Læsetid: 9 min.

De ville hellere have uddelt Oscars

En håndgranat, en truende krig og en pislugtende skjald satte sindene i bevægelse på Testrup Højskole
20. januar 2007

Anden store debatrunde om de seks nominerede til Montanas litteraturpris handlede om Knud Romers roman Den som blinker er bange for døden, Kirsten Thorups Førkrigstid og Mette Moestrups digtsamling kingsize.

De tre blev torsdag eftermiddag debatteret af anmelderne ved Information, Thomas Thurah og Marianne Ping Huang, samt af Lilian Munk Rösing, der også har siddet i dommerpanelet.

Lilian Munk Rösing lagde for med en introduktion til Knud Romers roman, som hun kaldte "min barndom, opført som dukketeater".

Som en vigtig metafor for bogens projekt nævnte hun de granatsplinter, som forfatteren "hiver ud af sig selv".

På et ikke metaforisk plan får bogens fortæller dem af sin onkel Helmuth, der har været ved Østfronten og er fyldt med granatsplinter.

"Splint for splint stykkede jeg historien sammen", står der; "man forstår, at det er traumatiske ting, der er tale om," kommenterede Lilian Munk Rösing og kaldte romanen for "en meget fint komponeret bog".

Bedste overdrivelse

Lilian Munk Rösing kunne ønske sig en prisuddeling a la Oscar, hvor der gives priser for 'bedste sætning' (som kunne gå til Hans Otto Jørgensen) og 'bedste metafor' (som måske også kunne gå til Hans Otto Jørgensen), sagde hun. Men i hvert fald ville Knud Romer tage prisen for 'bedste overdrivelse'.

"Jeg er en stor ynder af monoman litteratur," forklarede Munk Rösing.

"Der er normalt megen opmærksomhed om polyfoni og mangestemmighed, men der er en styrke i monomanien, gerne med en vis aggression, hvor man hamrer løs med den samme tanke, det samme uforsonlige had til Nykøbing."

Med en tysk mor bliver såvel romanens fortæller, Knud, som hele familien udsat for massiv mobning.

Strindberg og østrigeren Thomas Bernhard, for hvem hele drivkraften er hadet til Østrig, kunne være andre eksempler.

Bagsiden af Romers monomani dukkede ifølge Lilian Munk Rösing op, når teksten kammede over i patos eller 'offerpositur'.

Endvidere fandt hun en diskrepans mellem på den ene side forgudelsen af bogens moderskikkelse og solidariteten med hendes martyrium, og på den anden side beskrivelsen af barndomshjemmet som et mareridt.

Problemet for hende var ikke overdreven aggression, men det anekdotiske, skrønemageriet. Lilian Munk Rösing fandt, at det anekdotiske kom til at overskygge en anden "mere henvendt, mere undersøgende stemme".

Men måske kandiderede Knud Romer også til en Oscar for 'bedste metafor', der hvor han sammenligner et hedt begær og et frygtet kys med "en bi i en brombærbusk".

Endelig efterlyste hun noget mere af den side af lille Knud, der kommer frem, da han for eksempel spiser slægtens hundredårige gullaschfond op til sidste dråbe. "Det dæmoniske barn", der følger sit eget begær i stedet for at underordne sig de voksne.

Litterær importvare

Thomas Thurahs udgangspunkt havde ikke været de høje forventninger. Som han kendte Knud Romer fra medierne, havde han fundet ham 'frygteligt anstrengende', så på forhånd havde han været fuld af animositet, ja, alt havde strittet på ham, betroede han forsamlingen.

Derfor havde læsningen været forbløffende. Hvad han havde mødt var en meget litterær bog og en meget vellykket sådan, lød hans dom. Granaten, der eksploderede til sidst, var et vidunderligt billede.

Derimod fandt gullaschscenen ikke nåde for hans blik. 'Litterær importvare', kaldte han den, pynt som var fundet hos Günter Grass eller en lignende forfatter.

Og Thurah mærkede hensigt i retning af et udsagn, der kunne lyde: "Se hvor saft- og kraftfuld min slægt er i forhold til det danske roesamfund."

Marianne Ping Huang mente, at beskrivelsen af moderen som offer blev løst op undervejs. At moderen trækker den lille Knud med ind i "det daglige helvede i provinsbyens teater" kommer til at dementere hendes martyrrolle.

Marianne Ping Huang var parat til at give Romer prisen for en 'rigtig god prosarytme'.

Desuden påpegede hun, at han med gullaschen så at sige æder sin mødrene arv, han kannibaliserer den, men kommer derved også til at indeholde den.

Selvmordsbombemand

Fra salen blev det påpeget, at den uskyldige dreng derved også åd det sidste af slægten, den fornemme tyske slægt var pist væk, forsvundet.

Lilian Munk Rösing fandt det apropos gullaschen svært at sluge, at fortælleren ifølge hende både havde for meget og for lidt medlidenhed med sig selv. Hvorfor har lille Knud ikke ondt af sig selv, når en stangberuset mor fortæller ham frygtelige ting om sin ungdom under nazismen, spurgte hun, men blev imødegået af Thomas Thurah, der opfattede beretningen som et retorisk greb, der tværtimod skulle vise, hvor synd det var for den lille Knud.

Slutningen, hvor der kastes en håndgranat, var genstand for en del debat. Knud Romer har selv hævdet, at den sidste sætning skal læses, som om det er splitten på håndgranaten, han kaster væk. At han altså begår selvmord.

Det var ikke en fortolkning, panelet uden videre var parat til at acceptere, men debatten endte med at konkludere, at begge læsninger var mulige. Lilian Munk Rösing påpegede, at al sorgen og skammen og vreden først var blevet puttet ind i håndgranaten, hvilket lagde op til, at det hele blev udryddet, uanset om der var tale om en eksplosion eller en implosion. Det forløsende fortolkningsbud kom imidlertid fra salen, der sammenlignede slutbilledet med en selvmordsbomber, der detonerer sit bælte.

Marianne Ping Huang påpegede i forlængelse heraf bogens tvivl, om det overhovedet nyttede noget at overlevere fortiden. Alting var forgæves, det ville aldrig lykkes.

"Han indser, at arven er stærkere end miljøet," blev der budt ind fra salen; "Derfor smider han splitten. Han kan ikke projicere det ud, der er en del af ham selv."

Ubegribeligt langsom

Thomas Thurah skulle introducere Kirsten Thorups Førkrigstid. Han havde hørt, at Informations kulturredaktør i sin præsentation af bogen havde sagt, at han ikke havde mødt nogen, der syntes, det var en dårlig bog.

Derfor ville han godt sige, at den havde været svær for ham at komme igennem. Først efterhånden var han kommet til at se en kvalitet i kedsomheden. Den var "fortalt så traditionelt, at man var ved at besvime," mente han, "historien skrider frem med ubegribelig langsomhed."

Når Thomas Thurah alligevel overgav sig, var det på grund af spændingen mellem den viden, hovedpersonen Dinna i sin førkrigstid sidder inde med, og den viden om, hvordan det endte, vi sidder inde med i dag.

Fortællerens 'medsyn' med sin hovedperson sat over for læserens 'tilbagesyn' kom til at dominere debatten.

Marianne Ping Huang fandt, at den dramatiske ironi næsten blev for tyk i spændingen mellem medsyn og tilbagesyn. Men den gør, at tændingen detonerer med større eksplosionskraft end i Knud Romers bog, mente hun.

Thomas Thurah mente, at man gjorde romanen uret, hvis man lagde sin nutidige bedreviden ned over hovedpersonen. Det var lidt tarveligt over for Dinna, hvis man betegnede hende som katastrofeblind.

"Det er at trumfe hendes viden med en større læserbevidsthed," erklærede han.

Inde i Pia Kjærsgaard

Det var ikke bagklogskab, protesterede Lilian Munk Rösing.

"Romanen siger ikke, at det er forkert at begrave sig i det nære, det nære kan være ligeså grusomt som det store. Romanen stiller spørgsmålet, om man ikke lige så godt kan blive blind for den lille verden ved at begrave sig i den store."

"Vi hvirvles ind i Dinnas bevidsthed," erklærede hun; "Jeg elsker hende, så jeg ville ønske, jeg var Dinna."

Lilian Munk Rösing elskede Dinna så højt, at hun var sikker på, at Kirsten Thorup også ville kunne få hende til at ønske at være inde i Pia Kjærsgaard, om det skulle være!

"Den moralske dom er umulig at fælde."

Når Thomas Thurah syntes, romanen var kedelig, var det måske også et spørgsmål om køn, foreslog ordstyrer Christian Dorph.

"Måske er køn et spørgsmål om smag," replicerede Lilian Munk Rösing og indkasserede salens klapsalver.

Fra salen blev der spurgt, hvordan Førkrigstid overhovedet var kommet på Montana-prisens nomineringsliste, når kriterierne var, at værket skulle være formmæssigt fornyende eller beskrive virkeligheden på en ny måde.

"Den skal være ny eller overraskende," svarede Lilian Munk Rösing, der selv har været med i dommerpanelet.

"Og at gå ind i dansk førkrigsmentalitet med en fortælleteknik, såkaldt fortalt monolog, hvor læserens oplevelse balancerer på kanten mellem person og fortæller, er nyt. Det er Flauberts metode i Madame Bovary, omplantet til dansk provins-småborgerskab. Det er et nyt syn på førkrigstidens her og nu-situation," hævdede hun.

Flytbart køn

At højskolens kursister ikke var helt overbevist, fremgik af publikumsafstemningen om Montanaprisen. Den gik til Knud Romer, skarpt forfulgt at prisvinder Mette Moestrup, mens Førkrigstid landede på sjette og sidstepladsen. Men inden man skred til afstemning, introducerede Marianne Ping Huang som rosinen i pølseenden Mette Moestrup.

Her ophørte uenigheden. Alle tre panelister var enige om at sidde med en fremragende bog.

"Den kan rigtigt meget af det, der er blevet talt om i det foregående," sagde Marianne Ping Huang.

"Digtene handler om at være hjemme med det fremmede, der er kritik af provinsialismen, og den handler om at være hjemme i kønnet, vel at mærke et køn, som er flytbart. En sprut og pis-lugtende skjald kaldes Muse Rottetemp, et anagram for Mette Moestrup, og i digtet om Cleopatra kingsize, en egyptisk cigaret, der har lagt navn til digtsamlingen, bliver denne forbrændt af en rød lighter.

"Der spilles om kønnet, der er en energi som hos Romer, men tillige en humor," sagde Marianne Ping Huang.

"Det er en meget energisk digtsamling, hvert digt har en hel masse niveauer, hvor man kan stige på. I forhold til priskriterierne, så lever den op til dem ved at producere ny form af kendte former. Mette Moestrup bruger den sproglige produktion både til at handle og forhandle med virkeligheden. I stort og småt."

"En rigtig kritikerdarling."

Thomas Thurah, der et par gange havde været i 'ordgemæng' med de to andre, vidste ikke "hvor megen uenighed, vi kan opfinde her", men skulle han finde på noget, fandt han de decideret politiske digte svagest, mens de mere lystfyldte, dynamiske og anarkistiske stod stærkere.

Og så lykkedes alligevel at skabe uenighed.

"Det politiske skriver sig frem af det poetiske projekt," protesterede Lilian Munk Rösing.

"For tiden er det blevet trendy at være politiserende, men sådan er det ikke her. Det er den poetiske logik, der kaster politiske pointer af sig," fastslog hun og fremhævede som eksempel den 'grusomme skønhed' i sammenstillingen af manna og napalm. I en verden, hvor befolkningerne efterhånden aldrig kunne vide, om det var bomber eller nødforsyninger, der blev kastet ned.

Digtsamlingen var fornyende, modkulturel og grænseoverskridende, men ikke for at være grænseoverskridende som en værdi i sig selv.

"Her bliver grænserne sprængt indefra, men ud fra et strengt systemarbejde."

En kvindelig digter

Lilian Munk Rösing fremhævede en persiflage af et fragment af Johannes Ewald, der ifølge hende forudsatte "en dyb læsen sig ind i Ewald og en stram metrik".

Og metrikken var ikke et tællearbejde, supplerede Marianne Ping Huang, den var 'korporlig', levede sit eget liv med og imod metrum.

"Når man skriver så ekstensivt oven på traditionen, hober slaggebjergene sig op," mente Thomas Thurah. Og personligt fandt han "det bjerg, hvorpå det litteraturhistoriske flag vajer," mest anstrengende.

Hvorimod Lilian Munk Rösing så det som en gestus fra en kvindelig digter, en tematisering af, at hun gerne ville træde ind og finde plads til det, der tilfældigvis var et kvindeligt subjekt.

Digtet handler om, at en mand på Halmtorvet tager det kvindelige subjekt for luder.

Med en klassisk feministisk formel: "Den, der har pikken, har blikket."

Her peger digtet på en 'han', men ikke i betydningen at det er 'for dårligt'. Tværtimod inkorporeres luderkunden i det 'han', der også omfatter jeg'et far, bror og elskede.

"Her er ikke tale om at vælte en mandlig position fra tronen, men om at træde i kærligt forhold til den," sagde Rösing.

Så er sagen afgjort

"Nå, nu ved vi, hvem det bliver," sagde en tilhører, da seancen var slut. Og han fik som bekendt ret - til trods for at kun en af de tre panelister også sad i dommerkomiteen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her