Læsetid: 6 min.

Hellere vold end det frie ord

Advokaten, der forfølger Orhan Pamuk, forsvarer voldelige demonstrationer, men angriber tyrkiske intellektuelles kritik af Tyrkiet. Han mener, at Europa i praksis støtter hans sag
15. august 2006

ISTANBUL - Vrede tyrkere skal have lov at slå at løs på biler og folk, de ikke er enige med, for det er klart, at man kan blive så forbandet, at man kan ende med at slå. Det mener advokaten Kemal Kerincsiz, for som han siger:

"En vred borger skal have lov at vise sin utilfredshed. Jeg kan ikke lide vold, men folk skal have lov at protestere."

Kemal Kerincsiz er en uhyre kontroversiel figur i Tyrkiet. Som formand for den ekstremt højreorienterede 'Foreningen af jurister' står han i spidsen for en kampagne af anklager og retssager rettet mod forfattere, journalister, redaktører og forlæggere, der udtaler sig kritisk om det tyrkiske samfund og Tyrkiets historie. Det er det, der ifølge den tyrkiske straffelov hedder "fornærmelser af staten".

"I Vesten og Tyrkiet er der mange forskelle på den måde, man tænker på. Hvis I taler grimt om en andens familie, gør det måske ikke så meget. Men det gør det i Tyrkiet," siger han som forklaring på, hvorfor man helt principielt ikke må fornærme noget så abstrakt som en stat.

Kemal Kerincsiz ser sig selv om en travl forsvarer for demokratiet i Tyrkiet, men hans modstandere er rasende på ham. En højtplaceret embedsmand i Udenrigsministeriet kalder ham "en idiot", men det vil han ikke citeres for.

Forfatterinden Elif Safak, der til september skal møde i retten i en sag anlagt af Kemal Kerincsiz er mere afdæmpet:

"Han repræsenterer kun en meget marginal gruppe af ultranationalister, der benytter sig af verbal og fysisk vold. Deres mål er at skade Tyrkiets EU-proces. De er aggressive og frygtindgydende, og går efter intellektuelle og folk, der vil være gode cases i den internationale presse," siger hun.

Elif Safaks sag kommer for retten den 21. september, og det er med stor nervøsitet, hun går den i møde. Efterhånden er det blevet kutyme, at retsmøderne afholdes i en os af tilråb, slagord og forsøgvise angreb på de tiltalte, hvis de da ikke ligefrem ender i korporlige slagsmål mellem Kemal Kerincsizs støtter og kampklædt politi.

"Ved retssagen mod (forfatteren) Orhan Pamuk blev der slået med en kølle på en bil. Det var en demokratisk protest, som et udslag af folks følelser," forklarer Kemal Kerincsiz.

Ikke ytringsfrihed

Ud over sagen mod Orhan Pamuk, der blev anklaget for i et avisinterview at opfordre til en diskussion i Tyrkiet om folkedrabet på det armenske mindretal i 1915, har der også været sager mod blandt andre forlæggerne, der udgiver den amerikanske samfundsdebattør Noam Chomskys bøger og senest Elif Safak.

Sagerne får stor opmærksomhed i Vesten, hvor de opfattes som eksempler på, at Tyrkiet undertrykker ytringsfriheden. Men det handler overhovedet ikke om ytringsfrihed, mener Kemal Kerincsiz. Det handler i stedet om, at nogle få forfattere har fået nogle helt forkerte tanker, som intet land ville kunne acceptere.

"Ingen af retssagerne har noget at gøre med ytringsfriheden. Problemet er, at nogle forfattere er kommet på afstand af det samfund og den kultur, de lever i."

Kemal Kerincsiz er vanvittig stolt af Tyrkiet og landets kultur og historie, og han kan rimeligvis kaldes ultranationalist. For ham er Orhan Pamuk og de andre forfatteres diskussion af armenierne en ulidelig mistænkeliggørelse af nationens storhed og ikke mindst ufejlbarlighed. Og det er mere end det, for det er også en farlig glidebane, der kan føre til separatisme og opløsning. Derfor skal ethvert tilløb til opgør med de vedtagne dogmer om Armenien m.m. standses, mener Kemal Kerincsiz.

Samtidig med sin overmåde nationale stolthed er han dybt mistroisk over for særligt Europa og EU's hensigter med Tyrkiet. Han er overbevist om, at konspirationer pønser på at udplyndre og opdele landet - med hjælp fra nyttige tyrkiske idioter som for eksempel Orhan Pamuk og Elif Safak.

"EU er ikke en økonomisk union, men en kulturel og Tyrkiets kultur er meget forskellig fra Europas. EU ser Tyrkiet som en modsætning til sig selv. De er imod os og ude på at tage, hvad de kan fra Tyrkiet under forhandlingerne om medlemskab. EU-landene er ikke venlige mod Tyrkiet. Insisterer man på, at Tyrkiet har en fremtid i EU, så insisterer man på, at Tyrkiets fremtid er pantsat."

Tredjerangsnation

For Kemal Kerincsiz er visionen, at Tyrkiet skal nøjes med et økonomisk forhold til EU "på jævnbyrdige vilkår" og i stedet udvikle det politiske forhold til de såkaldt tyrkiske republikker i Kaukasus og Centralasien. Det vil eksempelvis sige Aserbajdsjan, Turkmenistan, Usbekistan, Kasakshstan, hvor der tales tyrkiske dialekter, og hvor landene er bundet sammen af stærke historiske og kulturelle bånd.

Med til at styrke den vision er de jævnlige udfald fra europæiske politikere mod Tyrkiet, samt den konstante kritik af landets menneskerettigheder, udvikling og ytringsfrihed. For Kemal Kerincsiz reducerer det Tyrkiet i en grad, han ikke kan acceptere:

"Vi kan ikke lide at se Tyrkiet behandlet som en tredjerangsnation."

På den baggrund er det klart, at der er mere end historiske grunde til, at et centralasiatisk samarbejde er attraktivt. For i sammenligning med de tidligere sovjetrepublikker, hvoraf de fleste stadig er underudviklede diktaturer, fremstår Tyrkiet som det moderne, civiliserede land, der kan inspirere og motivere. Og den funktion er, i sagens natur, meget mere noget for tyrkiske nationalister.

Hans politianmeldelser og retssager ses i Europa som overgreb på ytringsfriheden, og dermed er netop de med til forstærke fordømmelsen af Tyrkiet, hvilket igen styrker hans eget argument om, at Europa vil Tyrkiet det dårligt. Men at der skulle være en sammenhæng der, afviser han blankt.

"Jeg tænker overhovedet ikke på Tyrkiets omdømme i Europa," siger han.

Tværtimod mener han, at kunne finde belæg i både EU-lovgivning og nationale europæiske lovgivninger for, at retssager om "fornærmelser mod staten" er en helt naturlig ting, som også forekommer i Europa.

Irving og Le Pen

"EU spiller dobbeltspil i forhold til Tyrkiet. Hvis forfattere gjorde det samme i EU, ville de også blive straffet. For forfattere, der fornærmer deres samfund, skal straffes," mener Kemal Kerincsiz.

Til støtte for det synspunkt kan det noteres, at en fransk domstol den 12. juli besluttede, at lederen af det ekstreme højre, Jean-Marie Le Pen, skal for retten anklaget for at benægte, at tyskerne var brutale under besættelsen af Frankrig under Anden Verdenskrig. Og den 20. februar blev den britiske revisionist David Irving idømt tre års fængsel i Wien for sine benægtelser af Holocaust. For den tyrkiske højrenationalist er det bevis på, at Europa selv sætter grænser for, hvad man vil acceptere at høre på i det offentlige rum. Men når det kommer til Tyrkiet, gælder der andre regler "fordi, Vesten godt kan lide Østens forfattere som Elif Safak og Orhan Pamuk".

Selv om han fordømmes fra nær og fjern, fortsætter Kemal Kerincsiz sin kamp. Sin hidtil største sejr fik han, da Tyrkiets øverste appelret den 12. juli stadfæstede straffen mod den armenske redaktør Hrant Dink på seks måneders betinget fængsel for "fornærmelser mod tyrkiskheden".

Det er første gang en sag af den type er blevet pådømt i Højesteret, og dermed er der nu dannet præcedens.

Ud over dommen fik Hrant Dinks advokater slag i ansigtet og et par knuste briller, da de blev angrebet af Kemal Kerincsizs sympatisører. Selv blev ultranationalisten også slået i et omfang, så han haltede i tre dage efter. Det blev der dog ikke skrevet om i de tyrkiske medier, påpeger han. Trods sin forståelse for borgernes ret til at udtrykke deres vrede, mener han alligevel, at der må være en grænse, for som han siger:

"Vi vil af med volden for den er hverken god for Tyrkiet eller for os."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu