Læsetid: 4 min.

Hellere sent end aldrig

18. august 2006

Günter Grass' afsløring i sin selvbiografi Beim Häuten der Zwiebel (Når løget skrælles) - at han som 17-årig i sensommeren 1944 blev indkaldt til militærtjeneste i en SS-division - har udløst en hidsig debat i tysk offentlighed, og den alt overvejende del af stemmerne i det polemiske kor foreholder den store tyske forfatter, at han i alt for lang tid har tilbageholdt dette ubekvemme faktum.

Svidende og ganske typisk for de mange forargede røster er dommen fra Der Spiegels Matthias Matussek: "Det er i orden, at Grass som 17-årig lod sig indrullere til Waffen SS - mange unge mænd og store drenge led samme skæbne i krigens sidste tid. Hvad der ikke er i orden, er den måde, hvorpå han har tilladt sig at økonomisere med sandheden: Han fortav den kun, så længe det var opportunt at undertrykke den. I årtier har Grass inkarneret nationens gode samvittighed. I årtier har han hånet andre for ikke at ville indrømme deres fortid og krævet bodsgang fra hele nationen. Efter Murens fald - det formentlig lykkeligste øjeblik i tysk efterkrigstidshistorie - var det Grass, der tordnede imod genforeningen, fordi Øst- og Vesttyskland efter hans opfattelse i al evighed skulle betale for Auschwitz' forbrydelse med deres adskillelse. For sin konsekvente moralske gehalt tog han imod alle æresbevisninger, der blev ham tildelt - deriblandt Nobelprisen. Nu vælter skeletterne, hans skam og hykleri, så ud skabet. Men se om han nøjes med at tilstå sin skyld. Ved eksklusive interviews i presse og tv orkestrerer han ligefrem sin bekendelse med så dreven iscenesættelse, at en Madonna vil få svært ved at overgå det, nu hun lancerer sin næste CD. Vi har ingen i dag, der i den grad forstår at markedsføre skam som Günter Grass. Hans Bliktrommen fortæller historien om dværgen Oskar Matzerat, som nægter at vokse. Han fastfryser tiden. Og på sin tromme besnærer han det tyske folk med sin vedholdende rytme og tvinger dem til at danse. I dag tvinger trommeslageren Grass igen sit land til at danse efter sin personlige rytme. Og en dyster, skramlende trist dans er det. Forhåbentlig er det sidste gang, at en repræsentant for denne generation - denne skyldnagede, pryglede og tragiske generation - får held til det, så det nye, unge, mere sorgløse Tyskland omsider kan blive flyvefærdigt."

Frygt for historikere

De mest perfide af hans kritikere undser sig ikke for at søsætte spekulationer om, at historikere formentlig var på sporet af Grass' hemmelighed. Dermed antyder de, at kun frygten for at blive opdaget fik ham til at lægge kortene på bordet.

Uden nåde er også litteraten Toma Tasovac, som på Deutsche Welles hjemmeside skriver: "Günter Grass har altid været så bedrevidende og docerende. Ikke mindst derfor er det absolut uundskyldeligt, at Grass har ventet i et halvt århundrede og reserveret sandheden for sig selv - når han i samme epoke har optrådt som moralsk imperativ i forhold til, hvordan tyskerne skal omgås deres fortid. Det er skuffende og ubehageligt at se, at den samme Grass, som lidenskabeligt forkyndte, at 'vi aldrig må lade opgøret med fortiden ophøre,' selv holdt sin egen fortid skjult i så lang tid. Det er sørgeligt og beskæmmende, at en så stor skikkelse nu flygter ind i sentimentalitet ('I 60 år har jeg skammet mig over det') eller narcissisme og betegner den massive flodbølge af kritik som 'et forsøg fra nogen på at gøre mig til uperson.'" Tasovac konkluderer dog: "Hellere en forsinket sandhed end ingen sandhed."

Men Grass har også prominente forsvarere: En af disse er Hans Mommsen, en af Tyskland mest anerkendte eksperter i den nationalsocialistiske epoke, mener således ikke, at det ville have gjort den ringeste forskel, om Grass var kommet med sin tilståelse tidligere - "reaktionen var blevet mindst lige så stærk, hvis ikke stærkere," skriver han i Frankfurter Rundschau og fortsætter:

"Det er oprørende at overvære, hvorledes anmassende debattører nu vil tvinge Günter Grass til at løbe moralsk spidsrod: Ikke blot er det urimeligt at bebrejde den 17-årige det formelle tilhørsforhold til SS, man må også tilstå den enkelte den moralske ret til selv at forvalte sin private fortid og erindringer om det omfattende værdisammenbrud, som satte ind med Hitlerregimets sidste krampetrækninger, og som hos så mange har udløst sprogløshed, ja fortrængninger. At Grass i sin selvbiografi beslutter sig til uden forbehold at holde kritisk forhør over sin ungdom, burde alle kritisk tænkende hilse velkomment. Skade at en sensationslysten offentlighed har misbrugt dette som anledning til at så tvivl om en stor forfatters troværdighed og politiske vurderingssans."

Rushdie: Overdreven harme

Også den britiske forfatter Salman Rushdie, der kalder furoren omkring forfatterens fortid overdreven.

"Jeg finder, at den harme, der er kommet til udtryk, er lovlig kunstig," siger Rushdie i en kommentar til medierøret i Tyskland.

Rushdie erklærer sig dog både chokeret og skuffet over Grass' indrømmelse. Men han pointerer, at der ikke er noget, som tyder på, at Grass nogensinde var involveret i nogen form for krigsforbrydelser.

"Grass har opnået sin status, fordi han er en gigant i verdenslitteraturen. Han er stadig den store forfatter, som han var for et par dage siden", fastslår Rushdie.

Både Nobelstiftelsen i Stockholm og et stort flertal i den tyske befolkning mener, at den 78-årige Grass skal beholde den udmærkelse, der blev ham til del i 1999.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu