for vi arbejder i realiteten mindre, end vi gjorde blot for 10-15 år siden, og bruger mere tid med vores børn, end vi nogensinde før har gjort. Forskellen er i dag, at vi har et helt andet ambitionsniveau om at knytte tættere kontakter til vores børn og være mere tilstede, samtidig med at vi også har store ambitioner i forhold til vores arbjedsliv og søger den succes og bekræftelse, der ligger i det. Det, man beklager sig over, er for så vidt, at døgnet ikke har mere end 24 timer. Naturligvis er der områder, hvor kontakten mellem børn og forældre kan være bedre, men det ændrer ikke på, at man i Danmark i dag lever et stærkt børneorienteret familieliv set i forhold til alle tidligere tider," siger Lars Dencik.

Den fortolkning er praktiserende psykolog Ole Kyed ganske enig i. Han har 25 års erfaring med private konsultationer og rådgivning af børn og unge i Lyngby-Taarnbæk kommunes PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning), hvor en stor del af klienterne kommer fra de såkaldt ressourcestærke familier, der fylder mediediskursen på stress- og børnefamiliefronten. Han mener, at forældre, der har svært ved at binde arbejdslivets og familielivets krav sammen, med fordel kan anskue familien som en energigivende ressource.

"At være forældre er i langt de fleste tilfælde noget, man har valgt. Og det valg må man altså stå ved og sige fra, når arbejdspresset koster for store ofre. Hvis man aktivt vælger ansvaret til, kan man også i højere grad bruge familien og børnene som en ressource, der øger ens overskud på jobbet, snarere end at man, når man har fri, er fanget i dårlig samvittighed over for arbejdspladsen og de mål, man der skal nå. Børn giver jo utrolig meget energi tilbage; i form af intimitet og kærlighed, humor, følelsesmæssig intensitet osv., men det kræver, at man investerer sig selv personligt i relationen. I de situationer er familielivet jo ikke 'anstrengende,' ligesom det ikke er trættende på jobbet, når det kører, og man synes opgaven er spændende," siger Ole Kyed.

Vi bliver således tilbudt en vej ud. Indse at du ikke kan nå alt, og at kravene, du tror, du skal honorere, stort set er umulige. Men at foretage et sådant valg er desværre ikke så enkelt, mener psykolog og lektor på Københavns Universitet Nadja U. Prætorius:

"Man er meget langt fra primærårsagerne til stress, når man bruger vores øgede ambitionsniveau som hovedforklaringsmodel. Det, mener jeg, er en overfladisk fortolkning. Min påstand er, at de moderne ledelsesprincipper på arbejdspladserne stiller os i en mere og mere umulig situation, hvor vores menneskesyn bliver markedsgjort, og vi hele tiden skal ændre vores identitet. Det, at man først og fremmest skal være 'resultatopnåer', skal kunne leve op til kontrakter, målsætninger og omstille sig efter virksomhedens konstant skiftende behov, det medfører også, at vi mister vores dømmekraft, og tror vi også skal 'præstere' i hjemmet på en anden måde end før," siger Nadja U. Prætorius.

Hun henviser til det medieaktuelle eksempel med pressede socialrådgivere, der nu forventes at evaluere sager på områder, "de ikke har en dyt forstand på":

"Det piner dem jo, at de skal sidde og lave et arbejde, de selv ved, er ukvalificeret, i stedet for at bruge tiden på de kerneydelser, de er gode til. Eksemplet er langt fra unikt. For rigtig mange mennesker er det helt enkelt umuligt at honorere kravene, fordi de stort set er umulige at efterleve. Der er konstante rationaliseringer og effektiviseringer, hvor en opgave, der tidligere blev varetaget af mange hænder, nu pludselig ligger på én selv. Man forventes kontinuerligt at indlære nye funktioner, og man har ikke tid til at sætte sig ind i funktionerne, før man skal omsætte den nye viden i praksis, og den følelse af uformåen og usikkerhed i forhold til egen funktion er en konstant stressfaktor," siger Nadja U. Prætorius.

Adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitet Kirsten-Marie Bovbjerg er enig i, at det er vanskeligt at reducere diskussionen til et spørgsmål om at foretage et personligt valg:

"Man kan altid med rette pege på vores personlige ansvar for at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, men man må også forholde sig til, hvilke begrænsninger, der er i de valg, vi kan foretage os. For det er jo rigtigt, at vi bare kan melde os ud, men hvor meget kan man melde sig ud, uden at man bliver sat ud af spillet? Den grænse er man meget utilbøjelig til at diskutere," siger Kirsten-Marie Bovbjerg.

En, der til gengæld diskuterer, hvordan kravene til individdet er under forandring i arbejdslivet, er professor ved institut for Ledelse, politik og Filosofi på Copenhagen Business School, Niels Åkerstrøm Andersen. Han har sammen med kollegaen Asmund W. Born bl.a. skrevet bogen Kærlighed og Omstilling (2001).

"Der er sket et skift i den strategi, hvormed man leder en arbejdsplads. Hvis man skal starte på begrebsniveauet, så har vi fået en masse nye honørord som: livslang læring, den hele medarbejder, involvering, initiativ osv. osv. Og det, disse nye ord gør, er at, de sætter den ansvarstagende medarbejder i fokus i modsætning til den ansvarshavende medarbejder. Grundlogikken i at være en god medarbejder bliver derfor ikke at gøre sin pligt, ikke at være flittig, ikke bare at være tro mod arbejdspladsen. Den ansvarstagende, gode, medarbejder skal se verden gennem organisationen; medarbejderen skal være passioneret i den og selv kunne se, hvad der er i organisationens interesse. Her taler vi om en 'kodificering i kærlighedens kode', fordi man skal kunne foregribe organisationens behov snarere end afvente en anmodning fra den elskedes side, i dette tilfælde organisationen. Det bevirker, at man tager mængder af initiativer for at bekræfte sin 'kærlighed', og bruger en masse energi på at sikre, at ens initiativ bliver bemærket. På den måde socialiseres vi til at producere og reproducere vores egen stresstilstand," siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Konflikten er hårdt tegnet op. På den ene side er det på jobbet mange af os, børnefamilieforældre eller ej, definerer os som individer. Samtidig har vi større ambitioner om at være succesfulde forældre og rollemodeller for vores forhåbentlig perfekte børn, som fortjener stadigt mere af vores tid. Og den kærlighed, som typisk blev reserveret til partneren, børnene og familien, er nu udsat for konkurrence fra 'organisationen' af følelsesmæssige bindinger, der minder om kærlighed. Det kunne lyde som en lidt fortænkt science fiction.

"Man må spørge sig selv, om arbejdet virkelig er blevet så meget mere spændende? Eller om det handler om sociale succesparametre, som det at være 'en spiller' på jobbet jo er, ligesom det at bage boller sammen med børnene eller tage på skovtur vurderes som værende succeser, når man opregner præstationer med og mod sine kolleger," siger Kirsten-Marie Bovbjerg.

De udefrakommende krav til, hvad det at være en succes som forælder, som familie eller karrieremenneske er ved at drive filmsinstruktør Lotte Svendsen til vanvid. Hun mener, vi alle, og i særdeleshed børnefamilierne, ligger under for et voldsomt kommercielt pres, der betyder, at man fokuserer på ydre værdier, som eroderer traditionelle familieværdier og ultimativt splintrer sammenhængskraften i både parforhold og familier. Et kollektivt forbrugsvanvid

"Nu lover Venstre flere penge til børnefamilierne til forbrug... hør nu lige! Jeg var med metroen en søndag fornylig sammen med mine drenge. Ud på Vestamager, helt ud til sidste stop, fordi der er masser af fugle derude lige nu, så dem skulle vi selvfølgelig ud og se. Vi var de eneste, der stod af der! Til gengæld væltede det ind og ud med mennesker, der skulle i Fields, med poser og pakker, og hvad ved jeg. Dvs. søndagen - hvor man kan snakke sammen og har tid - den er nu blevet stor familieshoppedag. Og det er da et meget godt billede på tiden! Når børn flipper ud over at være længere tid ad gangen i et lukket rum, så kan man jo vælte noget pizza og popkorn i hovedet på dem og give dem et frikort til Fætter BR. Der må jeg altså indrømme, at jeg tror, der er mere nærhed i nogle af de 'gamle værdier'. Vestamager, udenfor, og en kikkert i hånden," siger Lotte Svendsen.

Hun citerer naboen på Nordbornholm, entertaineren Anders Lund Madsen, for at have konstateret, at vi har mere fritid end nogensinde før, så tidsmanglen duer ikke som undskyldning for at parkere børnene foran videoen, fordi vi ikke kan overskue at være noget for dem. Dermed mener hun, trods anerkendelse af, at mange familer med to karriereforældre har travlt - og at der også er en forældregruppe med sociale problemer, der i denne sammenhæng falder udenfor - at vi selv kan foretage nogle valg. Valg, der kan styrke vores relationer til børn og familien i det hele taget, men også frisætte os fra nogle af de stressfaktorer, der truer ægteskaber og kollektive projekter.

"Altså jeg ved godt, at jeg i mange år, i hvad jeg har lavet af film og teater, har gjort os til ofre. Ofre for das kapital und die klassesamfund og alt det, og det synes jeg også, vi er, men der er samtidig også noget med personligt ansvar i det her. Jeg tror ikke, man i øjeblikket kunne lave en mere kraftfuld demonstration end at stå af hele det der forbrugsræs. Der er så meget angst for ikke at slå til og ikke kunne vise sig frem som en succes. Nu er vi far mor og børn, så skal vi have samtalekøkken, til ballet om tirsdagen, Fields om søndagen så hele familien kan få dækket sit shoppingbehov på én gang, og det går fantastisk godt til børnene bliver fire-fem år. Så brænder vi sammen, bliver skilt, og så er det sgu kaos, for det er jo vore dages jordskred de her skilsmisser," siger Lotte Svendsen.

Fuglekiggeri ude i naturen eller bygning af kastanjedyr efter en tur i skoven snarere end samvær om konsum. Det kunne lyde som en lidt hellig kliché, eller måske bare oplagt. Men ifølge Ole Kyed er det en meget vigtig pointe.

"Børn har vældigt behov for, at forældrene prioriterer aktiviteter sammen med dem. Det kan for så vidt være alt imellem himmel og jord, men det skal helst være noget, som forældrene også selv er interesserede i og motiverede for, for så vil børnene også oftest synes, det er sjovt eller interessant. Det man taler meget om; at købe sig aflad, det virker helt enkelt ikke. Det at gøre noget sammen, om det er hjemme, på museum eller i naturen, giver også mulighed for at tale sammen på en anden måde, til reflektion og til at få behandlet nogle af de spørgsmål, som børnene måske brænder inde med til dagligt, hvor de i tæt samvær oplever en anden åbenhed og tilgængelighed fra forældrenes side. Det at børnene mærker, at de bliver taget alvorligt, at der er tid, og der bliver lyttet til dem," siger Ole Kyed.

Det at tage sig tid til reflektion og se kritisk på egne forventninger til sig selv er noget, der ligger lige for, hos Peter H. Olesen - far til to - og sanger og tekstforfatter i den stadigt mere kunstnerisk prægnante duo Olesen-Olesen. Den indledende linie i refrænet til sangen "CV pt.", hvor melankolien når nye højder, lyder til eksempel "Jeg er min egen ulykkes smed." Han slår et slag for den sunde fornuft:

"Jeg tror, vi er langt mere bevidste, både sprogligt og mentalt, om børn og børneopdragelse, end vi har været tidligere. På godt og ondt. Men nogle gange mener jeg også, at man snarere end at følge de seneste direktiver, for hvad børn har behov for, må bruge sin sunde fornuft og de bedste ting fra sin egen opdragelse. Også fordi det så kommer fra noget autentisk i en selv, og det tror jeg, børn kan mærke," siger Peter H. Olesen.

Han understreger, at hans arbejdspressituation ikke kan sammenlignes med den typiske børnefamilies, og at familens bopæl i et ressourcestærkt område uden for Sorø også har indflydelse på de observationer, han kan gøre af børnefamilien Danmark. Men set fra hans platform, ser det ikke så helt skidt ud:

"Mange af de oplevelser, jeg har, står i modstrid til den debat, der kører om, at vi har for travlt til at tage os tid til vores børn. Jeg tænkte over det den anden dag, da jeg afleverede min datter i skolen, at det var svært at bevare pessimismen. Børnene var glade for at skulle i skole, og mange af forældrene blev til morgensamlingen. Det var næsten for meget med den omklamring, og jeg må da indrømme, at jeg ikke kan huske noget tilsvarende fra den gang, jeg selv gik i skole. I sidste ende er det jo netop et tegn på, at man vil det bedste for sine børn, men jeg tænker nogle gange, at det nok kunne være sundt at slå koldt vand i blodet, snarere end at abonnere på alle de råd og direktiver, man får udstukket af 'børneindustrien' og diverse professionelle behandlere, og i stedet fokusere på at skabe sin egen følelsesmæssige forbindelse til børnene. Udfra ens eget værdigrundlag," siger Peter H. Olesen.

Den forestilling er der ingen af de interviewede, der har nogen indsigelser overfor. Men hvilket værdigrundlag, der end ligger til grund for den måde, vi opdeler vores liv efter arbejde, familie og fritid, så kommer diskussionen om børnefamiliernes vilkår formentlig til at dominere den politiske dagsorden i lang tid fremover - ikke mindst med statsminister Anders Fogh Rasmussens proklamerede kommission in mente.

John Halse, børnepsykolog og gennem de seneste 16 år landsformand for Landsorganisationen Børns Vilkår understreger, at de valg vi træffer i afvejningen af familie- og arbejdsliv ikke kun har langsigtede perspektiver økonomisk set, men at man også kan opstille et følelsesøkonomisk regnestykke:

"Vi er nødt til at tænke over som forældre, at vores børns liv ikke bliver genudsendt. Vi tænker på vores personlige identitets- og prestigeprojekt på jobbet, og overvejer hvad vi 'mister', hvis vi tager efterårsferien fri eller holder barsel eller whatever. Det er selvfølgelig legitimt nok, men den anden side er, at når vi nu har valgt at blive forældre, så er man også nødt til at spørge sig selv, ikke bare hvad ens børn mister på den karrierekonto, men også hvad man selv mister som forælder? For hvis de følelsesmæssige relationer ikke ligger der i de tidlige år, så er det meget svært at rette op på senere. Derfor stiller jeg også forældre det ledende spørgsmål, om de ikke gerne vil have en god, bæredygtig relation til deres børn, også når de er blevet 17-18 år? Det er der jo ingen, der siger nej til, men så må man også tage konsekvensen," siger John Halse.

Det lyder næsten som sund fornuft.

Nadja U. Prætorius har skrevet forskningsartiklen Livet som undtagelsestilstand, der kan læses på: http://www.liv-i-balance.dk/artikel6.htm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her