Læsetid: 5 min.

Hele New York er en scene

Trangen til at føle sig som en berømthed er iboende i enhver newyorker
4. maj 2006

Jeg står med bare fødder i en af de hundredvis af klasser i New York, hvor der hver dag undervises i dramatik. Jeg er omringet af prægtige unge mænd og kvinder, som kysser i luften, slår ud efter efter imaginære bolde og står på ski ned af imaginære løjper. Med deres kroppe forsøger de at genskabe lykkelige øjeblikke i deres liv.

Selv om det er meningen, jeg skal gøre det samme, sniger jeg mig til at betragte dem og tænker, at netop nu kunne være ét af disse øjeblikke.

Læreren, en ærværdig instruktør, som studerede sammen med Actors Studios grundlægger, Lee Strasberg, beordrer os så til at skifte til bedrøvelige øjeblikke i vore liv. Det er lettere: Skuldre hænger, ansigter bliver lange, luften tynges af knugende stilhed. Alligevel morer jeg mig stadig.

I dag virker det, som om hver eneste newyorker er skuespiller eller ønsker at være det. Byen er fuld af teaterskoler og danseskoler der underviser i alt fra ballet for pensionister til fusionsflamenco. Der er skoler for akrobater og klovne, for improvisation, stand-up, teater og film. Der udbydes specialkurser i, hvordan man skal optræde foran et kamera, medvirke i sæbeoperaer, få et reklamejob til eller i sit eget talkshow. You name it - der er en skole for det hele!

En hel industri

Hele industrier nærer vor trang til at optræde. 'Trænere' af alle slags - agenter, personlige instruktører, producere - lever af at formidle skuespillere til produktioner. Hundredvis af fotografer specialiserer sig i head shots - reklamebilleder, som skuespillere uddeler som visitkort. Fem eller seks kostumebutikker på Manhattan skaffer alt fra parykker og klovenæser til pailletpyntede tights i Las Vegas-stil.

Restauranter og advokatkontorer ville ikke kunne drive forretning uden de horder af skuespiller og musikere, som kommer hertil fra hele USA og overlever ved at arbejde som tjenere og kontorvikarer. Den omstændighed, at det stort set er umuligt at leve af at være skuespiller her og alle andre steder i USA, ser ikke ud til at tage modet fra nogen. Bortset fra enkelte sæbeoperaer er den eneste nationale tv-production, som optages i New York, krimiserien Law and Order. Til gengæld optages mange film i New York, og det har skabt en ny industri. Arbejdsløse skuespillere kan tjene 100-200 dollars om dagen som statister.

Men jobbene kommer sporadisk, og ingen kan regne med at betrygge deres tilværelse økonomisk ved at stå ved siden af George Clooney eller Catherine Zeta-Jones en dag eller to under de hede projektører.

Tilmed arbejder skuespillerne gratis i de fleste teaterproduktioner i New York. Andelen af opsætninger med uorganiseret arbejdskraft er større end andelen af shows med fagforeninger i ryggen, og de henlægges ofte til obskure steder som gamle fabrikslokaler, forretninger og lejligheder.

En stor del af tiden arbejder selv erfarne skuespillere gratis. Dermed kan de tilføje noget nyt til cv'et, og måske vil en producent vil opdage showet og forelske sig i det.

Hvorfor lever vi, som vi gør? Det er svært at sige. Måske er vore hverdagsjob for trivielle, og vi drømmer om at gøre noget mere glamourøst og morsomt. Måske nyhederne gør dagliglivet så deprimerende, at vi flygter ind i den type fantasivirksomhed, vi mestrede så godt som børn.

Måske er vi så dominerede af medierne, at tv og film forekommer mere 'virkelige' end vore egne liv, så den eneste måde, vi kan føle os levende på, er ved at gå gennem skærmen, som Alice gik gennem the looking glass.

Måske er det ikke nok at være mennesker. På grund af de høje forventninger, amerikanere har til sig selv og vanskelighederne ved at indfri dem, har vi alle behov for at føle os som berømtheder.

Føler sig levende

Ikke at berømtheder bliver overbegloet eller forfulgt i New York. Det er en stor by, og vi tager det roligt.

Alligevel - selv om vi rødmer af forlegenhed, når vores 10 år gamle datter nærmer sig Robin Williams, mens hans spiser en hamburger ved en fastfood-bod - føler vi os lidt mere levende, når vi ser Donald Sutherland eller Matt Dillon i undergrundsbanen, kører ti etager i elevator med Emma Thompson (hvor er hun høj!) eller støder ind i Meryl Streep på Madison Avenue.

I et kort øjeblik er vi ikke længere på ydersiden og kigger ind. I en slags eksistentiel forstand er vi blevet inkluderet i et fælleskab for de udvalgte. Under overfladen er berømtheder præcis som vi. Eller snarere: I et glitrende øjeblik er vi præcis som de.

Jeg tror, der kan være en yderligere grund til berømthedskult. I USA er både familiebånd og andre former for nærhed i samfundet blevet tyndslidte gennem de sidste 50 år. Familier er spredt omkring i landet. På grund af krævende, tidsslugende job har vi færre anledninger til at samles og pleje venskaber. For nogen mennesker er berømtheder blevet deres 'venner', deres familie i fantasien.

For nogle måneder siden gik jeg til en julemiddag med to generationer af en intelligent, veluddannet, tæt sammenknyttet familie. Mens de ældste talte om slægtninge og fælles venner, sad den yngre generation - som dog var i 30'erne - foran tv-skærmen og diskuterede Hollywood-stjernerns 'private' liv. Var Britney Spears virkelig gravid? Havde Angelina Jolie en affære med Brad Pitt, før han slog op med Jennifer Aniston?

Uden at stille spørgsmål ved kilderne eller informationernes troværdighed fremførte de heftige meninger, og temperaturen steg. De syntes alle at opfatte sig som intimt knyttede til mennesker, de aldrig havde mødt.

Men nu er jeg ikke retfærdig imod dem. Eller mig selv. Jeg tror, det handler om et specielt øjeblik på en scene - det øjeblik, som skaber følelsen af at være knyttet sammen, om så ganske kort, med en gruppe mennesker i et fælles projekt.

Jeg husker, da jeg for nogen år siden spillede med i en opførelse af Shakespeares Love's Labour's Lost i et gammelt pornoteater ved Times Square. Det var ved slutningen af femte akt, hvor alle byens borgere klæder sig ud i prangende kostumer. Der stod vi, syv eller otte klovne og narre i dumme dragter, bag scenen og ventede på at gå ud på et podium af træ med en messingstang i midten.

Jeg husker, jeg tænkte, at der ikke var noget sted i verden jeg hellere ville være end akkurat dér.

George Blecher er amerikansk forfatter

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu