Læsetid: 3 min.

Hellig ko på efterløn?

8. august 2002

AFSKAF EFTERLØNNEN, sagde kommunernes formand. Ja, gør det, istemte en tidligere socialdemokratisk borgmester og indenrigsminister. Alt for mange velfungerende 60-65-årige går på efterløn, selv om der er brug dem på arbejdsmarkedet, anførte de. ’Det grå guld’ glider virksomhederne af hænde, og ude i kommunerne er det allerede svært at finde folk til job inden for f.eks. omsorgssektoren.
Set i det lys er det ikke samfundsmæssigt forsvarligt at kaste 21 mia. kr. om året ned i efterlønningsposen. For det er prisen i år, den vil stige, og derfor råbte formanden for Kommuners Landsforening, venstremanden Ejgil W. Rasmussen, og den tidligere Århus-borgmester, Thorkild Simonsen, op: Efterlønsindgrebet i 1998 – det, De ved, som Nyrup Rasmussen garanterede ikke ville komme – har ikke virket. Drop efterlønnen, og find på noget andet, lød derfor meldingen.
Det førte til en interessant melding fra KL-formandens partikollega, Venstres seriøst liberale politiske ordfører, Jens Rohde. Til det elektroniske nyhedsbrev dk-nyt sagde Rohde, at »hvis man hele tiden ændrer i vilkår og forudsætninger for forsikringer og opsparinger, så mister folk tilliden til ordningerne.« Ordet ’ordningerne’ betyder her ’politikerne’. Så Rohde siger altså: Det er ikke muligt at ændre sådan noget som efterlønnen, uden at få en på sinkadusen af vælgerne.

HANS FORSIGTIGHED afspejler selvfølgelig den realpolitiske virkelighed. Efterlønnen er, siden den blev indført gledet ind som et næsten selvfølgeligt velfærdsgode, som det koster at pille ved. Se bare, hvordan det gik Nyrup og Lykketoft, der på én og samme gang sankede en del pinde til deres egen ligkiste og en stor portion ved til Dansk Folkepartis bål med efterlønsmanøvren i 1998.
Men som det fremgik af gårsdagens Information, kan det ikke alene blive politisk særdeles kostbart at flå efterlønsordningen fra hinanden. Det vil være en ydest kompliceret affære rent praktisk. For det er et faktum, at efterlønnen er langt mest udbredt i de fag, hvor nedslidningen er størst. Mens kun 30-40 pct. af akademikerne, ingeniørerne og journalisterne trækker sig, er det blandt hjemmehjælperne, pædagogmedhjælperne, slagteriarbejderne og tjenerne, man finder de hyppigste brugere af ordningen –- i nogle forbund er det mellem 80 og 85 pct. af alle medlemmer over 60 år, der har kvittet arbejdet.
Afskaffede man efterlønnen, ville man være tvunget til at finde på en afløser, alene fordi mange 60-årige ikke er i stand til at fortsætte i deres hidtidige arbejde. De er slidt ned, ganske enkelt. Og udover at det juridisk kunne blive ganske indviklet, hvad ville der så være tjent, sådan rent samfundsøkonomisk, hvis noget andet blot skulle stilles i stedet? Næppe meget, og menneskeligt kunne det blive noget værre rod, hvis man skal til at vurdere den enkeltes arbejdsevne for at se, om fru Jensen har gjort sig ’fortjent’ til sådan en slags revideret førtidspension.

NÅR MAN alligevel kan føle sig fristet til at råbe med i koret for at afskaffe efterlønnen, skyldes det noget ganske andet: Selv om mange nu hævder noget andet, så blev efterlønnen jo ikke kun indført for at komme nedslidte lønmodtagere til undsætning. Den blev såmænd også indført for at gøre plads til unge og yngre på arbejdsmarkedet i en tid, hvor ledigheden var betydeligt højere end nu. Og den stemning af ’ud med de gamle’ lever endnu: Siden 2000 er arbejdsløsheden for de 55-64-årige steget med 24 pct., selv om den samlede arbejdsløshed er faldet med 7,4 pct.
Det vil med andre ord kræve noget af et stemningsskift at få det grå guld til at skinne. Og hvis man gerne vil hæve hele aldersgennemsnittet for efterlønnerne, så taler vi om en massiv indsats for at forbedre arbejdsmiljøet. Vi taler om nye, fleksible regler og overenskomster, som uden at sætte den faglige beskyttelse over styr skal kunne sikre de ældre medarbejdere bedre muligheder for deltid og alderstilpassede job. Vi taler om en total revurdering af den arbejdsbyrde, man pålægger f.eks. hjemmehjælpere altså i høj grad om de kommunale budgetter. Og dermed om hele den prekære diskussion om de mange danskere på overførselsindkomst, om den manglende rummelighed på arbejdsmarkedet og lysten til at dele det arbejde, der er, på en anden måde.
21 milliarder kronersspørgsmålet er derfor, om politikerne tør sende den hellige ko på efterløn og åbne sådan en debat, eller om de vælger at stryge vælgerne og koen med hårene?

jn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her