Læsetid: 5 min.

Helle Thornings effektive alliance

Sammensætningen af den socialdemokratiske folketingsgruppe ændrer sig gradvist i Helle Thorning-Schmidts favør. Men magtdelingen mellem fløjene vil blive opretholdt efter valget
10. april 2007

Når Helle Thorning-Schmidt i denne måned kan gøre status over sine to første år som formand, kan hun glæde sig over, at hendes mest hårdnakkede modstandere har forladt slagmarken. Og den udvikling bliver endnu mere udpræget efter næste folketingsvalg.
Efter Thorning-Schmidt vandt sin overraskende sejr i formandsopgøret mod Frank Jensen i 2005, var den første tid omgærdet af entusiasme. Men allerede efter få måneder begyndte skeletterne at rasle ud af skabene.

Det parti, hun overtog, var atomiseret og fyldt med modsætninger – så store, at flere af partiets centrale spillere få år forinden havde frygtet en decideret splittelse. Der var tale om både politiske og personlige modsætninger, der indimellem smeltede sammen i en hidsig cocktail. Allerede i sommeren 2005 mistede Thorning-Schmidt den fulde politiske kontrol, da en stærk intern opposition vingeskød partiets tilslutning til integrationsforliget med regeringen og DF. Partiets katastrofekurs kulminerede under Muhammed-krisen, hvor meningsmålingerne røg helt i bund.

En mand er en mand
To faktorer har vendt den udvikling: Dels er der for første gang i over 15 år etableret en holdbar magtdeling i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Med den socialdemokratiske rokade i april 2006 blev Thorning-Schmidts nærmeste, Henrik Sass Larsen, gjort til politisk ordfører. Men Sass var forinden blevet hvisket et uventet råd i øret: Thorning-Schmidt-kritikeren Carsten Hansen skulle have et comeback og ved samme lejlighed gøres til gruppeformand. Thornings folk havde tidligere forsøgt at finde en ordning med Pia Gjellerup, men det var mislykkedes helt – og havde blot forstærket mistilliden mellem parterne.

Carsten Hansen – eller ’varmemesteren’ som han blot kaldes i folketingsgruppen – havde været en fast støtte for Svend Auken og Frank Jensen. Men han er samtidig en mand, der kan indgå kompromisser, hvad han siden har bevist. Hans samarbejde med Thorning fungerer fint, og ’fornufts-ægteskabet’ med Henrik Sass Larsen er efterhånden afløst af gensidig tillid. De to kan tage hårdkogte politiske diskussioner, men når de først har indgået aftale holder den. Som en centralt placeret kilde udtrykker det:

»Det er ikke så kompliceret. For varmemesteren er et ord et ord – og en mand er en mand.«

Hård kerne droppet ud
Dels har personudskiftninger i den socialdemokratiske gruppe i den grad været til Helle Thorning-Schmidts fordel. Først smækkede Sandy Brinck – der havde holdt anbefalingstalen for Frank Jensen under formandsopgøret – med døren. Hun fik snart følgeskab ud af Folketinget af Pernille Blach Hansen, Lene Jensen og Pia Gjellerup. Derudover har yderligere seks folketingsmedlemmer knyttet til Lykketoft og Auken meddelt, at de ikke genopstiller.

Pia Gjellerup, Sandy Brinck og Pernille Blach Hansen havde engageret sig så stærkt på den tabende side, at deres karrierer var knyttet til Frank Jensens skæbne. Det var disse nøglepersoner, Frank Jensen havde satset på, da han forsøgte at opbygge en alliance mellem centrale spillere fra Auken-fløjen og Lykketoft-fløjen.

Pia Gjellerup, Ole Stavad og Lene Jensen var i mange år Lykketofts nærmeste støtter, og bortset fra socialordfører Mette Frederiksen er hans netværk i folketingsgruppen nu næsten udslettet. Til ærgrelse for Lykketoft, men til lettelse for andre. Som en af Thornings støtter udtrykker det:

»Mogens synes jo, vi smed guld på gaden. Det synes vi nu ikke.«

Ordnes over en bajer
Mens det er en række yngre folk, der allerede er forsvundet fra Frank Jensens hold, er de Thorning-støtter, der ikke genopstiller, oppe i årene. Dertil kommer, at Thorning allerede har fået et par sikre støtter ind – John Dyrby og Sophie Hæstorp – som erstatning for de arge kritikere. Efter valget vil den superloyale partisekretær, Henrik Dam Kristensen, ligeledes være at finde i folketingsgruppen.

Selvom Thorning-Schmidt vil kunne mobilisere et overvældende flertal i gruppen, vil den organisatoriske magtdeling med partiets venstrefløj blive opretholdt efter valget. Gevinsterne ved stabiliteten er større end fristelsen til at tromle sig igennem.

Henrik Sass Larsen anerkendes efterhånden bredt som en god strateg, og en endnu bedre taktiker. Og Carsten Hansens metoder som gruppeformand er lige så enkle, som de er effektive. Han mestrer både at opmuntre folk over en kop kaffe eller en bajer, men han kan også sætte ind, hvis der kommer solomeldinger som Lotte Bundsgaards seneste kritik af skattestoppet. I sådanne situationer lyder det typisk – på klingende fynsk – fra varmemesteren:

»Jeg hørte din milde røst i medierne i morges. Det er vist ikke helt partiets politik, du der gav udtryk for.«

Game over for Frank
Samtidig har partiledelsen gjort en stor indsats for, at der ikke er for mange i den 47 personer store folketingsgruppe, der føler sig arbejdsløse. Mogens Lykketoft får indtil videre lov til at tegne partiets udenrigspolitik, om end ikke altid til partiledelsen udelte begejstring. Hvis der fortsat er skepsis over for dele af hans udenrigspolitiske linje i ledelsen, kan det på længere sigt blive et problem for Lykketoft, at hans basis i gruppen nu er så lille.

Svend Auken bruges flittigt til både miljøpolitik og europapolitik, men han har ikke nær samme indflydelse, som da han periodevis kunne mobilisere et flertal i folketingsgruppen i Nyrup-perioden.

Som en kilde beskriver det: »En hel del fra den gamle Auken-fløj har snarere loyaliteten rettet mod Carsten Hansen end mod Auken.«

Selv Frank Jensen er blevet sat i spidsen for udviklingen af partiets globaliserings-strategi, så han kan bruge sin politiske erfaring konstruktivt i den sidste tid. Det betyder dog ikke, at han på nogen måde er på tale til en ministerpost, som der for nylig blev spekuleret i.

Frank Jensen har selv meddelt, at det er definitivt forbi efter valget. Nøjagtig samme opfattelse har hans gamle modspillere, der beskriver den tidligere formandskandidats politiske fremtid med ordene »Game over«.

Den fortsatte magtdeling med partiets venstrefløj udelukker ikke, at Helle Thorning-Schmidt bruger sin styrkede position til at sætte sig igennem i tilspidsede situationer. Således er partiledelsen stålsat på, at der aldrig mere skal opstå en situation som under Muhammed-krisen, hvor Auken og Lykketoft til ledelsens store frustration tegnede linjen. I sådanne situationer vil det fremover være Thorning, der udtaler sig og lægger snittet.

Lige så stille er Socialdemokraternes formand ved at erobre den kontrol, der for mindre end et år siden var ved at glide hende helt af hænde.

Erik Holstein er tilknyttet Dagbladenes Bureau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu