Læsetid: 4 min.

Hele den tyrkiske musik

6. marts 2000

"Vores natur ligger i bevægelse. Fuldkommen hvile betyder død"
Blaise Pascal, 1670

Vi lever i et delta af kulturelle strømninger. Vi danser samba, spiser indisk mad, lytter til Youssou N'Dour og forestiller os det Afrika, han synger om, mens vi zapper videre i mellem de kulturer, vi enten kender fra rejser eller fra venners anbefalinger.
Vi rejser ud for at opleve 'det fremmede', men når vi kommer hjem er det fremmede også pludselig her, i hvert fald når man lytter til Pia Kjærsgaard og de mange mennesker, hun taler på vegne af. Under sloganet: "Kirke, svinekød og kolonihaveflag" sættes hælene i mod at Danmark bliver multikulturelt. Men ængstelsen bygger på, at vi i forvejen skulle leve i en kulturel enhed, som kan nedbrydes af 'de fremmede' i kraft af deres anderledes etniske baggrund.
Det er snart længe siden, at man i Danmark havde en enhedskultur, forstået som en hovedstrømning, der kunne repræsenteres af kulturelle koryfæer, som satte en åndelig dagsorden for 'kulturdebatten'. Dengang hed flagskibet Vindrosen, der var det toneangivende tidsskrift i 1960'erne. Men i dag har vi ikke nogen overordnet tankemæssig himmelhvælving, der kan omslutte og forklare hvad det er, der sker i samfundet. Hvor den intellektuelle før i tiden kunne sidde som en fugl på kirketårnet og kommentere bevægelserne på landjorden, ses tingene i dag gennem flueøjne: Billederne suser af sted, kulturen er samplet og sammensat snarere end samlet og entydig, og hvordan skal vi nu navigere i deltaet?

Fremmedfrygten handler måske i virkeligheden om at følelsen af fællesskab i vores individ-orienterede kultur efterhånden er blevet så svækket, at den råber på hjælp. Her bliver et overordnet begreb som 'de fremmede' pludselig brugbart, ikke kun til at mistænkeliggøre en broget mængde af mennesker, men lige så meget til at redde en manglende følelse af tilhørsforhold.
Ved at 'navngive' en menneskegruppe som 'fremmed' bliver alle andre jo placeret i et trygt fællesskab, hvor man kender hinanden. Måske er det samme mekanisme, der træder i kraft, når vores kultur netop dyrker 'de kendte' på tv og i ugeblade. Denne dyrkelse handler netop om at kunne identificere sig og føle sig tryg ved at få bekræftet, at skuespilleren i virkeligheden er lige så normal som én selv.
Taxa-skuespilleren Zlatko Buric er et eksempel på, at dæmoniseringen forsvinder når 'den fremmede' i mediernes projektørlys bliver en af 'de kendte'. At frygten for Danmarks fremtid som multikulturelt samfund er størst i de byer, som faktisk har de sociale problemer længst fra livet, siger vel netop det samme. Så længe de ikke kan ses, er de fremmede og dermed truende for vores kultur.
I sidste uge kunne man i Information læse et interview med den nyvalgte formand for Integrationsrådet i København Hanna Ziadeh, der pointerede, at gadebander feks. aldrig har været en del af kulturen i de flygtningelejre og landsbyer, deres forældrer kommer fra. Han påpegede, at der snarere var tale om en amerikansk attitude, med basketballkasketten sat omvendt. Hvilket jo blot fortæller os, hvor smidigt kulturene blander og tilpasser sig efter de strømninger, der allerede er.
Men det er interessant, at det er så svært at tale om den flerhed af kulturer, som er en del af vores livsbillede i dag. Vi forsøger at indkvartere dem rent sprogligt og kalder dem 'nydanskerne' og 'folk med anden etnisk baggrund'. Med fare for enten at lyde frelste eller forsigtige. Og det er i virkeligheden én af kilderne til frygten, nemlig den manglende fokusering på, hvad det er for forandringer, der sker. Sproget vil samle og præcisere, men man kan netop ikke tale overordnet om det mangefacetterede kultur- og samfundsbillede, uden at tabe de nuancer, som er nødvendige for at gøre 'det fremmede' velkendt.

Den engelske forfatter Bruce Chatwin, der brugte det meste af sit liv på at rejse rundt i verden og indskrive i sine romaner, hvad han oplevede, taler i sin bog Drømmespor om, at den nomadiske levevis udtrykker noget fundamentalt i mennesket. Han citerer Pascal og finder hos ham en sandhed om, at mennesket er nødt til at være i bevægelse for ikke at dø. Det samme vilkår gælder naturligvis kulturer, som altid knopskyder, muterer og danner nye gevækster, fordi de er udtryk for de forskellige mennesker, som lever i den.
At den revnede enhedskultur i dag viser sig som et væld af stemmer, der tilsyneladende taler i flere tungemål, skal ikke få os til at fjerne opmærksomheden fra, hvad det egentlig er, stemmerne vil sige.
Lige som det er tilsvarende nødvendigt at lytte til de mennesker, som ganske simpelt ikke forstår sproget, de taler med. Men livsvilkåret vil altid være en blanding af velkendte og fremmede rum, uafhængigt af, hvor man føler sig mest hjemme.cl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her