Læsetid: 4 min.

Heling, ikke deling

18. september 1996

Det arbejde som er blevet gjort i Bosnien hidtil, har været en barneleg
ved siden af det, som nu venter. Carl Bildt USA følger sit fredsarbejde
i Bosnien godt op.

Efter et valg, der ikke kunne være perfekt, men som dog ser ud til at
kunne kaldes acceptabelt, flyver USA de tre nyvalgte præsidenter for det
opsplittede land - en serber, en muslim og en kroat - til New York for
at sikre, at de tre rent faktisk kommer i gang. Det sejrende serbiske
parti har ellers lagt hårdt ud: Det vil under ingen omstændigheder
acceptere, at præsidentskabet mødes i Sarajevo. Det foreslog i stedet et
telt med mindst tre indgange. Dér kunne så landets nye ledelse sidde,
alle med det ene ben så at sige ude af teltet igen, i det ingenmandsland
mellem den serbiske Republika Srbska og den muslimsk-kroatiske del-
republik, hvor serberne krævede teltet pløkket op. Derudover vil USA
samle - sandsynligvis igen på neutral grund - de repræsentanter, der
skal udgøre ledelsen i landets nye centralbank og dets højesteret og -
ikke mindst - ministerrådet, sammensat af enhedernes egne regeringer.
Inden da har USA sørget for, at den bosniske leder Alija Izetbegovic har
mødtes med arvefjenden Slobodan Milosevic. Formålet er at sikre en
diplomatisk forsoning mellem den bosniske og den serbiske stat, lige som
USA allerede har sikret sig en tilsvarende forsoning mellem Kroatien og
Serbien. Når dét er klaret, vil det amerikanske udenrigsministerium ikke
alene sørge for en dagsorden for præsidentskabets møde i New York, men
også skære ud i pap for parterne, at der er visse spilleregler, der skal
overholdes. Dayton-aftalen har ganske vist været et godt redskab til at
nå frem til og med valget - men derfra og frem er den nærmest en
opskrift på ballade: Præsidentskabet har f.eks. ansvaret for landets
udenrigspolitik, men alle beslutninger skal træffes i enighed mellem de
tre præsidenter. Det giver rig lejlighed til obstruktion; det var
faktisk en lignende konstruk- tion i det tidligere Jugoslavien, der
lammede denne nation i sin sidste tid. Når denne leder indledes med et
citat af Bildt, er det ikke alene for at understrege alvoren af den
kommende tid, men også for at understrege det europæiske ansvar. Bildt
er ikke bare den øverste chef for den civile indsats i Bosnien, han er
indsat som sådan af EU. Mens USA har sat freden på skinner, så rækker
disse skinner kun en måned eller to ud i fremtiden. Derefter må
europæerne tage over. Her fortjener Frankrig ros for sit klare udspil
om, at EU bør forpligte sig til mindst to års ansvar for det nyfødte
demokrati. Allerførst må de europæiske lande, der sukker over byrden af
de 670.000 flygtninge, slå koldt vand i blodet. Direktøren for FN's
Flygtningekommissariat, Søren Jessen Petersen, gjorde det på denne side
helt klart i går, da han sagde, "at det vil være uhyggeligt farligt at
sende folk hjem". Opfordringen til at vente gælder først og fremmest
Tyskland, hvor delstaternes indenrigsministre mødes i morgen for at
afgøre, om de vil sende 'deres' 330.000 flygtninge hjem med tvang. Gør
Tyskland dét, blir det vanskeligt for de øvrige lande ikke at følge
trop. Det vil være en katastrofe. En hjemsendelse af flygtningene til et
land, hvor de fleste hverken vil føle sig i sikkerhed eller rent faktisk
komme helt hjem, vil være en bombe under Bosniens stabilitet. Omfattende
tragedier er den første konsekvens, mens flygtningefamilierne henslæber
den kommende vinter i teltlejre, fordi deres hjemstavn er overtaget af
andre. Lad flygtningene vende hjem i ro og mag, når de og landet er
rede. Mens Dayton-aftalens succes skyldtes, at den tog sit udgangspunkt
i den faktiske etniske deling af landet, skal Europa nu arbejde for at
hele landet igen. Det vil have USA på sin side, når det gælder om at
presse Republika Srbska til at opgive sit er-klærede mål om fusion med
Milosevic's Serbien. Men derefter står europæerne alene med opgaven at
få landet til ikke bare at fungere, men også med at få det til at
forsones. Der er stor og velbegrundet angst i store dele af befolkningen
for 'de andre'. Den angst skal bl.a. tre etnisk definerede politistyrker
forsøge at fjerne - en opgave, man vanskeligt kan forestille sig, at de
selv kan løfte. Intens overvågning og intens hjælp til integration
bliver nødvendig, og der er næppe andre til at sørge for dette end EU.
Derfor bør EU også hjælpe med denne opgave. Det er naturligvis ikke
muligt nu at gøre Bosnien til et protektorat af et internationalt organ,
f.eks. EU -

Dayton-aftalen siger noget andet. Men det er muligt at gøre noget, der
ligner: Med en fortsat IFOR-indsats kan EU være med til at sikre den
frie bevægelighed i landet, som hidtil er blevet tilsidesat. Med
diplomatisk og økonomisk gulerod og stok kan der gribes ind, hvis den
ene af de tre parter forsøger at obstruere samarbejdet. Med rådgivning,
handelsåbning og bistand kan økonomien genopbygges. Men det kræver et
klart og utvetydigt tilsagn om støtte. EU-udenrigsministrenes støtte
sidste uge til en to-årig konsolideringsperiode er et godt tegn. Men det
skal følges op af en aktiv og gennemtænkt indsats, der sigter på
integrering af folkeslag og stater i et øget samarbejde fra Slovenien i
nord til Grækenland i syd. Kun gennem øget integration kan forsoningen
og freden styrkes: Ved forbedret infrastruktur, ved handel, ved fælles
nedrustning. Med hovedstad i Belgien, har EU's politiske og
administrative ledelse uden for sine vinduer kunnet se, hvorledes et
land forsumper i korruption og dét, der er værre, når landet ikke
integreres med fælles økonomi, institutioner og ordensmagt.

Dér er tale om et rigt land, i Bosnien om et sønderskudt og fattigt. Den
belgiske tragedie bør minde om, hvor langt farligere en manglende
indsats i Bosnien vil være, både for landet selv og for resten af
Europa.

pety (Peter Tygesen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her