Læsetid: 2 min.

Helles halve år

I dag har Helle Thorning-Schmidt været socialdemokratisk formand i et halvt år. Og trods slatne meningsmålinger fastholder hun, at det går godt
12. oktober 2005

Det blev kaldt Danmarks sværeste lederpost.

Posten som formand for Socialdemokraterne.

Helle Thorning-Schmidt vandt som bekendt over Frank Jensen med 53 procent af stemmerne. Og i dag har hun siddet i formandsstolen i et halvt år.

Information har spurgt hende:

- Hvordan synes du selv, det går?

"Jeg synes, det går godt. Vi har gjort det, vi sagde, vi ville. Vi har spillet ud på et meget vanskeligt område - velfærdsreformer - og har på en og samme tid fået samlet gruppen. Nu er vi i gang med at udvikle en politik, der beskæftiger sig med det, der berører mennesker i deres hverdag."

- Er det Danmarks sværeste lederjob?

"Det er i hvert fald et udfordrende lederjob. Og selvfølgelig er det også svært. Men ikke så svært, at det ikke er til at overkomme. Jeg har også fået samlet en god ledelse omkring mig," siger Helle Thorning-Schmidt.

- Meningsmålingerne var gode i de første par måneder, men nu ligger I under valgresultatet?

"Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at vi ikke gerne ville have gode meningsmålinger, men man skal huske på, at vi er i gang med en fornyelsesproces. Og her er det naturligt, at vælgerne lige vil vente og se os an. Vi er i gang med at vise identitet på ny, vi har fået ny formand og ledelse og har overstået et valg. Det tager altså lige lidt tid," siger Helle Thorning-Schmidt.

Milde vinde fra kritiker

Der blæser også milde vinde fra en af Helle Thorning-Schmidts skarpeste kritikere, tidligere efterlønsordfører Bjarne Laustsen, på halvårsdagen.

"Det går bestemt rimeligt, selv om man selvfølgelig kunne ønske, at meningsmålingerne var bedre. Og det glæder mig, at ledelsen er blevet mere opmærksom på hele ulighedsdiskussionen. Det er en hel central mærkesag for Socialdemokraterne," siger Bjarne Laustsen.

Han er også glad for, at Helle Thorning har "meldt sig ind i" den kommunale valgkamp.

"Det har bestemt betydning, at formanden giver en håndsrækning," siger han.

Medlem af uddannelsesudvalget Carsten Hansen, der tidligere har været stærkt kritisk over for Helle Thorning-Schmidt, mener, at partiet med den nye formand omsider er inde i en god gænge.

"Der bliver lavet en række udspil præget af socialdemokratiske værdier, selv om der er et stykke vej endnu. Men det er positivt, at det nu er lykkedes gruppen at arbejde sammen om et fælles projekt," siger han.

'Et langt, sejt træk'

Carsten Hansen ser sig dog ikke i stand til at vurdere chancerne for at generobre regeringsposten ved næste valg.

"Den sandsynlighed kan vi først vurdere på den anden side af velfærdskommissionens rapport, hvor Fogh er tvunget til at komme med et udspil," siger han.

Den socialdemokratiske gruppeformand, Jan Petersen, mener, at Helle Thorning-Schmidt som mødeleder er i stand til at lægge en linje, som ingen er i tvivl om.

"Hun er i sin lederstil åben over for et projekt, der handler om politisk udvikling. Der er godt gang i hende, og jeg har svært ved at styre min optimiske - selv om vi står over for et langt, sejt træk," siger gruppeformanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her