Læsetid: 3 min.

Hellere Susi end Suharto

15. oktober 1996

NU VAR DET HELE så dejligt belejligt for alle. Badminton, Bali eller Bami Goreng (stegte nudler) var det første, som faldt os ind når talen - hvis overhovedet - skulle falde på Indonesien over middagsbordet. Havde det ikke været for Nobel-komitéens overraskende valg til af årets fredspris, ville de flestes første indtryk af Indonesien for eksempel være den kvindelige badmintonstjerne Susi Susantis sublime behandling af fjerbolden.
Men med valget af den romersk katolske biskop for Østtimor, Carlos Felipe Ximenes Belo, og talsmanden for uafhængighedsbevægelsen Fretilin, Jose Ramos-Horta, er der igen sat fokus på en af Indonesiens grimme sider: Den glemte konflikt i Østtimor. En konflikt, der - siden Indonesien annekserede den tidligere portugisiske koloni i 1976 - har medført drab, arrestationer og tortur af modstandere af det indonesiske overherredømme. Over 200.000 er døde siden 1976, siger menneskerettigehedsorganisationer.
I kølvandet på prisuddelingen har den ene af de to prismodtagere, Ramos-Horta - det utaknemmelige skarn - langet ud efter de svenske socialdemokrater. Han kalder dem hyklere, "fordi de, når de er i opposition, støtter Østtimors sag, mens de, når de er i regering, sælger de i stedet våben til undertrykkerne i Indonesien".

SET I DET LYS, kom Nobel-komitéens valg særdeles ubelejligt for den svenske regering. Men går det som det plejer at gå, kan de svenske socialdemokrater slappe af om en uges tid. Så er der nemlig ikke nogen, som snakker om Indonesien over middagsbordet mere.
Sådan var billedet eksempelvis, da det i slutningen af juli i år kom til de værste uroligheder i Jakarta i 20 år, efter at den stærke indonesiske præsident Suharto lod sine sikkerhedsstyrker indlede en klapjagt på en stigende opposition til styret.
Efter en uge med en nogenlunde pressedækning - men forbavsende få og milde udenlandske politiske reaktioner - gik verdens fokus videre til næste brændpunkt. Og alt tyder allerede nu på, at ingen udenlandske regeringer af betydning vil benytte fredsprisen til at presse Suharto-regimet til at ændre politik i Østtimor.

DET ER DER MANGE, som er glade for. For eksempel danske virksomheder, der i årets første seks måneder solgte for 544 millioner kroner (ifølge Danmarks Statistik) til verdens befolkningsmæssigt femtestørste land med 190 millioner mennesker.
Det er næsten lige så meget, som i hele 1995, hvor Danmark eksporterede for 593 millioner kroner til ø-riget. Den danske eksport til Indonesien er altså - hvis tendensen holder - på vej op med raketfart. Indonesien tilhører nemlig de asiatiske tiger-økonomier med en årlig vækst i bruttonational-produktet (BNP) på omkring syv procent.
Ifølge en markedsprofil for Indonesien, udarbejdet af Sekretariatet for Udenrigshandel under Udenrigsministeriet, anslås Indonesiens import at stige med 10 procent om året de næste par år. Særligt er der brug for maskiner, transportmidler og halvfabrikata samt investeringer og know-how inden for energi- og miljøsektoren. Områder, som danske virksomheder er leveringsdygtige på.
Disse virksomheder har grund til at være glade for politikernes tøven. For intet ville være mere ødelæggende for handelen end politikere, der raslede med sanktionsvåbnet overfor Indonesien.

POLITIKERNE TØVER IKKE, når det gælder et andet sydøstasiatisk land, Burma. En dansk konsuls død og en dygtig oppositionsleder i Aung San Suu Kyi har fået danske politikere til samlet at kritisere Burma i skarpe vendinger og endog være i frontlinjen i EU for at få indført sanktioner mod juntaen i Rangoon. EU-Kommissionen er efter en række høringer om tvangsarbejde i Burma ved at lægge op til sanktioner mod Rangoon.
I tilfældet Burma får den hele armen, mens der overfor lande som Kina, Malaysia og Indonesien holdes fast i konceptet om "kritisk dialog" som den bedste vej til forandring.
Måske er det bare fordi styret i Burma er så brutalt, at de andre er vand ved siden af.
For det kan vel ikke være fordi den danske eksport til Burma kun var på 7,4 millioner i det første halvår af 1996 i forhold til eksporten til Kina (2,4 milliarder)eller Malaysia (377 millioner) eller Indonesien (544 millioner)?
Det kan vel ikke være fordi dansk politik over for hel- eller halvtotalitære regimer i Sydøstasien er baseret på handelstal fremfor de værdier, som politikerne står i kø for at promovere, når det er risikofrit?
Det kan vel ikke være derfor, at politikerne tier indtil nyhederne fra Indonesien atter handler om Susi Susanti fremfor præsident Suharto?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu