Læsetid: 9 min.

'Hele Falster er en koncentrationslejr'

Knud Romer har skrevet en roman, der skildrer en opvækst i sammenstødet mellem tysk kultur og dansk, provinsiel småtskårethed
3. juni 2006

Knud Romer er forfatter og desuden kendt som en succesfuld reklamemand. Medlem af Informations nye tæskehold er han også, men hans nyeste udspil er en roman, Den som blinker er bange for døden, om sin barndom og sin familie på både fædrene og mødrene side. Moderen var tysker, der kom til Danmark umiddelbart efter Anden Verdenskrig og fik arbejde på sukkerfabrikken i Nykøbing Falster. Faderen var fra Nykøbing, hvor hans familie i generationer havde været garvere, efter at en cirkusdirektør Romer for århundreder siden var strandet i byen. Faderen havde dog nægtet at fortsætte familietraditionen og var blevet en yderst pertentlig forsikringsmand.

Knud Romer skildrer en snæversynet og småtskåret provinsbyopvækst af værste skuffe. 'Tyskersvin' bliver han kaldt, han bliver mobbet og banket på det groveste, de handlende ignorer hans mor, når hun forsøger at købe ind osv. osv.

Forældrene reagerer med at trække sig tilbage fra omverdenen. Faderen bliver fikseret på sikkerhed, moderen mere og mere hoven og tysksindet over for hoben. Hun kan finde på at vandre gennem Nykøbing, syngende ich bin ein Preuße - en preusser - blot for at demonstrere.

Fra dødens synspunkt

Knud opdrages halvt på tysk og med førkrigstidens centraleuropæiske kultur og værdier som målestok. Men også klaustrofobisk spærret inde i huset, i familien og ikke mindst i slægtens historie, der består i en lang række nederlag, tab og tragedier. Blandt andet startede hans farfar en busrute til Marielyst, det nu populære badested på sydspidsen af Falster. Han forudså turiststrømmen til stedet, men for tidligt: Han nåede aldrig at få nogen passagerer. Derimod levede han længe nok til at se, hvordan andre tjente styrtende på de ideer, han selv havde haft.

Når romanen hedder Den som blinker er bange for døden, er det fordi modet til at se døden i øjnene er dens egentligste emne, siger Knud Romer. "Den er skrevet fra dødens synspunkt."

"Alle historierne i bogen handler om døden. Jeg har skrevet den realistisk, men 'med to hænder', så den også kan læses allegorisk og symbolsk."

En russisk håndgranat

Et eksempel er onkel Helmut, der har deltaget i tilbagetoget gennem Rusland, og som siger: Det endte altid med et lig'. Hele romanen er én lang udskydelse af slutningen: Det ender altid med et lig.

Slutningen skal ikke røbes her, men romanens galgenhumoristiske toneleje kommer blandt andet til udtryk i, at de granatsplinter, onkel Helmut i ét væk trækker ud af sin krop og forærer til den opvoksende Knud, til sidst kan samles til en komplet russisk håndgranat.

Det er imidlertid historiens eneste 'magisk-realistiske' træk, fastslår Knud Romer. Ellers er alle virkelighedens detaljer korrekte - helt ud i navnene.

"Hvis jeg ikke bagefter kan se de personer i øjnene, som jeg har skrevet om, synes jeg, jeg ville være et dumt svin."

"Alt er selvoplevet, men man kan selvfølgelig aldrig fortælle hele sandheden, det vil altid være fiktion, en konstruktion. Og jeg har undladt at fortælle de grimmeste ting for at der ikke skulle gå Monty Python i den: 'Jeg voksede op i en papkasse ved motorvejen. Men jeg havde ikke engang en papkasse' osv."

Rote Kapelle

Faktisk blev Knud Romers mor som et udslag af sexchikane udsat for en mock-henrettelse, hvor hun blev sat til at grave sin egen grav, hvorefter soldaterne skød op i luften, fortæller Knud Romer. Men det er ikke med i romanen, der ville blive for mange henrettelser. For Knud Romer fortæller også den rigtige historie om Rote Kapelle, en gruppe antifascistiske unge, der blev dømt for højforræderi og på Hitlers bud hængt i kødkroge. Også kvinderne.

Moderen var med i gruppen, men undslap. En af de hængte var imidlertid moderens første kærlighed, og blandt andet for at denne historie skulle stå rent - den er ikke særligt godt belyst i Tyskland den dag i dag, siger Knud Romer - har han tøjlet sin ellers livlige fantasi og holdt sig til fakta.

"Hvis jeg fyldte romanen med fantastiske episoder, måtte læseren jo spørge sig selv, om også Rote Kapelle-historien var et udslag af min fantasi."

Onklens granatsplinter er et enkelt eksempel på, at romanen er fuld af ting og tingsliggørelse, siger Knud Romer.

"Og den absolutte mester er døden, det er den, der gør alt andet til ting. På den måde medtænker romanen sin egen umulighed, sit fravær. Vi har ikke, og kan ikke have, komplet selvnærvær, vi lider altid under et underskud af information om os selv. Og vi vover ikke at erkende, at det, vi opfatter som virkelighed, er en mental konstruktion."

"I romanen leder jeg hele tiden efter en sprække, et hul, hvor jeg kan slippe ud af tingsligheden. Derfor er den fuld af skjulte døre, dobbeltbundede skabe osv. Det er en opfordring til læseren om lige at kigge efter i teksten én gang til."

"Folk gør, hvad de kan, for at fortrænge fraværet, tomheden; derfor hænger vi fast i de små forskelle. Vi klamrer os til dem af skræk for det forskelsløse. Men det eneste, der ikke er en ting, er ingen ting, Gud er døden. Komikken er, at katastrofen er indtruffet for længst. Hvis folk regnede vores ikke-viden med, ville de være mere tolerante. Hvis de på forhånd indregnede tabet, ville de være mindre grådige."

Fakta-fetichist

Oprindelig var det en helt anden roman, Knud Romer havde lagt op til, end den, der blev, fortæller han. Han har tilbragt lang tid med at researche alle omstændigheder omkring slægtshistorien, men til sidst lagde han det hele fra sig og skrev i stedet en roman, fortalt i første person, hvor det hele er set gennem barnet, Knuds, øjne.

- Hvorfor lavede du en så drastisk kovending?

"Jeg har altid været komplet fetichistisk med data, jeg elsker noter. Så jeg startede med nogle gigantiske undersøgelser over aktionærer, der købte sig ind på Marielyst og den slags. Det skulle være en stor, fin luksusbog med sjældne oplysninger, masser af noter og gamle fotos."

"Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at hvis man starter i konstruktionen, bliver resultatet tamt. Det fineste, jeg ved, er kontrakten med læseren. Er den først etableret, er den meget intim, og der skal ingenting til for at bryde den, den må man ikke tage let på. Handling betyder jo bevægelse, og det har været min hensigt: At bevæge og gribe læseren. Jeg prøver at få en sten til at græde," erklærer Knud Romer.

Mors brev til Julemanden

Han blev endda så asketisk med fakta, at han undlod at åbne sin mors efterladenskaber, før han havde skrevet færdig.

"Det skulle være, som jeg huskede det. Ellers ville det være sket med bogen. Den måtte nødvendigvis være en fiktionalisering af en oplevelse, af noget, der måske var sket. Jeg havde det, som om min mor fortalte mig romanen."

"Men da jeg var færdig åbnede jeg kassen og fandt blandt andet et brev fra min mor, Hildchen, til Julemanden, fortæller Knud Romer og viser mig brevet, der er skrevet på en gammel skrivemaskine med vaklende typer og omkranset af farvestrålende nisser, blomster, små legetøjshuse osv. Udenpå er der fortrykt Julemandens adresse samt et fem-pfennings frimærke forestillende en engel og med påskriften Gloria en Exelsis Deo, "Ære være Gud i det højeste."

Dét er kommet med i bogen. "Min roman er også et brev til Skt. Peter om at tage godt imod min mor," kommenterer Knud Romer. "Og et forsøg på at give hende et efterliv, efterlade et spor, stillet over for døden, der er den totale anonymisering, annuleringen af levet liv."

Galgenhumor

"Når jeg gerne vil bevæge læseren, er det også, fordi jeg synes, vi alle er meget distancerede. Det er vi ganske vist nødt til at være, fordi der sker så mange grumme ting. Men poesi opfattes af samme grund som naiv og barnlig, og jeg ville gerne kunne skrive poesi som i den tyske romantik! Jeg elsker Joseph von Eichendorff og Novalis. Tænk, hvis man kunne skrive sådan i 2006. Men kan man bevæge, så..."

- Der er dog også megen humor i din roman?

"Synes du det?"

- Ja, galgenhumor måske, i hele din måde at fortælle på: "Papa Schneider havde flere kilometer ar i ansigtet..."; "Min mormor eksploderede under krigen i en kælder fuld af renset benzin". Du fremstiller den groteske tilværelse med tungen lige i munden?

"Der er måske en vis amor fati. Som når jeg beskriver min farfar, der kører rundt og rundt i en tom bus," svarer Knud Romer og skifter spor:

"Jeg har altid ment, at de ting, man skriver om, skal være selvoplevede, og jeg har aldrig kendt min farfar. Men jeg oversatte hans vidtløftige og fantasifulde forsøg på at få succes og hans tålmodige kone Karen til min egen kone, Andrea, og mig selv."

-At bruge forskellige aspekter af sig selv i sine personer, er det ikke det, der er den selvoplevede kerne i fiktion?

"Sådan er det naturligvis. Jeg lever af at fortælle historier, så man kan sammenligne min farfars bus uden passagerer med en bog uden læsere," griner Knud Romer.

Han har tidligere måttet gribe til mange slags krumspring for at få sine ting ud, fortæller han.

Kafka som passager

Knud Romer røber også nogle ualmindeligt gode historier, han stødte på under sin omfattende research. Den sidste passager, farfaderen i romanen får med op at køre - efter at han i resignation har været ved at køre forbi uden at holde ind - viste sig i virkelighedens verden at være - Franz Kafka!

"I et bind af Kafkas breve fandt jeg et postkort fra Kafka, som var skrevet i Marielyst. Og i hans dagbøger er der også optegnelser fra opholdet på Falster. Det var ret vildt at opdage, at der eksisterede en dødsannonce for min farfars busrute i verdenslitteraturen!"

"Det var i øvrigt også i Marielyst, Kafka fik inspiration til Forvandlingen, hvor Gregor Samsa en morgen vågner og er forvandlet til et kæmpestort kryb. I hans optegnelser skriver han et sted om, hvordan han vågner en morgen på pensionatet og føler sig som et insekt. Han skrev Forvandlingen umiddelbart efter opholdet i Marielyst, og for mig er det indlysende, at verdens mest depressive forfatter må finde sin stemme på Falster."

- Men hvorfor har du ikke taget det med i bogen?

"Det blev irrelevant. Jeg vil have empati, det er manges historie, jeg fortæller, og jeg vil gerne have folk til at forstå. For eksempel hvordan børn i dag af en tørklædeklædt tyrkisk mor må have det, stillet over for den ydmygelse af en hel kultur, de udsættes for. Hvordan kan de reagere med andet end trods og tættere sammenhold? Ligesom min mor, der blev endnu mere snobbet og forfinet i takt med afvisningerne. Børnene kan enten integrere sig og anlægge samfundets blik på deres baggrund - og det betyder også slå hånden af deres mor - eller vælge familien."

"Man vælger familien," fastslår Knud Romer med eftertryk. "Selv havde jeg som ung lyst til at blive forbryder bare for at hævne mig på Nykøbing."

Ventet på den voksne

- Har du også skrevet romanen som en slags hævn?

Knud Romer svarer indirekte: "At skrive er at skrive en hel masse dårligt og redigere, indtil det bliver godt. Man må have selvkritik, alt for mange dårlige bøger skyldes, at forfatteren ikke kan give slip på sine egne gode ideer."

"Jeg skrev og skrev, indtil jeg stødte på sandheden - og fandt ud af, at det, der kom frem, var en 10-årig dreng, der har ventet på en voksen mand, som kunne fortælle hans historie."

"Jeg har også drømt om at skrive romanen på tysk, få en stor tysk pris, og så stå og sige 'fuck' til Nykøbing."

"Men jeg opdagede, at drengen ikke var ude på hævn - det ville tilmed være at besudle de menneskelige ofre, jeg beskriver. Desuden gider ingen glo på patetisk ulykke, aggression og hån. En forfatter skal være de øjne, læseren kigger igennem, han skal ikke pege på sig selv."

Knud Romer kalder sin roman "et vindue med sørgerand" - han opdagede undervejs, at hans skrift forvandlede hele verden til en kirkegård.

"Skolen er Auschwitz, Falsters roemarker, kraniemarker. Hele Falster er en koncentrationslejr," konstaterer den centraleuropæisk dannede forfatter og sammenfatter afslutningsvis romanens stemning i et citat af den østrigske digter Georg Trakl:

Golden über der Schädelstätte, öffnet sich Gottes Auge. (Gyldent over Hovedskalstedet (Golgata) åbner sig Gud øje. ks).

Knud Romers roman, Den som blinker er bange for døden, udkommer den 9. juni på forlaget Athene

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu